Kommunen.dk
MENU

Gamle hospitaler kræver milliardinvesteringer

Mens de nye supersygehuse rejser sig med enestuer og de mest moderne faciliteter, så halter en stor del af landets gamle sygehuse langt bagefter.

Gamle hospitaler kræver milliardinvesteringer

Mens de nye supersygehuse rejser sig med enestuer og de mest moderne faciliteter, så halter en stor del af landets gamle sygehuse langt bagefter.
  Supersygehuse som her Aarhus Universitetshospital i Skejby er skudt op med de mest moderne faciliteter. Imens har de resterende 80 procent af de gamle hospitalsbygninger fortsat et stort behov for renovering, påpeger Danske Regioner.
  Supersygehuse som her Aarhus Universitetshospital i Skejby er skudt op med de mest moderne faciliteter. Imens har de resterende 80 procent af de gamle hospitalsbygninger fortsat et stort behov for renovering, påpeger Danske Regioner.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Utætte vinduer, gamle skannere og fire mand på samme stue og med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer all inclusive. Forskellen fra landets nye flotte supersygehuse og så til de 80 procent af landets hospitaler, som ikke er nybyggede, er til at få øje på.

Ifølge Danske Regioner, som lige nu forhandler med regeringen om sygehusenes økonomi for det næste år, er der brug for et markant løft, hvis ikke det skal ende med sygehuse delt i et A og et B-hold.

- 80 pct. af vores sygehusbygninger har ikke fået ekstra midler som de nye kvalitetssygehusbyggerier. Tværtimod har en stor del af dem ikke været holdt meget ved lige, selv om nogle af dem er over 50 år gamle, siger Anders Kûhnau (S), der er formand for Danske Regioner.

Kræver milliardinvestering

Regionerne mener, at der er brug for 4,6 mia. kr. for blot at bevare det nuværende niveau næste år, når det gælder bygninger og udstyr. Når det også kommer til reelle forbedringer, så ryger beløbet op på 6,5 milliarder.

- Det handler ikke om luksus, men om bedre kvalitet også til gavn for behandlingen. Det er svært som politiker at forsvare, at kvaliteten i Randers er væsentlig dårligere end på supersygehuset i Skejby, siger Kühnau.

Ifølge Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland, er der brug for et løft af de ældre sygehuse i Danmark til både behandling og pleje.

Det handler ikke om luksus, men om bedre kvalitet også til gavn for behandlingen. Det er svært som politiker at forsvare, at kvaliteten i Randers er væsentlig dårligere end på supersygehuset i Skejby.

- Når vi vil have lighed i sundhed, uanset hvor du bor, så er det svært ikke at føle sig efterladt på perronen, når vi godt ved, at de nye store sygehuse prioriteres i disse år, siger han.

Utidssvarende og sølle

Det største efterslæb hos ham er neuro-rehabiliteringen i Brønderslev, hvor patienter genoptrænes efter blodprop og hjerneblødning.

- Bygningen er fra 1960'erne, og patienterne har decideret utidssvarende og sølle rammer at være i, selv om de kan være indlagt i op til to-tre måneder, siger Henrik Larsen.

Også operationsgangen i Hjørring og røntgenafdelingen er nedslidte.

- Og med de klimakrav, vi nu skal levere som offentlig sektor, så kræver det oveni nogle mere moderne rammer. Med al den varme, vi hælder ud af vinduerne og de gamle ventilations- og køleanlæg, så er der en stor klimagevinst at hente der, siger han.

Handler også om personale

Byggekonsulent Heidi Holm Jensen på Nykøbing Falster Sygehus genkender problemet.

I flere år har sygehuset forsøgt at få en aftale om modernisering på plads. Som det eneste akutsygehus i Danmark har akutsygehuset ikke sin egen CT-skanner.

- Firesengsstuer er heller ikke optimalt mere. Vi har planlagt et nybyggeri med 126 primært enestuer. Men efter at have været i udbud to gange viste prisen for byggeriet sig alt for høj i forhold til budgettet. Så udbuddet er annulleret. Så lige nu har vi en tunnel ud til den nye sengebygning, som ender i ingenting, siger Heidi Holm Jensen.

-Det handler ikke kun om patienternes ve og vel, men også om at tiltrække sundhedspersonale, som der er stor kamp om. Her betyder rammerne meget for, om det er attraktivt at arbejde her. Og vi har i forvejen svært ved på Falster at tiltrække læger og er derfor nødt til at gøre os ekstra umage.

Formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, bakker op om kravet om flere penge til de ældre sygehuse.

- Der er ingen tvivl om, at vi har talt så meget om de nye supersygehuse, at vi har glemt, at en meget stor del af landets sygehuse er af ældre dato.

- Der er brugt mange milliarder på det nye byggeri. Men vi har stadig brug for de mindre sygehuse landet rundt, som skal levere vigtige opgaver på sundhedsområdet - også på nogle af de diagnoser, som rigtigt mange danskere har, siger hun.

Supersygehusene er løbet med opmærksomheden


  •  Regionerne har igennem mere end ti år været i gang med 16 kvalitets-fondsbyggerier, også kaldt supersygehuse, som står færdige inden for de næste år.
  • De nye byggerier udgør dog kun 20 pct. af regionernes samlede hospitalsmasse.
  • De sidste 80 pct. er af ældre dato, nogle mere end 50 år gamle, og mange af dem har brug for renovering.
  • Regionernes it-udstyr og apparatur skal vedligeholdes og løbende udskiftes. Alene på det diagnostiske område er der ifølge regionerne behov for investeringer på 300 til 400 mio. kr. årligt.
  • Anlægsinvesteringerne omfatter også grønne investeringer, der kan bidrage til den grønne energiomstilling ved at konvertere olie- og gasfyr til fjernvarme og varmepumper og reducere regionernes CO2-udledning.

Kilde: Danske Regioner

 



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR