Danske - og indimellem også internationale - medier svømmer i disse måneder over med analyser fra allehånde anonyme kilder, der mener at vide, at Helle Thorning-Schmidt ‘er i spil’ til en toppost i EU-Kommissionen. Uanset om man opfatter det som utroværdig spekulation eller fremragende politisk journalistik, så hæmmer den megen omtale statsministerens politiske autoritet og manøvremuligheder. Det bliver således endnu sværere at sætte en politisk dagsorden på et tidspunkt, hvor regeringsblokken er håbløst bagud i meningsmålingerne. Alt hvad statsministeren foretager sig, siden hun ufrivilligt blev ‘udråbt’ til kandidat af medierne, bliver af hele det politiske Danmark læst og fortolket igennem den prisme, om det nu gavner hendes karrieremuligheder i EU eller ej. 

En Megafon-måling for nylig viste, at en tredjedel af vælgerne vurderer, at Thorning er på vej ud af dansk politik via en toppost. Den andel vil formentlig vokse frem mod Europa-Parlamentsvalget den 25. maj, hvor resultatet får indflydelse på, om hun med sin baggrund kan komme i betragtning til enten at blive kommissionsformand (hvad de færreste betragter som realistisk) eller EU’s udenrigspolitiske koordinator (hvad lidt flere betragter som muligt). Vinder socialdemokraterne EP-valget, så er sandsynligheden alt andet lige større for en dansk toppost i EU. Endelig er der også den mulighed, at Thorning udpeger sig selv til dansk kommissær, om end på et lavere niveau, end man i øjeblikket taler om. 

Rygter påvirker magtbalancen

Medierne kan sideløbende bringe historier, der beskriver, hvordan magtbalancen internt i det store regeringsparti, Socialdemokraterne, påvirkes af rygtestrømmen om Thornings mulige exit. Analyserne fastslår entydigt, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er uantastet som arvtager på statsministerposten, hvis og såfremt. Andre historier handler om finansminister Bjarne Corydon, der set i lyset af, at hans beskytter Thorning kan være på vej ud af dansk politik, nu må ‘søge ly’ i den stærkeste S-kaffefraktion ‘Morgenmadsklubben’, hvor erhvervsminister Henrik Sass Larsen sidder for bordenden. 

I politik indregner politiske aktører fremtidsudsigterne præcis ligesom investorer på et aktiemarked, når de skal agere. Og det betyder naturligvis også, at tilskyndelsen internt hos S til at ‘tage kugler’ for formanden bliver mindre, fordi fodsoldaterne næppe når at få glæde af den udviste loyalitet. Der er nok snarere en tilskyndelse i de meniges rækker til at lægge afstand til det ‘tidligere regime’ og dets upopulære beslutninger for at stå bedre i mødet med de vælgere, som ofte er frustrerede eller helt har forladt regeringspartierne.  I øjeblikket fører blå blok stort med 14 procentpoint over rød lejr.  Det sker endda på et tidspunkt, hvor der tydeligvis er en akut ledelseskrise i Venstre, som direkte følger af Lars Løkke Rasmussens enorme prestigetab ovenpå GGGI-sagen. 

Ledelseskrise i Venstre

Venstres formand lider af en mangel på autoritet i folketingsgruppen, som ikke er set længe. Imens er partiet som noget nyt ved at spalte sig i to kaffeklubber, hvor medlemmerne ikke deler sig efter ideologiske forskelle, men efter datoen på dåbsattesten. Kaffeklubberne udfordrer nu hinanden åbent i interne kampvalg, alt imens formandens legendariske vægelsind har fået en intern debat (som har fundet vej til pressen) til at blusse op, nemlig om V nu fortsat et EU-positivt parti.  Venstres topfolk imponerer heller ikke i den daglige debat med alt for mange skæve, uskarpe og skingre meldinger. Det er nok med til at forklare, hvorfor V ligger omkring valgresultatet, mens Dansk Folkeparti skovler stemmer ind. Når det går så dårligt for S og R, burde V ellers stige i målingerne, men det sker ikke. Det er et problem. Og det bliver et større problem, når vinden vender. 

Vinden kunne for eksempel vende for S, hvis Thorning forlader dansk politik. I partiforeningerne og blandt S-borgmestrene, hvor man åbent udfordrer regeringstoppens linje, vil de næppe savne hende.  Med Mette Frederiksen vil S (til en hvis grad) kunne hævde, at tavlen er visket ren. Få er i tvivl om Frederiksens ‘autencitet’ som socialdemokrat. Det samme kan man ikke sige om Thorning. Selvom Mette Frederiksen sidder på en uriaspost som beskæftigelsesminister og har gennemført flere af de reformer, hun som oppositionspolitiker tordnede imod, har hun bevaret en vis popularitet blandt vælgerne. Det er i sig selv imponerende.

Der er ikke noget at sige til, at man hos V beder til, at det fortsat er Thorning, som står i spidsen for S ved næste folketingsvalg. Mette Frederiksen i statsministerstolen ville kunne blive lidt af en ‘gamechanger’. Under alle omstændigheder vil Thornings autoritet navnlig de næste to måneder lide under en forventning - eller måske endda et håb – hos nogle om, at hun forlader dansk politik.