Ingen patienter får i dag lov til at ligge længe på hospitalet. Der er blevet effektiviseret og omlagt behandlinger, så vi i dag har et af Europas laveste antal indlæggelsesdage, ligesom vi har meget mere ambulant behandling. Samtidig lægges flere opgaver ud til kommunerne. Det gælder for eksempel iv-behandling, hjemmedialyse og visse former for kemobehandling.

Vi må efterhånden sige, at Danmarks største hospital er borgerens eget hjem. 

Det har både fordele og ulemper.

En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at rigtig mange sygeplejersker - næsten tre ud af fire - inden for den seneste måned har oplevet, at borgere er blevet udskrevet fra sygehuset, før de var færdigbehandlede. 

Det stiller nye krav til kommunerne og til almen praksis, som skal være klar til at gribe borgeren, når han eller hun lander i eget hjem. Det er af flere grunde ikke nogen nem overgang, og selv om udviklingen nu har været i gang i mere end ti år, er der fortsat for mange borgere, som ikke bliver samlet godt nok op. Primært fordi økonomi og kompetencer ikke i nødvendig grad er fulgt med.

Det betyder ikke, at det ikke er den rigtige udvikling. For mange borgere med kronisk sygdom, er det en stor fordel at kunne undgå indlæggelse og i stedet få sygepleje og behandling hjemme. Det er godt for livskvaliteten.

Især for borgere med demens er der god grund til at undgå indlæggelse. Det handler ikke om økonomi eller praktiske hensyn, men om at borgere med demens som hovedregel får det dårligere af at blive indlagt.

Omstillingen går for langsomt

Skal det lykkes at behandle flere hjemme, kræver det omstilling af sundhedsvæsenet. Her må vi konstatere, at det ikke bare er gået for langsomt, man har også i vidt omfang undervurderet opgavens størrelse og kompleksitet.

Det gælder især borgere med høj alder og svær sygdom. De fleste har  samtidige sygdomme, forringet ernæringstilstand og nedsat funktionsevne fysisk og kognitivt. Det kan også være borgere, der har psykisk sygdom og måske også er socialt udsatte.

Det er komplekse problemstillinger, der kræver adgang til viden. Blandt andet er det afgørende, at der sikres nem adgang til faglig sparring fra det specialiserede sundhedsvæsen, ligesom der er brug for bedre deling af data, så kommunerne har den nødvendige viden om borgeren umiddelbart efter en indlæggelse.  

Ældre og sundhed skal tænkes tæt sammen

Helt overordnet kan man sige, at fundamentet for et godt og værdigt liv starter med sundhed. Hvis vi ikke har basis på plads, så kan vi heller ikke skabe god ældrepleje, trivsel og livsglæde sidst i livet eller et godt liv med kronisk sygdom.

Derfor skal faglighed og kompetencer være en hjørnesten i den fremtidige udvikling af sundhedsvæsenet og ældresektoren.

Konkret betyder det blandt andet, at der bør være flere sygeplejersker til stede på plejecentre. Sygeplejerskerne kan samtidig bidrage til et kompetenceløft og faglig sparring af det øvrige plejepersonale. Der er også behov for, at flere sygeplejersker videreuddannes til APN-sygeplejersker og specialsygeplejersker i borgernær sundhed.

Derudover er hospitalernes 72 timers behandlingsansvar en god start. Men hvis flere indlæggelser helt skal undgås, er der behov for mere. For eksempel en direkte livline til et specialiseret sygeplejersketeam på hospitalet, der kan hjælpe med at vurdere den rette indsats i hjemmet. Og som har nem adgang til lægefaglig hjælp inden for de rette specialer.

Endelig kræver det dygtig faglig ledelse, der kan sikre de rette rammer, faglig sparring og de nødvendige prioriteringer.

Omstillingen er heldigvis i gang, og vi ser masser af muligheder for at komme videre. Både Sundhedsstrukturkommission og økonomiaftalerne bør være med til at sætte fart på denne vigtige styrkelse og fremtidssikring af sundhedsvæsenet.