Regler, bureaukrati og bøvl i kommunerne har længe været en oplagt skydeskive for Christiansborg. Gang på gang har landspolitikerne villet rydde op. Imens er regeldanmark vokset. 

Den nuværende regering vil gennemføre, hvad den kalder “den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie” og “grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på”. 

En forandring, der kan give betydelige forskelle i velfærd på tværs af landet.

- Der har været en forestilling om, at velfærdssamfundet er en service, som man kan sætte på formel, og så skal det se ud på præcis samme måde, hvad end man er på den jyske vestkyst eller stenbroen i København, lød det fra Mette Frederiksen (S) på et pressemøde efter KL’s topmøde. 

Om regeringen lykkes med den historiske omvæltning af velfærdssamfundet, er uvist. Men idéen om de frie kommuner har tilsyneladende bidt sig fast, og den kan risikere at rokke ved forholdet mellem borgere og myndigheder og gøre velfærden utilregnelig. 

“En falliterklæring”

Stine Piilgaard Porner Nielsen er postdoc på Syddansk Universitet med en ph.d. i retssociologi. Hun har igennem sin forskning beskæftiget sig med, hvordan regler og love former vores samfund, og hvordan samfundet omvendt skaber love og regler. 

Hun har desuden haft fokus på de mange frikommune-forsøg iværksat af tidligere regeringer, hvor sagsbehandlingen i kommunerne i en aftalt periode er sluppet fri.

Forsøg, som Stine Piilgaard Porner Nielsen tidligere har kaldt “en falliterklæring” i en kommentar i Berlingske. 

Det på trods af, at frikommuneforsøg gentagne gange har vist resultater, som kommuner og politikere har jublet over. Mere rum til at udøve faglighed. Besparelser. Bedre tid. Fleksibilitet i sagsbehandlingen. Bedre møder med borgerne. 

Stine Piilgaard Porner Nielsen peger på faldgruber ved friheden.

- Frikommuneforsøgene er en falliterklæring, når det gælder borgernes retssikkerhed. Lovgivning handler om både myndighedernes og borgernes rettigheder og pligter, og hvis man fjerner de rammer, kan det være svært at gennemskue, hvad vi som borgere kan forvente af velfærdssamfundet. 

Regeringens planer om den historisk store frisættelse er endnu ikke så konkret, at Stine Piilgaard Porner Nielsen kan sige, hvad det præcist vil betyde for borgerne. Men erfaringerne fra frikommuneforsøgene viser, at frisættelse udfordrer borgernes retssikkerhed og ændrer mødet mellem myndigheder og borgere på både godt og ondt. 

For både borgernes forventninger til kommunerne og kommunernes forventninger til borgerne bliver mere uigennemskuelige, når der ikke er klare rammer.

- Der er tydelige udfordringer ved at frisætte kommunerne. Vi ved ikke, hvad frisættelsen vil have af form, men det virker til at være frikommuneforsøg på speed, siger hun. 

Kræver tillid og kommunikation

KL har også flere gange ønsket mere frihed til kommunerne, så de mange sagsbehandlere kan få lov til at træffe flere “faglige skøn” og tilpasse ydelserne til den enkelte borger i stedet for at levere velfærd på formel. 

Stine Piilgaard Porner Nielsen medgiver, at frisættelsen på mange punkter lyder godt. Men mens friere rammer for sagsbehandlere kan betyde mere målrettede indsatser, risikerer borgere med identiske problemer og forudsætninger at blive behandlet forskelligt. 

Hvis man vurderer at være i samme situation som sin nabo, men naboen får en anden hjælp eller ydelse end én selv, så kan det skabe en følelse af mistillid og uretfærdighed, mener Stine Piilgaard Porner Nielsen.

- Frisættelse og flere skøn kan ultimativt betyde, at der kommer mange forskellige fortolkninger og tilgange til lovgivningens rammer, siger hun.

Skøn kræver dog indsigt i borgernes liv. Og det kommer ikke uden tillid og kommunikation mellem sagsbehandler og borgere. Et parameter, der lige nu er udfordret af stor personaleomsætning blandt sagsbehandlere på mange kommunale områder. 

- Det er jo et kig i krystalkuglen, men man kan forestille sig, at der vil være flere borgere, der vil opleve en mere vilkårlig sagsbehandling, en uretfærdighed og frustration over ikke at kunne gennemskue sin egen retsstilling. Hvis ikke frisættelsen har de rette rammer, risikerer den at erodere tilliden, siger Stine Piilgaard Porner Nielsen. 

Udhulet retssikkerhed

Den seneste tid har aktører som den uafhængige tænketank Justitia, der arbejder for at styrke retssikkerheden, advaret om, at borgernes rettigheder på flere områder bliver udhulet. 

Statistikker om høje omgørelsesprocenter har fået flere aktører til at kræve handicapområdet ud af kommunernes hænder. Børneområdet har ifølge statistikker fra Ankestyrelsen også vist sig at være behæftet med et stort antal lovovertrædelser i sager om blandt andet anbringelser. 

På sundhedsområdet har DR også afsløret flere hundrede brud på behandlingsgarantien på kræftområdet. 

Alt sammen områder, hvor borgere ikke har kunnet få det, de ellers kunne forvente gennem lovgivningen.

Så hvad er betydningen af lovpapirer fyldt med rettigheder og garantier, når de ikke bliver overholdt?  

- Man kan sige; rettigheder på et papir har jo kun en værdi, hvis der er et velfærdssamfund, hvor der er muskler nok, og der er medarbejdere nok. Og vi mangler faktisk begge dele, sagde Mette Frederiksen ifølge Altinget på pressemødet ved KLs topmøde. 

På pressemødet fortalte hun dog, at frisættelsen ikke vil gælde sundhedsområdet. 

Stine Piilgaard Porner Nielsen stiller sig mere kritisk overfor at afskaffe reglerne, fordi man ikke kan overholde dem. 

- Det er et spørgsmål om tillid, når borgerne ikke får det, de kan forvente. Det er en udvikling, vi kan se på flere områder. Det gælder for eksempel kræftbehandling, hvor vi har love og regler, der ikke bliver overholdt. Men er løsningen så at fjerne reglerne på sygehusene, fordi de ikke bliver overholdt?, spørger Stine Piilgaard Porner Nielsen. 

Klare love og regler giver gennemsigtighed. Og det er ifølge Stine Piilgaard Porner Nielsen en grundsten i retssikkerheden, uanset om det gælder behandlingen, anbringelser eller sager om kontanthjælp.  

- Jeg mener, at det er en falliterklæring i forhold til den lovgivning, der viser, hvad borgerne bør forvente af velfærdssamfundet. Det kan virke som en lappeløsning at sætte myndighederne fri fra regler i stedet for at se bagved problemet, når gældende love og regler ikke bliver overholdt, siger hun.

To til velfærd - en bliver sat fri

Selvom velfærden sker i et samspil mellem borgere og myndigheder, så har frisættelsesdagsordenen handlet om at sætte en part fri fra dens forpligtelser. Nemlig kommunerne. Spørgsmålet er dog, hvor det efterlader borgernes forpligtelser.

En forudsætning for velfærdssamfundet er ikke bare, at borgeren har ret til at modtage service, tilbud, ydelser, hjælp. Velfærd fra kommunerne. Nej, borgerne har også pligter i velfærdssamfundet. 

Det handler om at deltage aktivt i sagsbehandlingen og mødes med myndighederne. Hvis ikke man opfylder den pligt, så har man heller ikke altid ret til ydelser. 

Det ses blandt andet på kontanthjælpsområdet, hvor borgere bliver skåret i ydelser, hvis de udebliver fra møder. 

Men hvordan ville det se ud, hvis vi også satte borgeren fri?

- Ja, det er svært at se for sig. Velfærdssamfundet er bygget på, at borgerne har rettigheder, men også pligt til at deltage i sagsbehandlingen. 

- Når man sætter kommunerne fri, så påvirker det forholdet mellem sagsbehandlerne og borgerne. En frisættelse kan ikke blot gøre det mere uigennemskueligt, hvad borgerne har ret til, men også, hvad de har pligt til, siger hun. 

De svageste kan falde igennem

At frisættelse risikerer at rokke ved ret og pligt kan give udfordringer for de mest udsatte borgere, mener Stine Piilgaard Porner Nielsen. 

For det er ikke alle grupper af borgere, der gnidningsfrit kan mødes med kommunen. Trække numre, stå i kø og være en sag hos myndighedernes sagsbehandlere. 

- Velfærdssamfundet er indrettet til dem, der kan klare sig selv og logge på Borger.dk. Men for dem, der har allermest brug for velfærden, kan mødet med myndighederne være en udfordring. En frisættelse kræver, at man har de svageste for øje. 

- Udfordringerne eksisterer allerede. Derfor skal man sikre, at endnu flere ikke bliver tabt med en frisættelse. Det er ikke alle, der har ressourcerne til at deltage aktivt i sagsprocessen. Det kan få store negative konsekvenser, hvis ikke myndighederne får borgerne med i sagsbehandlingen.

Hun forklarer, at retssikkerhedslovens dialogprincip betyder, at borgerne skal deltage aktivt, men at myndighederne også skal sikre, at borgerne medvirker. Princippet handler om dialog med og inklusion af borgerne.

Om frisættelsen betyder en lempelse af det princip, er usikkert. Men hvis man slækker på princippet, og kommunerne dermed ikke længere vil være underlagt samme krav om at inddrage og tilskynde borgerne til at deltage i sagsbehandlingen, kan det få store konsekvenser, mener hun. 

- Hvis der bliver truffet skøn henover hovedet på borgere, der ikke deltager aktivt eller ikke bliver forsøgt inkluderet af sagsbehandlerne, så taber vi de mest udsatte.