Forældre vil passe syge børn til de er raske - og samfundet skal betale
Forældre vil passe syge børn til de er raske - og samfundet skal betale

Når børn bliver syge, har forældrene typisk mulighed for at blive hjemme fra arbejde og tage barnets første og i nogle tilfælde anden sygedag. Hvis barnet er syg flere dage, skal forældrene finde anden pasning eller sende deres børn halvsyge i institution eller skole.
Ifølge en gruppe forældre skal der derfor indføres en lov, der giver ret til at blive hjemme og passe sit barn, til det er rask igen.
Gruppen stillede i september et borgerforslag, der nu har fået mere end 50.000 underskrifter. Det betyder, at Folketinget skal tage stilling til forslaget.
- Man anerkender ikke, at børn kan være syge i mere end en eller to dage, og det gør små børn, siger Louise Barkan Staal, der er en af stillerne bag forslaget.
- Man hører om forældre, som af nød sender syge børn afsted, fordi de ikke ser andre løsninger. Det er en falliterklæring for vores samfund, at børns vilkår er på bekostning af arbejdsmarkedets vilkår, siger hun.
Skal vedtages ved lov
Hun mener ikke, at man kan løse udfordringen via forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.
- Det har været en drøftelse i overenskomstforhandlinger i årevis. Men det har været svært at få igennem, fordi små børns sygedage fylder en relativ lille del af ens arbejdsliv, hvorimod løn og pension vedrører alle, siger Louise Barkan Staal.
Under coronaudbruddet er der lavet en midlertidig ordning, hvor forældre kan blive hjemme og få dagpenge, hvis et barn under 14 år er hjemsendt på grund af nær kontakt med en smittet person.
Det har været en drøftelse i overenskomstforhandlinger i årevis. Men det har været svært at få igennem, fordi små børns sygedage fylder en relativ lille del af ens arbejdsliv, hvorimod løn og pension vedrører alle.
Forslagsstillerne mener, at der skal være en lignende ordning permanent, da problemet er det samme, når børn har skoldkopper eller influenza.
80 pct. af dagpengene
De fremhæver en svensk model, hvor forældre kan passe syge børn op til 12 år og få et beløb svarende til 80 procent af dagpengesatsen.
Der er mulighed for at få ydelsen op til 120 dage om året. I gennemsnit bliver den brugt 7,6 dage om året, viser tal fra den svenske myndighed Försäkringskassan.
Ifølge viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen hører spørgsmålet til i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere - ikke hos politikerne.
Hun understreger, at rettighederne omkring børns sygdom her er blevet forbedret gennem årene.
- Der er i forvejen de bedste forudsætninger på det danske arbejdsmarked og mange andre muligheder for at tage fri. Nogle gange kan det måske også handle om, at folk ikke vil bruge deres omsorgsdage eller feriefridage på det, siger Pernille Knudsen.
SF og Enhedslisten positive
Næste skridt for borgerforslaget er, at partierne i Folketinget tage stilling til, hvem der vil fremsætte det som et konkret beslutningsforslag. Både SF og Enhedslisten er positive.
- Vi har meget længe talt for, at man skal se til Sverige i forhold til de rettigheder, forældre har der - både barselsregler og regler omkring barns sygdom, siger Enhedslistens børneordfører, Jakob Sølvhøj.
- Der er en overenskomstmæssig ret, men den er meget begrænset. Lige det her område er et af dem, der kan være fornuftigt at supplere med lovgivning, ligesom det er tilfældet med barsel, siger han.
Borgernes mulighed for forslag i Folketinget
- Borgerforslag kan stilles af borgere med stemmeret til Folketinget på hjemmesiden borgerforslag.dk. Man skal logge ind med NemID og personnummer.
- Opnår et forslag på 180 dage støtte fra 50.000 borgere med stemmeret, så skal Folketingets partier tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget.
- For ifølge grundloven er det kun folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.
- Herefter behandles beslutningsforslaget på samme måde som Folketingets øvrige beslutningsforslag.
- Borgerforslag var i første omgang en forsøgsordning, men er nu blevet gjort permanent.
Kilde: Folketinget.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























