Hanne Kathrine Krogstrup har et ekstremt eksempel, hun sjældent bruger offentligt. Selvom sammenligningen er langt ude, illustrerer det nerven i hendes pointe.
Sociologen Zygmunt Bauman, hvis forældre omkom i koncentrationslejre, har studeret folkedrabets organisering. En af konklusionerne er, at holocaust som system var en bureaukratisk genistreg. Man fragmenterede hele kæden utrolig meget, og belønnede enkeltopgaver som at sætte jøderne på et tog, fragte dem fra et sted til et andet og sætte dem i lejre.
Som tysk officer var man altså så fokuseret på sin lille del af kæden, at man glemte sit moralske ansvar i den større operation.
Hanne Kathrine mener ikke, at vores situation på nogen måde kan sammenlignes med holocaust, men hun mener, at man skal passe på at styre i blindhed for den overordnede indsats. 
”Men det er et problem, at vores systemer bygger på en procedurerationalitet. Når man som embedsmand, politiker eller leder kun lægger vægt på præstationsmål, risikere man, at glemme det større demokratiske og moralske ansvar, man også har, som ikke er en del af mekanismen,” fortæller Hanne Kathrine Krogstrup, der udover selv at forske i evaluering også er leder af Forskningscenter for Evaluering på Aalborg Universitet.
Når kommuner og andre store organisationer i stadigt stigende grad måler alting, er det forståeligt. Vi vil gerne have mest muligt for pengene. I 60’ernes USA var man de første til at sætte effektmålingerne i system. Hvis man kunne sende en mand til månen, kunne man også løse sociale problemer med videnskaben, hed ambitionen.
Derfor gik man i gang med store kontrollerede randomiserede forsøg, som man kender dem fra medicinsk forskning, med en indsatsgruppe, og en kontrolgruppe. Men den viden blev ikke rigtig brugt, fordi politiske processer handler om meget andet end viden.