Forbyd kommunalt partihopperi
Forbyd kommunalt partihopperi
Det er en skændsel, at vi accepterer vælgerbedrag ved at tillade partihopperi i Danmark. I et kommunalvalgsår som dette bør Folketingets politikere træde i kraft og ændre reglerne, så politikere der ikke selv har fået stemmer nok til at trække sit mandat ikke kan tage mandatet med over til et andet parti.
Det repræsentative demokrati bygger på en tillid til vores folkevalgte. I Danmark har vi valgt et system, hvor man i langt de fleste tilfælde vælges gennem partierne. Det kan man mene om, hvad man vil, men når man har det nuværende system, så bliver de fleste politikere ikke valgt fordi folket ønsker den pågældende, men fordi folket ønsker at støtte politikerens parti eller spidskandidat.
Jeg har stor respekt for, at politikere kan skifte mening. Det er en helt naturlig del af et menneskes udvikling, at man igennem sit liv må ændre synspunkt, fordi man bliver mødt med gode argumenter, viden eller erfaringer fra andre, der gør man bliver klogere og mere indsigtsfuld end man var før.
Nogle gange kan holdningsskiftet være så markant, at man ikke længere kan se sig selv i sit parti – fair nok. Hvis man vil skifte parti, så kan man blot træde ud af byrådet og stille op for et andet parti igen næste gang. I mellemtiden kan man bruge sine kræfter på et fortælle vælgerne, hvorfor man har valgt at tage springet. Der er sikkert mange, der vil have forståelse for situationen, og respekterer beslutningen om at skifte uden at tage mandatet med.
Det er vigtigt, at vi har politikere, der brænder for det, de siger, mener og laver. Det er i virkeligheden det bedste argument for partihopperi, at vi ikke skal have politikere, der bliver siddende i partier, de reelt ikke ønsker. Det gavner vel heller ikke partierne?
Ikke desto mindre må det være et mere tungtvejende argument, at borgernes holdninger bliver repræsenteret rundt om i byrådene, da fundamentet for det repræsentative demokrati ellers smuldrer.
Hvis folketingspolitikerne ikke ser sig i stand til at ændre lovgivningen, når det kommer til kommunalpolitikere, så bør vi som borgere stille krav til vores lokalpolitikere om at indgå aftaler, der medfører, at partierne ikke tager imod politikere fra andre partier, der ikke nedlægger sit mandat.
Vi har et ansvar for at styrke demokratiet og mindske politikerleden i Danmark.
Lad dette kommunalvalgsår blive året, hvor vi tager et endeligt opgør med mandattyveriet i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.