Frivillige i Danmark: Lad os sammen hæve ambitionen
Frivillige i Danmark: Lad os sammen hæve ambitionen
Blandt både kommunerne og hos politikerne på Christiansborg er der bred enighed om, at civilsamfundet skal spille en større rolle i fremtidens velfærdssamfund. Det er en god og nødvendig vision, og i Røde Kors er vi klar til at påtage os et endnu større ansvar. Netop derfor, blev jeg lidt skuffet, da jeg for nylig læste Regeringens udspil til 10 konkrete initiativer, der skal gøre det nemmere at være frivillig. De efterlader mig med en oplevelse af uforløst potentiale og uambitiøs afbureaukratisering.
Afbureaukratisering er fint, men ikke nok. Der er i dag unødvendige bureaukratiske regler, som besværliggør den frivillige indsats. Og det kan være rigtig demotiverende for den frivillige, så det skal vi selvfølgelig se på. Men en afbureaukratisering er langtfra tilstrækkeligt, hvis vi ønsker, at civilsamfundet skal spille en større rolle.
Røde Kors er helt enig i, at frivillige spiller en afgørende rolle i velfærdssamfundet, og vi er klar til at påtage os en endnu større rolle. En forbedring af de grundlæggende rammer for de frivillige organisationer er i sidste ende det, der vil få flere danskere til at engagere sig frivilligt og gøre en forskel, uanset om det er socialt, kulturelt eller indenfor sportsverdenen.
Der skal være friere rammer for, hvilke opgaver vi kaster os over, og hvordan vi udfører indsatsen. I den frivillige verden arbejder vi ud fra de behov, vi oplever, og den lyst til at gøre en forskel, som vores frivillige er drevet af. Frivillige er en enorm ressource i samfundet – jeg har stort set daglig fornøjelse af at opleve frivillig med et enormt engagement og lyst til at hjælpe et andet menneske. Jeg oplever, hvordan de skaber fællesskaber og relationer, der er båret af nærhed og omsorg. Frivillige kan helt sikkert noget andet end ansatte. Og vi er nødt til at respektere, at deres indsats ikke altid kan sættes på en fast formel.
Et andet grundelement er en finansiering, der sikrer, at de frivillige organisationer kan udvide deres aktiviteter og rekruttere flere frivillige. For frivillighed vokser nedefra, men skal forankres i organisationer og netværk. I Røde Kors organiserer frivillige andre frivillige. Det betyder, at for relativt få midler, kan de frivillige organisationer gå ind og løfte langt større områder og dermed hjælpe til en livsforbedring for rigtig mange ældre, ensomme og udsatte. Og selvom jeg nødig hører mig selv på ”repeat”, bliver jeg nødt til at understrege, at det ikke er gratis at rekruttere, organisere og fastholde frivillige.
Ligeværdige samarbejder
Praktisk talt alle kommuner øger i disse år deres samarbejde med frivillige. Samtidig opblødes og ændres grænserne mellem de opgaver, som henholdsvis frivillige og lønnet personale udfører. Kommunerne skal fastholde deres kerneopgaver. For Røde Kors er vores principper om uafhængighed, upartiskhed og neutralitet en forudsætning for vores frivillige indsats. Derfor påtager vi os ikke myndighedsopgaver. Men vi oplever, at der i stigende grad er brug for os som supplement til og i samspil med de ydelser, som det offentlige leverer. Derfor mener jeg, at et godt samarbejde mellem kommunerne og den frivillige verden er en vigtig komponent. Her kan regeringens idékatalog måske være med til at bane vejen for flere konstruktive og ligeværdige samarbejder.
Godt samarbejde mellem det offentlige og det frivillige Danmark skaber synergi i opgaveløsningen og kan ofte give merværdi, når opgavefordelingen mellem den frivillige og den offentlige sektor ændres. De frivillige organisationer spiller endvidere en vigtig rolle i at finde nye løsninger på sociale udfordringer. I Røde Kors har vi allerede gode traditioner for at samarbejde med kommuner og andre offentlige myndigheder. Vi vil gerne partnerskaber, der bygger på gensidig respekt, og hvor parternes forskellige ressourcer danner udgangspunkt for at løse udfordringer i velfærdssamfundet i samspil. Selv hvis civilsamfundet i fremtiden kommer til at løfte større opgaver, vil det fortsat være kommunen, der har det primære ansvar for borgerens ve og vel. Et godt samarbejde mellem kommunen og de frivillige organisationer er afgørende for at koordinere indsatsen, og på den måde yde de udsatte bedst mulig hjælp.
Fjern 15-timers-grænsen
Nu hvor regeringen midlertidig har valgt at fokusere på afbureaukratisering, så lad os dog gøre det ordentligt. Hvorfor skal vi have en grænse på 15 timer ugentlig for frivilligt arbejde for folk på dagpenge og efterløn? Lad os dog fjerne den helt. Når man er på dagpenge, skal man naturligvis stå til rådighed for arbejdsmarkedet, være aktivt søgende og i det hele taget leve op til de regler og rammer, der gælder, når man modtager dagpenge. Men hvor mange timers frivilligt arbejde man kan overkomme ved siden af, vil være individuelt. Og det er netop det smukke ved den frivillig indsats, for her byder hver enkelt ind med præcis så meget, de har tid og lyst til. En 15 timers grænse giver bare en masse unødig bureaukratisk registrering i a-kasserne, og det gavner ingen.
Jeg er glad for, at regeringen tager fat i rammerne for det frivillige arbejde. Jeg tror, vi deler mange af de samme visioner om et aktivt og stærkt dansk civilsamfund. Lad os derfor sammen hæve ambitionsniveauet. I Røde Kors er vi klar til at tage fat, og vi er i fuld gang med at udvide og udbrede vores sociale aktiviteter. Vi igangsætter nye aktiviteter og rekrutterer flere frivillige. Men vi savner, at politikerne også sætter handling bag, når de siger, at civilsamfundet skal være en hjørnesten i fremtidens danske velfærd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.