Giv erhvervslivet mulighed for natkørsel, tak
Giv erhvervslivet mulighed for natkørsel, tak
Det vil være en rigtig god idé, hvis landets kommuner giver tilladelse til distribution af varer om natten, lyder opfordringen fra erhvervslivet til kommunerne.
- Vi vil gerne levere om aftenen og om natten de fleste steder, hvor der er meget trængsel, så vi undgår myldretidstrafikken, og myldretidstrafikken undgår os, forklarer Jesper Højte Stenbæk, der er fagchef for transport og infrastruktur hos Dansk Erhverv.
Når folk skal på arbejde og børnene i skole, er det bedst, hvis der er så lidt trafik som muligt i bybilledet. Lastbiler skal pilles ud af den ligning, der hedder myldretrafik, for at mindske faren for alvorlige ulykker, lyder et af argumenterne.
Ifølge Dansk Erhverv kniber det stort set i hele landet med dialogen omkring problemet - lige på nær ét sted, København Kommune, som gennem flere år har valgt at gennemføre konkrete tiltag, der vækker jubel på begge sider af bordet.
Snak nu med os
Hos erhvervslivet handler det i sidste ende om at få tilladelse til natkørslen, men i første omgang handler det om at få åbnet dørene på klem og opnå en dialog om problemerne.
- Det, vi ikke kan forstå, er den manglende forståelse af, at for at kunne få et livligt byliv skal der jo gerne være nogle butikker og restauranter, og det kræver simpelthen, at de får nogle varer. Ellers har de ikke noget at sælge, og så kommer der altså heller ingen kunder. Hvis de besværliggør det, så bliver det også dyrere, siger Jesper Højte Stenbæk.
Vi vil gerne levere om aftenen og om natten, så vi undgår myldretidstrafikken, og myldretidstrafikken undgår os
I dag findes ingen lovgivning omkring natleverancer. Der opereres udelukkende med retningslinjer og begrænsninger i byzoner. Generelt må de store varebiler tidligst levere varer klokken syv om morgenen af hensyn til støjen.
Hvilke kommuner gør det godt?
- Her kan vi pege på København Kommune, der går ind i sagerne og forsøger at løse dem, så godt som det overhovedet er muligt inden for de rammer, de har. De går ind og siger, at der er et støjproblem, og så kigger kommunen eksempelvis på, om de kan gøre noget ved det underlag, som kommunen er ansvarlig for.
Hvilke kommuner arbejder - omvendt København - ikke helt så gelinde med det her?
- Problemet er, at hvis jeg giver dig konkrete eksempler, så er én ting sikkert, og det er, at hvis du skriver om det, så får vi ikke løst problemet her, siger Jesper Højte Stenbæk.
Gode erfaringer i København
I Københavns Kommune har politikerne og forvaltningen valgt at se på ønskerne fra erhvervslivet med åbne øjne.
- Vi har arbejdet meget intenst med tung trafik og regulering af tung trafik i 2007, hvor vi indførte miljøzonerne, og så har vi haft nogle grimme højresvingsuheld i København. Vi vil gerne være verdens bedste cykelby, plus at vi har en by, der skal hænge sammen, derfor er det nødvendigt at lave en masse initiativer. Og her er dialog det helt rigtige værktøj, fortæller Tanja Ballhorn, der er projektleder hos Teknik- og Miljøforvaltningen.
Men dialogen foregår jo også med erhvervslivet i andre kommuner og byer?
- Ja, men vi har også formaliseret arbejdet i et netværk. Vi har lavet et virkelig stort benarbejde, og der skal også noget arbejde til at få kaldt folk ind hver fjerde måned, hvor vi skal sørge for, at de rent faktisk kommer, og at jeg har 40 deltagere på hvert eneste godsnetværksmøde. Du skal også have noget at byde på, ellers er der jo ingen, der gider at komme rendende, siger hun og fortsætter:
- Hvis du skal skubbe rundt på kørslerne, og du også skal til at køre om natten, så skal du køre i nogle køretøjer, som er meget støjsvage, ligesom du også skal have en støjsvag adfærd, og dit grej - såsom lifte - skal være støjsvagt. Her bruges der er en certificeringsordning til at sikre den del.
Erfaringerne fra København har været så markante, at tiltagene skal danne rammen for en ny vejledning.
- Vi har kørt et forsøg med hjælp af midler fra den grønne pulje hos den gamle færdselsstyrelse, og det er der kommet rigtig gode resultater ud af. Resultaterne er faktisk så gode, at Miljøstyrelsen nu laver en vejledning på området ud fra resultaterne, siger Tanja Ballhorn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.