I april 1983 havde kommunen.dk, som dengang hed Kommunen, 25 års jubilæum. I den anledning bragte avisen denne beretning fra uddannelseskonsulent og tidligere kommuneelev Ole Salting om livet som kommunal kontorelev 'i gamle dage'. Ole Salting blev senere socialchef i Hvidovre Kommune.

---

På mit livs første pampertur – den årlige sognerådsudflugt – holdt et fremtrædende medlem af rådet bordtale og causerede over emnet 'offentlige mandfolk'. Det var sognerødderne, forstås!

Det var dengang usædvanligt på landet med kvinder i politik. Ikke engang i børneværnet eller socialudvalget, hvor de mandlige politikere ellers yndede at putte dem hen, medens de selv tog sig af økonomien i kasse- og regnskabsudvalget og teknikken i teknisk udvalg.

I øvrigt blev jeg fuld og dårlig, og det var mit jobs andet alvorlige problem, efter at jeg var startet som kommuneelev i en alder af 15 – i år nøjagtigt 25 år siden.

Jeg lykønsker tidsskriftet 'Kommunen' med, at de har overlevet en lignende periode med dyden i behold. Efter 25 år med politikere, embedsmænd, klienter, edb-repræsentanter, vælgere, chefer og elever kan man godt føle sig en smule defloreret.

Men vi kom fra det andet alvorlige problem.

Ulæselige 2-taller
Det første var mine 2-taller, som blev gjort til et alvorligt problem i forbindelse med min første opgave: udskrivning af regninger på vej- og kloakbidrag. Rentefoden har nok været et par procent, og 2-tallerne var iflg. min opgavegiver ulæselige. Jeg sad flere nætter og forsøgte at lave dem om.

Nu er jeg konsekvent gået over til skrivemaskine.

Der var i øvrigt flere opgavegivere. Jeg har siden hørt til hudløshed, at man ikke kan tjene flere herrer. Jeg tjente i hvert fald 5 i min elevtids kommune på omkring 3.000 indbyggere. En mastodont i hovedlandet mellem lilleputter på ned til 500 indbyggere. Ja, indbyggere – ikke vælgere eller skatteydere. Der gik sognerådsformanden i marken med skatteregistret i baglommen.

Hos os havde vi ordnede forhold, bl.a. en elektrisk regnemaskine. Jeg avancerede dog aldrig fra en gammel Odhner med håndtag 'Hiv op og lad gå'-typen!

Fragmenter fra elevtiden
'Kommunen' har bedt mig om at fortælle lidt om, hvordan det var at være kommuneelev dengang - kortfattet. Jeg skal gøre mit bedste! Og enhver personbeskrivelse er på bunden gjort med et kærligt sind.

Men det bliver naturligvis kun til fragmenter.

Den næste store opgave efter 2-tallerne blev folkeregistret, som blev ført på store kartonkort rubriceret efter gadenavne og andre lokaliteter med et hjælperegister i alfabetisk rækkefølge. De, der ikke hed Jensen eller Hansen eller Pedersen, hed Vestergaard og Østergaard og Søndergaard og Nørgaard.

Og jeg lærte at undre mig over menneskenes påvirkelighed over for tidens strømninger. Døgnmelodierne dengang indeholdt tit og ofte personnavne, som med usvigelig sikkerhed dukkede op igen i præstens dåbsmeddelelser. I radioens giro 413 spillede man søndag efter søndag 'Kari venter mig derhjemme', og mandag efter mandag registrerede jeg, at alle pigerne blev døbt Kari. Var det Blue Boys, der sang om Jim, Johnny og Jonas? I hvert fald blev drengene døbt Jim og Johnny. Jonas slog aldrig rigtigt an.

Ingen registerbekymringer
Og hvert forår leverede vi til de lokale KFUM og KFUK’ere en liste over de Kari’er og Jim'er og Johnnyer, der i mellemtiden var blevet 15 eller 16 år. Så blev de inviteret til KFUM og K-møder, og der skulle gå adskillige årtier, før jeg fandt ud af, at det nok i dag ville være blevet betegnet som et brud på registersikkerheden. Men sådan gjorde man simpelthen uden at kere sig nærmere om ret og rimelighed.

Pensionistpenge på bagagebæreren
Den sidste dag i måneden cyklede jeg sammen med en anden medarbejder i banken efter penge til pensionisterne. Jeg husker ikke længere beløbet, men pensionistantallet udgjorde vel omkring 10 procent af befolkningen. Landboerne flyttede til stationsbyen, når de gik på 'aftægt'. Vi havde begge en fiberarkivkasse på bagagebæreren og talte pengesedler i et omfang, som jeg ikke fattede, i et hjørne af banklokalet, hvor damerne gik omkring i sorte, blanke kitler og skrev tal ind i store protokoller.

Så ud på cyklerne igen og tilbage til kommunekontoret, hvor pengesedlerne blev fordelt i kuverter, der var påstemplet navn og beløb på et hakkebræt af et adresseringsanlæg. Og krilren i mavesækken, når vi ved slutopgørelsen manglende en 100-kr.-seddel.

Eller havde én for meget. Derefter tilbage til banken for opbevaring for natten. Vi skulle ikke løbe risikoen for en indbrudstyv, men ingen tænkte vel i virkeligheden over risikoen for et hold-up på vejen. Det eneste nervepirrende, jeg oplevede i denne forbindelse, var en dag, hvor vi var på vej fra banken med alle poserne til pensionisterne i kasserne, og vi midt på en bevogtet jernbaneoverskæring tabte dem og alle poserne fløj ud over banelegemet. Ude på banestrækningen kunne vi se et lokaltog nærme sig. Den sidste pose blev fisket op mellem skinnerne, sekunder før lokomotiv og vogne buldrede forbi.

Elever i dag
Det var nervepirrende at være kommunelev dengang. I dag opbygger vi modul-designede oplæringsprogrammer med kundebetjening, administrationsteknik, registerteknik, planer og strategier, så de unge mennesker kan markedsføre sig selv, afdække deres potentiale, skabe deres approach og finde deres markedsføringsprofil. Det er i hvert fald den elevuddannelse, jeg selv har været med til at skabe. Jeg håber, de unge elever i dag lærer at opleve sig selv (som det hedder nu) som kreative aktører i en serviceorganisation.

Min største frustration dengang var, når vi udbetalte folkepension på den første efterårsdag, og alle de gamle koner mødte op i vinterfrakkerne, der havde over-somret i klædeskabet sammen med et bundt lavendler. Og hvis det så også var regnvejr!

4-dobbelt-bogholderi
Teknikken holdt sit indtog, da kommunekontoret anskaffede en bogføringsautomat med programmérbare skinner, hvor man med en skruetrækker kunne manipulere apparatets tælleværker. Vores bogholder nægtede at forlade sin hovedbog med skruer i ryggen og pen og blæk-metoden, så vi overgik til 4-dobbelt-bogholderi. Maskinstormerne havde ikke levet forgæves, så kommuneeleven blev maskinfører.

Det var også dengang, kæmperne i provinsen holdt får på Fanø og tog af kassen for at skaffe sig lidt dyrtidsregulering. Så Kommunernes Revisionsafdeling fik kronede dage i landkommunerne.

Selv modtog jeg en udstrakt service, 25 år før nogle civiløkonomer opfandt begrebet Service Management. Det var et udpræget problem, at bogføringsautomatens tælleværker, når de blev slået ud nederst på kassejournalen, altid viste et andet resultat, end kassemesteren og jeg havde ventet. De venlige, service-mindede revisorer viste mig, hvordan man kunne køre maskinen ud til højre, slå saldoen ud på en indskudt tællestrimmel, efterregne saldoen, finde fejlen, køre tilbage til den rigtige tæller og indtaste den korrekte saldo, for til sidst at slå beløbet ud forneden og stolt udbryde: Det stemmer!

Jeg tror, vi havde 20-30 bilag om dagen. Det var tider. Og hovedbogen blev samtidig ført med pen og blæk, men uanset maskine eller penneskaft: debet var altid til vinduet og kredit var til døren.

Jeg ville gerne starte forfra
Og så slutter vi. Der er ikke plads til den årlige skattebog, der lagde stationsbyen øde i flere dage, måleraflæserens historier om, hvordan man 'fikser' en el-måler, socialhjælp mod fortabelse af valgbarhed o.s.v., o.s.v.

Men det giver spændvidde i erfaringen, så jeg håber, vore dages kommuneelever om 25 år vil kunne føle udviklingens vingesus.

Min afslutning skal ikke lyde pessimistisk: Jeg ville gerne starte forfra!

Jeg tror, at 'Kommunens' redaktion kan sige det samme.

Til lykke med de 25 år. Jeg håber fremtiden bliver – nåh, ja: til lykke!

                                                                                                        Ole Salting