Hvis et komplekst samfund skal være velfungerende, er der visse minimumsstandarder, der skal overholdes. Ting skal virke, og man skal kunne tro på, at de virker.

Mest grundlæggende er finansieringen af det hele. Skattetrykket. Hvis man skal overlade næsten halvdelen af sine penge til fællesskabet, så skal man kunne stole på, at de bliver brugt fornuftigt og retfærdigt.

Her behøver man bare sige Britta, så begynder det at halte. Og helt slemt bliver det, hvis man også siger udbytteskat. Det var ikke det, vores skattepenge var bestemt at skulle gå til. Og selvom det var svindel, og selvom man aldrig kan gardere sig helt mod nogen, der vil svindle, så kan man gøre ikke så lidt mere, end der blev gjort i de to tilfælde.

Selv uden svindel kan det halte. Ejendomsvurderingerne har over årene været så tiltagende lemfældige, at de er sat på standby, indtil et nyt system er klar. Det er knap nok et lyspunkt, at den forventede klagestorm over nye vurderinger er udeblevet, for det skyldes udelukkende, at der ikke er nye vurderinger at klage over. Det hele er forsinket, flere gange endda. Senest fra dette efterår til næste sommer.

Vi får se til den tid, men selv hvis det skulle lykkes at undgå endnu en udskydelse, så er det eroderende for den implicitte kontrakt mellem borgere og stat, når førstnævnte for ofte bringes i berettiget tvivl om sidstnævntes evne til at forvalte sin del af opgaven.

Her i sidste uge slap det ud, at Statens Serum Institut utilsigtet havde slettet alle sine mails, lige op til at coronahåndteringen skulle gås efter i sømmene. Det tidsmæssige sammenfald var så absurd, at selv politikere fra det seriøse segment fandt det påfaldende, og i folkedybet var den indlysende forklaring, at den it-mand der tog sig af politiets Tibetflags-mails, nok havde fået nyt job i SSI. Den faktiske forklaring på miseren må dog sandfærdigvis sige at virke plausibel, idet man jo altid skal huske, at der som regel ikke er grund til at forklare noget med ond vilje, hvis det i stedet kan forklares med inkompetence.

Det samme gælder de fejl, der har vist sig at være i mobilmast-oplysninger og DNA-identifikation, der er brugt som beviser i retssager, og som derfor nu skal tygges igennem på ny, for at sikre at ingen er blevet dømt på falsk grundlag. Igen en grundlæggende betingelse for at samfundskontrakten kan opretholdes.

Helt overordnet er det tilliden, der er omdrejningspunktet. Det gælder i det store og det gælder i det små.

For et par uger siden blev der sparket liv i en debat, om testindsatsen mod coronaen forvaltes hensigtsmæssigt, og det kan der være mange gode grund til at gøre sig overvejelser om. Problemet var bare, at overvejelserne i dette tilfælde byggede på en formodning om misbrug eksemplificeret ved en person, der ifølge det oplyste havde ladet sig coronateste 24 gange i løbet af 14 dage. Altså mere end en gang om dagen og derfor umiddelbart forargeligt.

Men det var ikke alene forargeligt, det var også forkert. I sidste uge måtte Region Syddanmark, der var ophav til oplysningen, beskæmmet meddele at man havde talt forkert. Det var ikke 24 gange, men 6 gange - også en del, men dog noget helt andet og ikke nødvendigvis misbrug i det konkrete tilfælde.

Som om det ikke i sig selv var slemt nok, så lægger det lidt yderligere til tvivlen om, hvad man overhovedet kan stole på, når det af regionen præsenteres, som om man har “meldt tal ud, som ikke er helt korrekte”.

Altså helt ærligt, hvis man siger 24 i stedet for 6, så er der ikke tale om, at tallet ikke er “helt” korrekt. Så er det fuldstændig skrupforkert. Det bidrager heller ikke til den generelle troværdighed, at da man mente der var noget at være forarget over, var det regionsrådsformanden selv vi hørte, mens det blev overladt til en embedsmand, da der skulle trækkes i land.

Det kan virke som en lille ting, og det er det strengt taget også. Men princippet. Man skal ikke trække for store veksler på tiltroen til samfundskontrakten.