Nu har vi måttet trækkes med coronaen og dens følger i over et halvt år, og der er nok desværre al mulig grund til mismodigt at forvente, at heller ikke det næste halve år bliver meget bedre på det punkt. Eller måske det næste hele år, hvem ved?

Når noget er så træls, får man nemt den tanke, at det ikke kan være et rent tilfælde. Nogen gør i hvert fald, får den tanke. Coronaen er 1. et biologisk våben, der 1A. er sluppet ud ved et uheld eller 1B. er ved at blive afprøvet, 2. udviklet af medicinalindustrien for 2A. at skabe et marked for vaccine eller 2B. for at Bill Gates kan snige en nanochip med i vaccinerne og få mental kontrol over hele menneskeheden. Eller 3. der er ingen corona, det er en illusion for at narre os til 2A. og/eller 2B.

Coronaen er bare den seneste rekvisit for de konspirationsteorier, der i århundreder har lokket med alternative forklaringer på hvad som helst. Illuminati og frimurerne var blandt de første, der blev kikket ud som formodede konspiratorer, og siden er det gået slag i slag.

Alt, hvad man synes, er for overvældende til, at det kan have en enkel forklaring, kan i stedet forklares med en sammensværgelse. Kennedy-mordet fx. Det er nok tvivlsomt, om JFK’s datidige darling-status havde overlevet dagens #metoo-standard, men dengang var det simpelthen for meget at kapere, at mordet bare skulle være en ensom galnings værk. CIA, cubanerne eller hvem som helst, bare en anden forklaring end den officielle.

Nærværende klummeskriver deltog for en lille snes år siden i en frokost i Dallas med nogle lokale journalister fra dengang, som alle var fuldstændig enige om, at der var alt for mange tilfældigheder i forløbet til at det kunne have været planlagt. Ægte konspirationsteoretikere ved naturligvis bedre end som så, så på Dealy Plaza foran Texas’ skolebogslager kunne man efter frokosten erhverve sig både små fedtede pamfletter og rigtige bøger til støtte for en hvilken som helst alternativ teori, man måtte foretrække.

En anden af de klassiske konspirationsteorier er månelandingen, som var en langt mindre teknisk bedrift, end det ville have været at bøje fysikkens love tilstrækkeligt til at overbevise Sovjetunionen om, at astronauternes radiosignaler ikke kom fra Arizonas ørken. Prinsesse Dianas død ligner lidt Kennedy-mordet på den måde, at det er for svært at forlige sig med, at nogen så populær kan blive offer for noget så banalt som spritkørsel, og på samme måde må der ligge mere bag Palme-mordets ikke-opklaring end blot almindelig politimæssig uduelighed.

En god tommelfingerregel siger ellers, at den enklest mulige forklaring som regel er den rigtige, men den tilgang er så dræbende for enhver god konspirationsteori, at den må affærdiges som useriøs.

Udbredelsen af konspirationsteorier har fået et boost med Trump, der ikke holder sig for god til at promovere både tvivlsomme og rent ud usande forklaringer på hvadsomhelst, blot de i øvrigt passer i hans kram. Det fremstilles ofte som en nyskabelse i toppolitik, men det er det ikke. Både Sovjetunionen og Putins Sovjet 2.0 har excelleret i det, og man kunne nævne flere lande, der alle har den autoritære styreform til fælles. Det nye er at det udøves af en toppolitiker i et demokrati. 

For nogle år siden udkom et glittet magasin ved navn Konspiration, som i reklamer og på omslaget lovede masser af nye afsløringer. Sådanne var der nu ikke, kun gamle, og så kan man vel dårligt blive ved med at kalde dem afsløringer? På den anden siden ophørte det med at udkomme efter kun tre numre, og så må det jo næsten naturnødvendigt være, fordi nogen ville lukke munden på dem?

En lille smule liv er der dog stadig i folkene bag magasinet. De huserer på konspiration.nu og lancerer her en vidtløftig spekulation om, at det nyeste sæt konspirationsteorier under samlebetegnelsen QAnon (alt i verden styres af et satanistisk pædofilt netværk) muligvis er “desinformation af hidtil uset karakter”.

Metakonspiration! Frem med sølvpapirshatten.