Den danske fondsverden er unik. Vi kan takke de såkaldte erhvervsdrivende fonde for flere hundredtusinde arbejdspladser, for det er ikke mindst på grund af deres fundatser, at virksomheder som Novo, Lundbeck, Velux, Carlsberg og mange, mange flere stadig har hovedsæde i Danmark.

Vi kan samtidig takke dem og den frodige underskov af fonde, legater, stiftelser og filantropiske foreninger for donationer i milliardklassen hvert år. Mange ildsjæle rundtom i Danmark har set deres drømme gå i opfyldelse, fordi en fond er trådt hjælpende til; mange kommuner har i dag kulturattraktioner af høj kvalitet takket være fondene.

Fondene er en succeshistorie, men både fonde og forskere understreger, at fondenes gaver til det offentlige bliver bedst, når politikerne aktivt giver modspil.

Det er let at blive benovet, når en rig fond vil give en gave, selvom der er dele af projektet, man ikke bryder sig om. Det kan være svært at forklare borgerne, hvorfor man tøver med at tage imod et nyt operahus lige overfor Amalienborg, en udvidelse af biblioteket, et kunstmuseum - ofte projekter, som kommunerne selv har ønsket.

Fondene ønsker at sætte aftryk. Det ligger i selve deres DNA, at de skal give til bestemte områder. Der ligger til gengæld hverken et  ønske eller en praksis om nogen særlig armslængde hos de fleste fonde. Mange af fondene er tværtimod meget aktive i projekterne - så aktive, at Altinget forleden kunne offentliggøre en undersøgelse, der viste, at 67 procent af de landsdækkende foreninger havde ændret projekter for at imødekomme en fond. 20 procent af dem fandt, at det havde forringet projektet, og i Ældre Sagen mente en frivilligchef, at fondene skulle lade være at blande sig så meget i projekterne.

Imidlertid er det kun godt, at en fond kan blande sig, hvis den kan yde kompetent rådgivning eller sidder inde med vigtige erfaringer fra andre projekter. Både fond og kommune har en interesse i, at et projekt er levedygtigt også på længere sigt. Men det er til gengæld vigtigt, at mødet mellem giver og modtager foregår i åbenhed og gensidig tillid og med en fornemmelse af, at man ikke står med hatten i hånden og bare skal sige ja.

Det er i dag umuligt at få et overblik over, hvor meget fondene støtter med. Et kvalificeret skøn er otte milliarder kroner om året, men de almennyttige fonde bestemmer selv, i hvilket omfang de vil offentliggøre donationerne til blandt andet kultur. Derfor er det reelt umuligt at få overblik over, i hvor høj grad fondenes aktive medvirken former kulturpolitikken i Danmark. Og det er umuligt at vide, hvor meget der aftales udenom borgerne.

Her ville den øgede åbenhed og gennemsigtighed, som flere forskere efterlyser, uden tvivl være en væsentlig hjælp. Den ville kunne gøre det tydeligt, hvis der er et problem med eller en skævhed i uddelingerne.

Det er skidt, hvis den store og nyttige muskel i civilsamfundet, som fondene er, smelter sammen med en politisk elite og springer det besværlige led med borgerne over.

Det er vigtigt, at fondene kan støtte projekter, som giver mening for borgerne og ikke blot er prestigeprojekter. Eller sagt på en anden måde: Det er vigtigt, at politikerne sammen med borgerne udstikker rammerne for nogle ønsker, som fondene derefter kan tage stilling til. Der er en fare for, at det modsatte sker: At politikerne begynder at indrette ønskerne og politikken efter, hvad der lettest kan opnås fondspenge til.

Det andet potentielle problem, som forskerne peger på, er, at kommunerne vælger at holde igen med penge til sociale projekter, kultur og miljøprojekter i sikker overbevisning om, at det skal fondene da nok klare.

Det er for det første ikke sikkert, at det vil være tilfældet. For det andet har fondene som før nævnt ganske klare dagsordener. Og læner politikerne sig tilbage og overlader, hvad der burde være kommunale kerneopgaver til fondene, vil det være de opgaver, som har de stærkeste filantropers interesse, som bliver løst først. Heller ikke det er demokratisk. Der er afgørende forskel på at have for eksempel en aktiv kulturpolitik og at have kulturtilbud defineret af en mæcen. I sidstnævnte tilfælde er det snarere giveren end modtageren, som står i centrum.

Kommunerne skal være glade for fondenes velgørende aktivitet. Men fondene må ikke få frit spil. Det er ikke i deres interesse, det er ikke i kommunernes interesse, og det er først og fremmest ikke i borgernes og demokratiets interesse. Som Guldborgsunds borgmester siger: Man skal kunne sige nej.