Her den 1. december fik Barzan et job. Ikke en praktikplads og ikke noget med løntilskud. Næ, et rigtigt arbejde, hvor arbejdsgiveren, Ikea, betaler løn i danske kroner.

For os var det en særlig dag, for Barzan Shekhow er én af ti syriske flygtninge, Fyens Stiftstidende præsenterede den 23. august i år. Det blev starten på serien "Folk vi har brug for" i Fyens Stiftstidende.

Det vakte en del opmærksomhed i andre medier, i journalisternes fagblad og i erhvervsnetværk, at vi sådan lod ti syrere søge job i avisen. Og at det udviklede sig til, at vi arrangerede en jobmesse, hvor 300 flygtninge mødte frem for at møde 19 fynske virksomheder. Og at vi senest har åbnet en permanent jobmesse på nettet på adressen folkviharbrugfor.dk.

For os i mediehuset er det nu ikke så sært. På Samfunds- og Erhvervsredaktionen har vi løbende haft historier om virksomheder, der ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Eller bare arbejdskraft. Vi har også skrevet om, hvordan problemet vil vokse i takt med, at de store generationer trækker sig tilbage, og de mindre generationer er for små til at fylde hullerne. Samtidigt har vi fået en strøm af nye borgere, som er flyttet ud i de fynske kommuner efterhånden, som de har opnået asyl i landet. Flygtninge som man kan se som en trussel og et problem eller som en ressource. Realistisk set er de formentlig begge dele, og som lokalt medie dækker vi både udfordringerne mulighederne.

På Stiftstidende valgte vi blandt andet at undersøge, om to problemer kunne rumme hinandens løsning.  Om nogle af de nye borgere med fremmede navne kunne fylde de huller, der opstår i de fynske virksomheder nu og i årene frem.

Helt konkret lod vi ti syrere præsentere sig selv og deres ambitioner og kvalifikationer i en søndagsavis. De havde det til fælles, at de hungrede efter at komme til at klare sig selv nu, hvor de var kommet i sikkerhed. ”Jeg skammer mig over at modtage kontanthjælp. Det er hårdt for mig at opleve, at danskere arbejder hårdt for at forsørge mig og min familie, for jeg kan selv arbejde”, som den 43-årige engelsklærer Adel Almahmoud formulerede det.

Flere fynske virksomheder roste initiativet. Men det handlede ikke om ti mennesker, men om mange flere. Derfor arrangerede vi en jobmesse, hvor flygtninge kunne møde 19 fynske virksomheder, og vi havde rullet den røde løber ud foran bladhuset den 15. september. Resultatet var overvældende og ret kaotisk, for 300 flygtninge mødte op i håbet om at få et job. Det var i øvrigt den dag, vi indledte et samarbejde med Odense Kommune, som mødte op som problemknusere, der skulle hjælpe med at feje praktiske problemer af banen, hvis der opstod et match mellem en flygtning og en arbejdsgiver. Det kan de i øvrigt stadig. Nu via en hotline.

Nye og gamle fynboer

I erkendelse af, at der er et behov, har vi også lige åbnet en slags jobmesse på nettet, hvor flygtninge kan lægge en kort profil op, og hvor arbejdsgivere kan finde dem eller kan slå job eller tilbud om ulønnet praktik op. På den måde har vi forhåbentlig givet de fynske kommuner, de fynske flygtninge og de fynske virksomheder et værktøj, som de kvit og frit kan bruge til at finde hinanden.

Nu er vi ved at være tilbage ved, hvad meningen med det hele er.  Som regionalt medie ser vi det som vores opgave at bringe fynboer sammen. Både de gode gamle og de nye. Lige nu har vi nogle flygtninge, som formentlig kommer til at være her meget længe. Udgangspunktet er, at de skal hjem til deres eget land igen, når det er sikkert. Men med de kaotiske tilstande i Syrien tyder meget på, at det har meget lange udsigter. Alt tyder på, at de syriske flygtninge skal være her længe og måske altid. Netop derfor er det så vigtigt, at de får lov at bidrage til fællesskabet.

Tidligere flygtningegrupper har vist sig at blive en byrde for samfundet, netop fordi de er blevet for passive. Eller som Naser Khader i vores avis sagde om flygtninge fra 1980'erne og 1990'erne: ”De blev pakket ind i vat, og man tyggede nærmest maden for dem. Det var en kolossal fejl, som gjorde dem dovne, og i nogle til-fælde er det gået videre til næste generation.”

Den logiske lære er, at jo bedre fodfæste, de nuværende syrere får, jo større er chancerne for, at de kan blive en ressource for Fyn. Og ikke en byrde i generationer frem.

Som lokalt medie påtager Fyens Stiftstidende sig både den klassiske rolle som vagthunden, der går kritisk til magthavere og beslutningstagere. Men vi påtager os også gerne en rolle i forhold til at finde løsninger på problemer, vi har på Fyn.

Med jævne mellemrum giver vi for eksempel vores faste læsere mulighed for at møde beslutningstagere  i Café Stiften eller på det årlige fynske folkemøde, hvor fynboer kan komme og diskutere med politikerne. Vi er heller ikke bange for at gå efter et mål, som vi mener vil gavne Fyn. Det opsigtsvækkende eksempel er nok kampagnen "Broafgift nej tak", som har som mål at gøre det billigere at krydse Storebælt. Eller som minimum at sikre, at de penge, det koster at køre over broen, rent faktisk bliver brugt til at betale gælden på broen og ikke alt mulig andet.

9 ud af 10 i praktik

I tilfældet med de syriske flygtninge forsøger vi at bidrage med et lokalt bud på den udfordring, flygtningestrømmene giver for kommunerne og for Danmark. Det vil kræve, at alle kræfter bidrager, og det er naturligt, at vi bringer dem sammen.

Og hvordan går det så lige med det? Ni ud af de ti oprindelige syriske flygtninge er eller har været ude i fynske virksomheder i ulønnede praktikophold. De har høstet erfaring, mødt danske kollegaer og er blevet lidt bedre til sproget. To af dem er kommet et skridt videre. En er ansat i et job med løntilskud, og så er der altså Barzan  Shekhow, der har fået et rigtigt job nu.  Den ene, der ikke har fået praktik, er optaget på universitetet og vil færdiggøre sit studie.

Men der er stadig alle de andre. Den store opgave ligger stadig ude i kommunerne og i virksomhederne og i lokalsamfundene. Men vi vil gerne være den, der binder det sammen.