Skåret ind til benet er situationen, at de grundlæggende eksistensvilkår kommer før detailindretningen, og der er da også en sjældent set enstemmighed i Folketinget om nødvendigheden af at investere massivt både i Ukraines kamp på vegne af resten af Europa og i Danmarks egen forsvarsevne.

Fredsdividende med modsat fortegn. Alle de penge skiftende regeringer troede vi kunne spare efter Sovjetunionens sammenbrud, forfalder nu med renter og renters rente. To tiårige aftaler i løbet af et år, tre hvis man medtæller forrige uges sikkerhedsaftale med Ukraine, og en genåbning af de to første er på vej.

2030-plan og 1930’er-parallel

Den formelt indenrigske 2030-plan fra november repræsenterede et skel i den hidtidige politiske normalitet, derved at niveauet for udgifter til forsvars- og sikkerhedspolitik lå enten lige under eller lige over niveauet for velfærdsudgifter, afhængigt af hvordan man regner.

Dengang noterede man sig især, i hvor lang tid der var sat penge af til Ukraine. Det er kun fire måneder siden, og nu er dagsordenen allerede skiftet til, at udgifterne henne i enden af tiårsperioden skal rykkes frem og spenderes allerede i de nærmeste år.

Dertil synes en forøgelse med nye yderligere midler oveni de fremrykkede uundgåelig. En konsekvens af at den russiske aggressivitet vokser ud over Ukraines grænser, i hvert fald retorisk, i takt med Ukraines kvaler med at holde trit med materielforsyningerne udefra.

Opmærksomheden på risikoen for en tredje verdenskrig har været til stede fra starten, men mere bemærkelsesværdigt er statsminister Mette Frederiksen på det seneste begyndt at drage konkrete sammenligninger med optakten til den faktiske Anden Verdenskrig.

Nazi-sammenligninger har ellers traditionelt været noget, man gjorde klogt i at holde sig fra, men parallellerne er efterhånden blevet så åbenlyse, at ingen har anfægtet sammenligningen med Hitlers territoriale krav på første det ene, så det andet land. Man kunne tilføje brutaliteten, umenneskeligheden og nødvendigheden af at fratage Rusland evnen til at føre fremtidige krige.

Danmark som europæisk indpisker

Til forskel fra 1930’erne har ingen førende europæiske ledere forfægtet den vildfarelse, at Putin nok ville stille sig tilfreds med en lille luns og så lade andre i fred derefter. Krig imødegås med styrke, ikke eftergivenhed, har budskabet været, og en af de fremmeste formidlere af det er netop Mette Frederiksen.

Hun har meget overbevisende tiltaget sig rollen som indpisker overfor de andre europæiske ledere, jævnfør citatet i indledningen. Sikkerhedsaftalen med Ukraine var ikke kun et dansk løfte til ukrainerne, det var også den første sikkerhedsaftale fra et ikke-G7-land.

I forvejen havde Frankrig, Tyskland og England indgået lignende aftaler, og uanset om det nu var på grund af den danske aftale, der blev underskrevet i Lviv dagen før krigens toårsdag, så meldte Italien og Canada sig på selve toårsdagen med yderligere to sikkerhedsaftaler. Af G7-landene er det nu kun Japan og USA, der mangler, og den tilstand vil nok vare ved. Men trods sin lidenhed står Danmark tydeligt og entydigt på den rigtige side af historien.

Performance og international toppost

Uden at der er nogen som helst grund til at antage, at Mette Frederiksen gør andet end hvad hun virkelig mener, så er hendes og Danmarks “stærke lederskab og urokkelige støtte”, som Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj kalder det, et gyldent punkt på cv’et for enhver, der aspirerer til en international toppost, eksempelvis posten som formand for Det Europæiske Råd, i daglig tale EU-præsident.

Det gør Mette Frederiksen ganske vist ikke, siger hun selv, men som alle husker, sagde Anders Fogh Rasmussen det samme om posten som Nato-generalsekretær, lige indtil han fik den. Sådan er gamet i de luftlag, og når det kommer til stykket, er der ikke mange politikere med blot gennemsnitlige ambitioner, der vil sige nej.

Det ville være uretfærdigt at skyde statsministeren i skoene, hverken at hendes ambitioner kun er gennemsnitlige, eller at hendes indsats i det internationale skulle være designet til at skaffe hende posten. Alligevel er hendes performance uundgåeligt et plus på tjeklisten, når beslutningen skal træffes.

Man kommer heller ikke udenom, at statsministeren virker til at føle sig yderst tilpas på diverse internationale scener. En oplevelse adskillige statsministre før hende også har haft, når de har måttet trækkes med allehånde bøvl derhjemme, men i udlandet har mødt helt anderledes anerkendelse.

Dronningens private ældreudspil

Hvad det hjemlige bøvl angår, er især ældreområdet hjerteblod for statsministerens parti, men det virker, som om arbejdet med en reform af området aldrig helt er kommet sig over den timeout, som Dronning Margrethes nytårstale påtvang det politiske system.

Den anden nytårstale, statministerens, skulle have udgjort optakten til den længe varslede ældrereform, men talen blev omskrevet i erkendelse af at ingen alligevel på det tidspunkt ville interessere sig for andet end den daværende regents eget private ældreudspil. Man kunne mene at en måneds tid ekstra ikke ville gøre den helt store forskel i et forløb, der allerede måltes i år, men faktum er, at der ikke rigtig er sket noget, der kan fortælles om udenfor forhandlingslokalet.

Reformen er på forhånd markedsført som topprioritet for regeringen og et “opgør med new public management og 30 års overstyring”, som Mette Frederiksen sagde på et optaktsmøde i Kolding, og der fornemmes derfor en vis utålmodighed. “Inden påske” lyder den foreløbige tidsplan, og selv om påsken ganske vist falder tidligt i år, er målsætningen ikke helt fri for at have et skær af besværgelse over sig.

Et andet indenrigsk bøvl-punkt er den grønne omstilling, hvor håndteringen af landbrugets CO₂-reduktion er henvist til en såkaldt grøn trepartsforhandling, der er designet til at få en afgørelse til at trække ud til efter EP24, så Venstre med sin landbrugspartifortid ikke kommer til at bløde unødigt. Måske ville det være et bedre tidspunkt at præsentere et resultat midt i høsten, så diverse landbrugsmaskiner på grund af travlhed ikke kan afses til protestkørsel omkring Christiansborg.