Field's-tiltalt så 13 behandlere på halvt år
Field's-tiltalt så 13 behandlere på halvt år

Den 23-årige mand, der er tiltalt for drab og drabsforsøg i shoppingcenteret Field's på Amager, mødte gennem et halvt år op til skyderiet 13 forskellige behandlere i psykiatrien.
Det fortæller overlæge og professor Merete Nordentoft til Politiken.
Hun er medlem af en taskforce under Region Hovedstaden, der blev oprettet som følge af skyderiet for at undersøge den formodede gerningsmands forløb i psykiatrien. Hun har derfor haft adgang til den 23-åriges journal.
- Det er en konsekvens af den måde, som vi har organiseret den psykiatriske behandling på, hvor der først og fremmest har været fokus på at sikre hurtig hjælp.
- Det er også sket, men det betyder også, at mange personer er involveret, og der er risiko for informationstab undervejs, selv om det bliver skrevet i journalen, siger hun til Ritzau.
Merete Nordentoft foreslår i stedet, at en patient bør have én fast kontaktperson og et par faste reserver. Det vurderer hun vil give en større sandsynlighed for, at patienten vil opnå en højere grad af fortrolighed.
- Hvis patienten skal sige noget, som vedkommende skammer sig over eller ikke har fortalt andre, er sandsynligheden større, hvis man skal tale med færre, siger hun.
Hun nævner antallet af behandlere, fordi hun mener, at det er afgørende for at forstå forløbet, og hvad der skal laves om. Fordi hun har tavshedspligt, kan hun ikke udtale sig yderligere om indholdet af den 23-åriges journal.
Koster penge – men det er dyrt at lade være
Den taskforce, der blev oprettet i kølvandet på skyderiet, fremlagde i oktober seks anbefalinger til psykiatrien.
Et af dem var en øget behandler-kontinuitet i udrednings- og behandlingsforløb for udvalgte patientgrupper.
Merete Nordentofts forslag om, at en patient i psykiatrien skal have en fast kontaktperson og et par faste reserver møder opbakning fra psykiatriforeningerne Sind, Bedre Psykiatri og Psykiatrifonden, skriver Politiken.
Spørgsmålet er dog, om en patient kan sikres en fast behandler, sådan som psykiatrien er organiseret. Det påpeger speciallæge i psykiatri Torben Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrifonden.
- Det kan være vanskeligt at gennemføre, fordi en kontaktperson både skal have bemyndigelse til at træffe beslutninger i den regionale psykiatri og i det kommunale regi ved for eksempel besøg på jobcentret.
- Det handler om, at indsatsen skal bindes sammen på tværs af de enkelte sektorer, siger han.
- Det koster penge, men det er også dyrt at lade være. Det kræver vilje, man ser ikke på udgifter i psykiatrien som investeringer, men det er det i allerhøjeste grad.
- Vi har i mange år haft de forkerte målsætninger, hvor vi har haft større fokus på, at budgetterne holdt, og organisationen overlevede. Det handler i virkeligheden om, at indsatsen omkring den enkelte borger har kvalitet.
Alle Folketingets partier minus Moderaterne indgik i september en aftale om den første 10-års-plan for psykiatri og mental sundhed.
Aftalen rummer fem indsatser herunder bedre rammer for forskning i forebyggelse og behandling af psykiske lidelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























