Derudover har også rådets medlemmer, årsmødet med repræsentanter fra hele landet og sparring med en masse forskellige aktører fra frivilligkonsulenter til forskere, frivilligcentre, kommunalpolitikere, kommunale ledere og mange andre været med til at udforme anbefalingerne. Kredsen omfatter også KL og Vive. 

- Vi har sørget for at få mange forskellige blikke på, hvordan anbefalingerne bliver modtaget, fortæller hun.

En efterspurgt håndsrækning

Formanden understreger, at anbefalingerne ikke skal læses som kritik af kommunerne – nærmere det modsatte. 

- Det her er ikke en løftet pegefinger, men en håndsrækning, siger hun og fortsætter: 

- Der er stadig nogen, der synes, det er svært, og vi ved, at nogle af de nye politikere først skal til at lære feltet at kende. Derfor er det vigtigt at vise, at der ligger et kæmpe potentiale her.

Ifølge Anna Bjerre er nøgleordet tillid, som skal vises fra begge ender af bordet. 

- Kommunerne skal kende civilsamfundets styrker og logikker, og civilsamfundet skal kende kommunernes. Først når man har respekt og kendskab til hinanden, lykkes samarbejdet – og lykkes godt. 

Mange kommuner er allerede godt i gang med at arbejde sammen med civilsamfundet, og det er langt fra første gang, at nogen kommer med råd for, hvordan kommuner kan inddrage den frivillige sektor i højere grad. 

Men ifølge formanden er det vigtigt at holde fingeren på pulsen og udforme nye anbefalinger derefter. 

– Jeg tror, det er vigtigt hele tiden at holde samtalen om samarbejdet i gang. Vores anbefalinger tager udgangspunkt i de udfordringer, vi ser lige nu, siger hun og tilføjer, at rådet har oplevet en efterspørgsel fra både politikere og civilsamfundet. 

Det er meget vigtigt, at have fokus på de nuværende udfordringer for ikke at de vokser sig større og dermed bliver mere vanskelige at komme til livs. Og vi kommer ikke til at lykkes, hvis ikke vi arbejder sammen, forklarer Anna Bjerre. 

– Hvis man ikke forholder sig til samarbejdet, risikerer man, at udfordringerne bliver endnu mere ressourcekrævende fremadrettet. Vi kan simpelthen mere sammen, end vi kan hver for sig.

Kommuner viser vejen i praksis

Rundt om i landet er der allerede kommuner, som har taget hul på opgaven med at tænke civilsamfundet mere systematisk ind i hverdagen. 

Kompendiet har samlet en række erfaringer, som  viser, at der ikke findes én rigtig model, men at resultaterne kommer, når samarbejdet får en tydelig ramme og bliver en naturlig del af kommunens arbejde.

I Nyborg har man for eksempel sat overskriften ”Sammen kan vi mere” på en civilsamfundsstrategi, der er blevet til gennem workshops, spørgeskemaer og møder med både borgere, foreninger, medarbejdere og politikere. 

Tanken er at skabe et fælles sprog og nogle klare spilleregler for, hvordan kommunen arbejder sammen med civilsamfundet – på tværs af både områder og målgrupper. Det har været vigtigt for dem at håndhæve, at det ikke bare er en papirøvelse, men et forsøg på at sikre, at samarbejdet faktisk bliver fulgt til dørs og evalueret løbende.

Nordpå har Aalborg valgt en lidt anden tilgang. Her møder nye kommunale medarbejdere frivillige allerede på deres første introduktionsdag. To gange om året samler kommunen ansatte og foreninger til fælles intro og temadage. 

Det betyder, at man lærer hinanden at kende, inden man står midt i en konkret opgave. Samtidig holder kommunale ledere og foreningsledere jævnligt møder for at bygge relationer op og holde samarbejdet i gang. Pointen er, at det ikke må være tilfældigt, hvem der finder hinanden – samarbejdet skal være en del af kulturen.

I den anden ende af landet har Tønder bygget en hel model op omkring partnerskaber. Her indgår socialudvalget aftaler med foreningerne, og der er faste møder, hvor både politikere og embedsmænd deltager. 

Kommunen har afsat penge specifikt til området, så frivilligheden ikke bliver det første, der ryger, hvis budgetterne skal skæres.

Derudover holder Tønder en NGO-messe, hvor foreningerne selv står for at præsentere deres tilbud, mens kommunale medarbejdere og senere også politikerne kigger forbi. Det giver både synlighed og netværk – og gør samarbejdet mere jordnært.

Og så er der kommuner, der satser mere digitalt. Med platformen Socialkompas får borgere, frivillige og medarbejdere et samlet overblik over, hvad der findes af sociale tilbud i kommunen – uanset om de kommer fra kommunen selv eller fra foreningerne.

Det er formålet, at det skal gøre det lettere at finde frem til de rigtige tilbud og skabe sammenhæng på tværs.

For formanden er det tydeligt, at samarbejdet kun lykkes, hvis begge parter investerer tid og ressourcer i at lære hinanden at kende.

- Vi kommer ikke til at lykkes, hvis ikke vi arbejder sammen. Hvis man ikke forholder sig til samarbejdet, risikerer man, at udfordringerne bliver endnu mere ressourcekrævende fremadrettet. Vi kan simpelthen mere sammen, end vi kan hver for sig, siger hun.

Hun peger på, at kommunerne må invitere civilsamfundet med allerede fra start, når en udfordring defineres. Ellers risikerer man, at rammen for løsningen allerede er sat, og at vigtige perspektiver går tabt. 

- Det vigtigste, kommunalpolitikerne kan gøre, er at starte samtalen og prioritere tid og ressourcer. Og så skal civilsamfundet tages med helt fra starten, når en opgave defineres. Ellers risikerer man, at rammen allerede er sat, og at vigtige perspektiver går tabt.