Nu begynder budgetforhandlingerne for alvor i kommunerne, og det er ikke spor sjovt i en tid med stor ledighed og et stigende antal ældre med behov for hjælp. Ubehaget skyldes en fejl i den kommunale struktur: Kommunerne har ansvaret for borgernes velfærd og en masse andre ting, men de har ikke kompetencen – det vil sige mulighed for at regulere på økonomien – til at tage sig af borgernes problemer og behov. Det strider mod det forvaltningsmæssige princip om at ansvar og kompetence skal følges ad og er måske den dybere årsag til, at stemmeprocenten er så lav i kommuner (og regioner).

I praksis oplever borgerne, at kommunalpolitikere – med god grund – skyder skylden på Folketinget, når kassen er tom sidst på året og nedskæringer skal effektueres. Kommuner og regioner virker efterhånden som statsforvaltninger med nogle borgere ved bordet. Danmark plejer at være verdensberømte for det lokale selvstyre, men med udgiftsstop, skattestop og sanktionssystem, er det blevet meget begrænset, hvad en kommunalbestyrelse reelt kan gøre. At kommuner ligefrem har undladt at bruge de budgetterede midler vidner om, hvor skrækslagne politikerne er for sanktionerne.

Selvstyre fremfor stødpude

Kommunale embedsmænd og politikere er ikke onde eller dumme mennesker. Alligevel bliver cirka en tredjedel af klagesager vedrørende lov om social service over kommunernes behandling af borgerne ændret eller hjemvist. Det tyder på, at kommunerne søger at fortolke loven, så de slipper billigere. Hvis en enkeltsag er særlig grel og kommer frem i offentligheden, er ministre og folketingsmedlemmer meget hurtige til at kritisere kommunen, kræve redegørelser og tale om skærpet lovgivning. Det giver sympati og udtrykker handlekraft på bekostning af kommunen, som står tilbage med et blakket ry.

Men i virkeligheden er det nok snarere Folketinget, som har sat kommunen i en umulig situation, hvor den må udvælge hvilke borgere, der ikke skal have en anstændig behandling. I dette valg er det fristende at forsømme behandling af de borgere, som er dyrest og ikke repræsenterer mange stemmer – det vil typisk sige handikappede, hjerneskadede med flere, som trækkes hjem fra dyre behandlingssteder til mindre kvalificerede institutioner, mens de højtråbende forældre bevarer personalenormeringen i daginstitutionerne og skolerne.

Desværre når borgernes utilfredshed med serviceniveauet ikke helt frem til Folketinget. Kommunerne og regionerne fungerer dermed som stødpuder mod de reelt ansvarlige og gør kommunalpolitik til en kedelig opgave og til lavstatus i partierne – til noget som de mindre dygtige og mindre populære partikammerater må tage sig af.

Ved sidste kommunevalg sad jeg i panel med en meget ung venstremand, som argumenterede for at afskaffe de mellemkommunale udligningsordninger. Det var selvfølgelig et pop-populært standpunkt i Rudersdal, som afleverer rigtig mange penge til de fattige kommuner. Han blev ikke valgt, men sidder i dag i Folketinget og er givetvis blevet banket på plads af venstrebønderne fra Udkantsdanmark.

For få indianere

Man kan undre sig over, at lokale politikere er medlemmer af de partier, som i Folketinget laver så stramme økonomiske rammer, men det er der faktisk også mange, som ikke er. Der er stadigvæk mange lokale lister, selvom man spåede deres uddøen i forbindelse med kommunalreformen. Lokale politikere bryder jævnt hen ud ad deres parti, skifter til et andet eller laver en ny liste. Sådan noget ser man ikke så tit i Folketinget. Nogle gange kan man få den fornemmelse, at der simpelthen er for mange høvdinge og for få indianere i kommunerne. Kommunevalg kan give de '15 minutes of fame', som Andy Warhol mente, enhver havde ret til, hvis man ikke klarede optagelsen til X-faktor.

De mange partiskift og lokale lister betyder desværre, at de klare linjer i dansk politik forsvinder. Det er ikke rigtig politik, man ser i kommunerne. Højre-venstre-dimensionen er sløret. Lokale lister skaber afstand til Folketinget og ansvarsforflygtigelse, hvor man trods alt internt i partierne fører en diskussion mellem det kommunale-, det regionale-, Folketings- og EU-niveau, som kan skabe forståelse og konsekvens. Borgerne bliver forvirrede over de mange lister, og deri ligger årsagen til den lave stemmeprocent ved kommunalvalget nok også.

Lad byrådene udskrive valg

Enhedslisten stillede for nogle år siden forslag i Folketinget om mulighed for nyvalg og lokal folkeafstemning. Det kunne give mere overensstemmelse mellem borgerne og kommunalbestyrelsen og rydde op i partier og lister, der ændrer størrelse i løbet af valgperioden. Ligesom statsministeren kan bestemme, at der skal afholdes valg i 'utide', burde kommunalbestyrelserne også kunne udskrive valg. Det ville også give mere lokal debat og deltagelse i kommunerne. Men ser af og til, at en lokal sag kan bringe folk i bevægelse, uden at det får parlamentarisk effekt, hvilket jo kun giver frustration hos de aktive borgere. Som for eksempel da man i Helsingør og omegn samlede over 48.000 underskrifter til bevarelse af Helsingør Hospital (der er cirka 48.000 stemmeberettigede i Helsingør Kommune), og Regionsrådet så sidste år alligevel valgte at lukke hospitalet.

Muligheden for nyvalg – såfremt 5-10 procent af vælgerne med deres underskrift kræver det – ville i øvrigt bryde den traditionelle valgcyklus. Det er temmelig kedsommeligt og forudsigeligt, at der skal strammes op på økonomien, 'ryddes op', som man kalder man det, når et nyt parti får regeringsmagten efter et valg, og der deles 'gaver' ud lige før kommune-/folketingsvalg. 'Valgbudgetter' er et empirisk bevist fænomen inden for kommunaløkonomi, som forskerne sikkert også vil kunne dokumentere i år.

Mere rigtig politik

Mange af de udgifter, som kommunerne i dag døjer med at skaffe penge til, skyldes (ungdoms)ledighed. Efter nytår bliver det særlig slemt, fordi Folketinget har vedtaget den såkaldte kontanthjælpsreform. Den betyder, at unge helt op til 30 år skal klare sig med SU-satsen, men uden mulighed for at tage SU-lån, ligesom studerende trods alt kan. For cirka 5.700 kroner om måneden kan de færreste få en selvstændig bolig, mad og lidt andre fornødenheder. De bliver fattige efter regeringens nye definition på fattigdom, som svarer til 8.600 kroner om måneden.

Det er et kæmpe problem, fordi kommunerne næsten intet kan gøre for at skaffe job til sine borgere – de må ikke sætte produktion i gang, der kan sælges og skabe indtægter – det forhindrer den såkaldte kommunalfuldmagt nemlig. De har heller ikke råd til at ansætte ledige til kommunale kerneopgaver, så ældre kunne få mere hjælp i hjemmet, drenge i daginstitutionerne kunne få udfordringer af unge mænd oveni normeringen og så videre. Kommunerne har ansvaret for disse ledige borgere, men har simpelthen ikke kompetencen til at gøre noget reelt.

I Enhedslisten har vi foreslået, at staten refunderer de udgifter, som kommunerne ikke har indflydelse på. Mens kommunerne i dag får fuld refusion fra staten, når de udbetaler folkepension, bør de også få det, når de udbetaler kontanthjælp, sygedagpenge og boligstøtte. Det er Folketinget, der med sin restriktive økonomiske politik, har ansvaret for den høje ledighed, og det bør ikke smøres af på kommunerne. Enten må Folketinget bevilge højere bloktilskud og give kommunerne større juridisk råderum til at sætte arbejde i gang, eller også må Folketinget påtage sig en højere grad af finansiering af ledigheden i kommunerne. Det vil give klare ansvars- og kompetenceforhold og mere klare linjer mellem politikerne, så der kan gå rigtig politik i kommunalpolitik.    :