Stormen ser ud til at have lagt sig - i hvert fald for en stund. Men det har buldret og braget. Kastevinde og uberegnelige vindstød af noget nær orkanstyrke har truet det store hus. Ikke mange har forsøgt at komme den knirkende og knagende bygning til hjælp.

Tværtimod ser det ud, som om mange forsøgte at bidrage til stormen med mere eller mindre forkølede pust, opildnede hinanden med tilråb og lod ophobede aggressioner komme ud for fuld trompet. Det var ikke kønt, men nu har den værste lynchstemning lagt sig, lemmingeeffekten er stilnet af.

Nuvel, jeg vil benytte den indtrådte stilhed til at komme med mit personlige bidrag. Jeg vil gerne tage lynch ofret, den syge fætter, i forsvar. Og det skønt jeg kunne have mange grunde til at gøre det modsatte.

Men jeg er altså en svoren tilhænger af public service, og stormens centrum er DR. Det er min inderlige overbevisning, at en stærk public service medieinstitutions rolle i et moderne, oplyst demokrati ikke kan overvurderes. Og den tro har overlevet mine egne oplevelser med elendige eller svage, følgagtige chefer og chefkoreograferet voksenmobning og karaktermord.

DR udviklede i mine 20 år som ansat en syg chefkultur, og et regimente, hvor en før så frugtbar intern kritik – et uundværligt vitamin for ethvert medie – blev udhængt som DR-fjendtlig virksomhed, og synderne sat til at rense lokummer eller ligefrem fyret.

Kærlighed på trods

Jeg kan ikke komme i tanke om en arbejdsgiver, der har så mange dårlige chefer og behandler de fleste af sine menige medarbejdere så rædselsfuldt. Som i så stort omfang fyrer ubestrideligt dygtige medarbejdere, fordi de forstyrrer chefernes store planer og sarte følelser. Ikke sjældent til seere og lytteres store frustration eller ligefrem vrede og protester.

Alle disse nedslående oplevelser til trods, har jeg stædigt bevaret min kærlighed til DR, ser fortsat DR TV og hører masser af radio - specielt P1 - men det er dog blevet en blandet fornøjelse.

Efter årtiers økonomisk udsultning er radiokanalen endt som noget i retning af en båndsløjfe, der i aften- og nattetimerne afvikles helt ’uberørt af menneskehånd’. Udsendelserne er genbrug af eftermiddagens programmer, og kører bare helt maskinelt. Det udfordrer jævnligt lytterens tålmodighed og humoristiske sans. Som når man den samme nat sender den samme time af et eftermiddagsprogram tre gange i træk. Uden at nogen i DR opdager noget.

Den elendige sommer har givet mere radiolytning end normalt, og det har flashet en radioledelse, der er fuldkommen skruppelløs med genudsendelser. Programmer, der har været sendt flere gange sidste år er i sommer blevet genudsendt fem-seks-syv gange. Til sidst kunne jeg nærmest nogle af dem udenad.

Jeg har ellers hidtil haft det ok med genudsendelser, så kunne man indhente det forsømte. Men nu er det gået helt over gevind. Dagligdagen året rundt er efterhånden overplastret med gen-, gen-gen- og gen-gen-gen- udsendelser, så det til tider er svært at finde andet end nyhedsudsendelserne, man ikke har hørt eller set før. Fyrede eller bortsparede medarbejdere kan ikke erstattes af gamle bånd. Mange gode specialprogrammer såsom Sproglaboratoriet, Natursyn, Radioklassikeren nedlægges og erstattes af direkte studie pludre-pladre programmer. Og sådan kunne jeg fortsætte og fylde en hel bagside.

Angreb på tåbeligheder

Trods denne svada bliver jeg stærkt bekymret, når politikere og andre pludselig begynder at hyle i kor om nedskæringer, som de har gjort denne sommer. Politikerne har normalt det problem, at de må tøjle deres lyst til at kaste sig over DR, fordi de dårligt kan ytre deres misnøje uden at komme til at afsløre, at det er programmerne, de har ondt af. Og det er ikke deres opdrag. Tværtimod.

Derfor brød helvede løs, og politikere og de andre medier var ved at trampe hinanden ned i bare iver for at deltage i steningen af store, stygge DR, da institutionen blev afsløret i en række ualmindeligt tåbelige dispositioner og nogle eksorbitante direktørlønninger. Landets nuværende kulturminister havde fået et års ekstra million løn efter selv at have sagt op som DR-direktør. Det fik jeg godt nok ikke, da jeg blev fyret efter 20 års ansættelse, da den kuldsejlede økonomi i koncertsalen skulle rettes op.

Hetzstemningen gav mig kvalme. Råbekoret af politikere og ophidsede avisredaktører var hovedløst og hyklerisk. Hvad i himlens navn får de kriseramte aviser til at tro, de kan redde sig ved at angribe DR? Om I så fik lukket DR helt, ville det ikke hjælpe jeres overlevelseskamp en snus. Jeres fjender i overlevelseskampen er ikke DR eller andre æterbårne public service medier. Det er Internettets mediegiganter, Google, Facebook med flere, der har undermineret jeres grundlag. Og det er ikke DR, der er skyld i, at de yngre generationer ikke læser aviser.

Så trist et syn at se de gamle avismedier søvngængeragtigt bevæge sig ud i aftenlandet.

Og politikerne, ja de fik endelig raset ud. Deres højhellige forargelse over høje lønninger og dyr fryns til f.eks. studieværter eller korrespondenter er skinbarligt hykleri.

Når DR erobrer en efterspurgt studievært ved at tilbyde høj løn og dyr fryns, er det jo blot udtryk for de markedsmekanismer, politikere ved enhver lejlighed hylder i ekstatiske toner. Ikke at jeg er enig i dette stjernehysteri på bekostningen af de vandbærere, der trods chefkulturen og DRs brutale personalepolitik formår at skabe gode programmer og holde public service fanen højt. Det er jeg ikke. Men det er jo sådan, vores politikere vil have det.

Høj standard smitter
En stor, stærk public service institution, der tiderne til trods stadig kan samle store dele af nationen, og som har tilbud til alle interesse- og aldersgrupper, er guld værd for demokrati, oplysning og sammenhængskraft. Og alle erfaringer fra udlandet fortæller, at en sådan med et høj etisk og journalistisk niveau er med til at sætte standarden for de øvrige medier. Mediebrugerne vil ganske enkelt ikke finde sig i noget ringere.

Erfaringerne fortæller også, at de lande, hvor yderligtgående liberalistiske regeringer har afskaffet eller udsultet ’statsmediet’, styrtdykker kvaliteten i de øvrige medier. Gode venner og bekendte, der har rejst og oplevet tv-medierne i f.eks. Italien eller USA, beretter gysende om laveste fællesnævners triumf.

For egen regning vil jeg tilføje, at det stærkt splittede USA formentlig kan takke sit mediebillede for den tilspidsede situation. Amerikanerne har ikke nogen fælles mediebåret referenceramme, men holder sig til den station, der prædiker deres foretrukne evangelium. Jeg er ikke i tvivl om, at Trumps trofaste vælgerkorps udelukkende lytter til de højreradikale helvedesprædikanter på FOX TV.

Jeg håber og beder til et stærkt DR. Hvis I politikere er utilfredse med ledelsen i DR, så gør noget ved DET. En kraftig økonomisk reduktion vil næppe røre ledelseslaget, men udelukkende gå ud over de menige medarbejdere og dermed kvaliteten.
Og danskerne? Ja, de er godt tilfredse og efterlyser ikke forandringer, viser en undersøgelse.

-----

Morten Uhrenholdt er pensioneret journalist.