Sommeren er ved at være forbi for os i Danmark. Fra min tid som EU-miljøkommissær (1995-1999) kan jeg huske, hvor mærkeligt det var, at landene sydpå arbejdede i juli og havde ferie i august.

Nu er jeg pensionist og kan dermed tillade mig at udvide sommeren, og det gør jeg.

I min ferie har det blandt andet glædet mig at læse, at mændenes mulighed for længere barselsorlov nu er trådt i kraft. Et vigtigt skridt imod at give både mor og far ansvar og glæde ved børnene. Barslen spiller givetvis også en rolle for, hvem der tager barnets første sygedag, og dermed for, om man er til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdspladsen. Vi kan håbe, at fædrene fremover vil tage mere del i børnenes liv skolegang. De kommer i hvert fald til at mangle en undskyldning for ikke at gøre det.

Teknik & Miljø er også for kvinder

Kvindernes muligheder er også værd at kigge på.

Da jeg selv stillede op og blev valgt til Odense byråd i 1970, var indstillingen, at jeg skulle i socialudvalget, og der blev stor ballade, da jeg sagde, at det ville jeg ikke. Det var teknik- og miljøudvalget, jeg satsede på, for byudviklingen i Odense trængte dengang til nye kræfter. Det holdt hårdt, men lykkedes.

Meget tyder på, at det stadig er sådan: Det holder hårdt for kvinderne at komme ind i teknik- og miljøudvalgene, mens socialpolitik stadig opfattes som et kvindeligt interesseområde. Og vel giver det da stor mening for mange kvinder at arbejde med de sociale spørgsmål i videste forstand, men socialudvalget er også tit det mest arbejdsomme udvalg – uden at der følger bedre aflønning med.

I det hele taget kan udviklingen i ligestilling tydeligt aflæses i kommunalpolitikken. Hvem stiller i det hele taget op, og hvem bliver valgt? Hvordan udvikler kønnenes deltagelse sig i denne afgørende del af vores demokrati? Og hvordan ser det ud med udvalgsfordelingen og dermed i arbejdsfordelingen mellem kønnene?

Umiddelbart ser det ikke særlig godt ud. I 2021 blev der valgt 1562 mænd og kun 874 kvinder. Tallene har ikke bevæget sig meget siden valget i 2017.

Kvindelige politikere udskammes

På mange måder begyndte MeToodebatten også i kommunerne. En af de første historier leverede Sonja Marie Jensen (S) fra Nyborg byråd, da hun fortalte, at de mandlige byrådsmedlemmer klappede hende i røven. Det gav stor medieballade, og hun blev, som det tit sker, beskyldt for bare at ville i medierne. Så kom den store historie om Københavns overborgmester Frank Jensen, der måtte forlade sin post. Også her var der kvinder, der måtte stå frem, heriblandt Maria Gudme (S), som i dag sidder i Regionsråd Hovedstaden. 

Siden er det gået hak i hak med det ene område efter det andet. Studieværten Sofie Linde skar problematikken ud i pap fra scenen. Der blev ryddet godt op, men det store spørgsmål er selvfølgelig, hjalp det?

Kommuner og regionsråd er nu veletablerede efter det seneste valg, og kønsfordelingen er stadig ude af balance.

Ifølge Kvinfos undersøgelse “Køn og kultur i kommunalpolitik” fra oktober sidste år har 33 pct. af alle kvinder oplevet krænkelser, det vil sige utidige og ubehagelige kommentarer til deres krop og udseende. Det gælder både direkte og på sociale medier. Imens er det kun seks pct. af mændene, der har oplevet noget sådant. 

Og sammenlagt har 51 pct. af kvinderne mod 15 pct. af mændene oplevet en eller flere af de former for  forskelsbehandling, de er blevet spurgt om. Det gælder blandt andet at blive sat udenfor indflydelse, udelukket, tilsidesat, overset eller nedprioriteret på grund af sit køn. 

Kommunerne bør tage teten

Kommunalpolitisk ligestilling er altså ikke kun et spørgsmål om at få kvinder til at stille op til kommunalvalg, men i allerhøjeste grad et spørgsmål om arbejdsmiljøet i kommunerne. Det er her, kvinderne møder diskrimination og krænkelser og derfor her, det er er nødvendigt at sætte ind.

Måske er netop arbejdsmiljøet en af grundene til, at der er så få kvindelige borgmestre, selvom både den socialdemokratiske borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen og den konservative Benedikte Kiær i Helsingør har demonstreret, at kvinder på fremragende vis kan bestride  borgmesterposter. De bliver ovenikøbet genvalgt med mange personlige stemmer.

Det er på tide, at debatten om ”hårde” og ”bløde” udvalgsområder hører op, så folkevalgte kvinder får samme adgang som deres mandlige kolleger til politikområder som teknik & miljø eller økonomi.

Denne forandring er tiltrængt i hele samfundet og kunne sagtens tage udgangspunkt i kommunerne.

Sker der noget?