I en nylig beretning fra Rigsrevisionen fik både Miljøministeriet og Forsvarsministeriet kritik for deres indsats mod PFAS. Samme dag, som kritikken blev offentliggjort, udkom aftalen om Finansloven for 2023, hvor der blev afsat penge til PFAS. 

18 mio. kr. over to år. 

Penge, der skal sikre mere viden og et eller flere “demonstrationsprojekt” for oprensning af PFAS. Men det er en politisk prioritering, som på ingen måde løser kommunernes udfordringer, fastslår KL.

- Lidt penge til statslige og regionale initiativer er jo fint i sig selv, men det løser overhovedet ikke udfordringerne for os i kommunerne. Dét, vi reelt har brug for, er en national handlingsplan, der kan prioritere, hvor vi skal sætte ind først, og hvor finansieringen til indsatserne følger med, lyder det fra formanden for KL’s Klima- og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen (S). 

Fra tue til tue

I Finansloven afsætter partierne 10 mio. kr. i 2023 til et eller flere demonstrationsprojekter for oprensning af PFAS-forureninger. 

Samtidig er der afsat tre mio. i år og fem mio. kr. i 2024 til en videnstaskforce, der blandt andet skal undersøge, hvordan andre lande tackler udfordringen med forureningen. 

Birgit S. Hansen mener, at kommunerne står med en kolossal opgave, og at Rigsrevisionens rapport illustrerer, at der mangler en plan. Kommunerne har flere gange budt ind med forslag til indholdet, men der mangler handling, lyder det. 

Fokus har primært været mod regionerne. Men det er et problem, mener hun. For de har kun en del af opgaven, “alt andet lader man være uløst og glide ud til os i kommunerne”, siger hun. 

- I de sidste to år har vi som kommuner konstant skulle hoppe fra tue til tue og fund til fund. Alt sammen uden, at der er fulgt hverken penge eller plan med. Så sent som sidste sommer opfordrede den daværende miljøminister os til at teste badevandet for PFAS, men uden at give os penge med til opgaven. Det er altså uholdbart.

-Det er afgørende, at nye PFAS-fund ikke blot fører til endnu flere opfordringer og anmodninger til kommunerne om at tage prøver, undersøge og rense op, uden at der følger økonomi med. Det er ikke holdbart for kommunerne.

Efterladt på perronen

Til Kommunen.dk forklarer Lone Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling, at rigsrevisionens rapport viser, hvordan at der ikke har været en klar ansvarsfordeling mellem myndighederne, samt at kommunerne ikke har overholdt krav om vilkår til renseanlægs-udledninger af PFOS. 

- Det er svært at placere hele ansvaret. Men faktum er, at kommunerne ikke har overholdt de krav, de skulle. Det er alvorligt. Det har bidraget til, at vi på ingen måde kan overholde EU's krav til forureningen af overfladevand. Havmiljøet er voldsomt belastet, og de manglende krav har betydet, at mere forurening er ført ud i allerede forurenet vand – ikke mindst pga. de såkaldte blandingszoner, sagde hun. 

Birgit S. Hansen er enig i kritikken af den manglende ansvarsfordeling. 

- Lad mig først og fremmest slå fast, at vi i kommunerne er helt klar til at tage opgaverne på os: Vi kender vores lokalområde og de lokale udfordringer, vi er tæt på de berørte borgere og vi har dygtige folk på opgaven.

- Jeg er til gengæld fuldstændig enig i, at vi i kommunerne i dén grad mangler en klar national plan og en økonomi, der matcher opgavens omfang. Lone Mikkelsen beskriver i lange stræk den situation, vi står i: At vi som kommuner er blevet efterladt på perronen med en kæmpestor opgave, men uden klare svar på, hvad vi skal prioritere først, og hvor pengene skal komme fra, siger hun.

Afventer udmelding

Birgit S. Hansen, mener, at den manglende ansvarsfordeling og fraværet af klare rammer betyder, at nogle kommuner afventer udmeldinger fra staten, før de sætter ind mod PFAS. 

- I kommunerne gør vi alt, hvad vi kan, for at håndtere PFAS, og vi har – trods manglende finansiering – prioriteret at levere på opgaver, som enten har været helt nye eller slet ikke vores ansvar. Det har vi gjort, fordi vi er tættest på borgere, og fordi vi ønsker at beskytte vores miljø og sundhed så godt som overhovedet muligt.

- Men når vi mangler klare nationale rammer, er det klart, at man som kommune er nødt til at anskue tingene ud fra egen situation. Det betyder, at kommuner, der har presserende sager, kan være nødt til at handle nu og her, mens andre vælger at vente med at gøre noget, til staten melder klart ud.