Farvergade-dom får begrænsede konsekvenser

Den spektakulære Farvergade-sag ramte i sidste uge landsretten. På spil er en stor pose penge, en pensioneret embedsmands eftermæle samt en hel del ære og troværdighed.

analyse

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Tre dages retsmøder. Fem vidner til afhøring. Og nu otte uger med votering. Sidste uge lagde Østre Landsret lokaler til den afgørende konfrontation mellem Københavns Kommune og Arbejdsmarkedsstyrelsen i det langtrukne slagsmål om refusionsmillioner fra aktivering i Farvergade jobcenter.

Sagen er på flere måder historisk. For det første hører det trods alt til sjældenhederne, at staten og en kommune tørner sammen med så meget bulder og brag. For det andet er sagens omdrejningspunkt et nedlagt aktiveringstilbud på et nu lukket jobcenter baseret på en lovgivning, der ikke længere er gældende.

Alt i alt er hele slagsmålet og dermed retssagen i den grad bagudskuende. Samtidig er sagens kerne meget konkret afgrænset til, hvorvidt der i lovgivningen var et krav om, at de ledige skulle møde frem på en bestemt adresse under den 25 timers ugentlige aktivering. 

De principielle juridiske virkninger af den forventede dom vil derfor blive begrænsede. Havde der været andre kommuner, som har benyttet præcis samme model, ville det få betydning for dem. Men det er der så vidt vides ikke.

Dermed ikke sagt, at sagen er blottet for principielle perspektiver. De er blot mere politiske end juridiske.

Ministerens rolle er et spørgsmål, der hverken er blevet behandlet i medierne eller som en del af den juridiske tvist. Det skyldes, at der ikke er dokumentation for, at hun – og her tænkes på den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) – skulle have gjort andet end at lade sin forvaltning træffe en beslutning baseret på en faglig vurdering.

Politisk indblanding?

Der har dog været en udbredt spekulation blandt såvel politikere som embedsmænd på Københavns rådhus om, at Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse fra december 2010 kan være påvirket af politiske motiver. Ikke nødvendigvis fordi en borgerlig minister her så sit snit til at give den store socialdemokratiske kommune et gok i nødden.

I højere grad fordi sagen kom frem på et tidspunkt, hvor ministeren længe havde været under stort pres med bred kritik af den ’meningsløse’ aktivering, som kommunerne gennemførte med afsæt i regeringens politik.

Sagen var på den måde et godt afsæt for den lovændring, der fulgte omkring årsskiftet 2010 til 2011. Samtidig blev den med Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse et symbol på, at problemet først og fremmest var kommunernes fortolkning af loven og ikke loven som sådan.

Truet troværdighed

Forhåndsudmeldingen fra blandt andet professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup er, at Københavns Kommune har en god sag. Det meget omtalte fremmødekrav fandtes ifølge ham ikke i den relevante bekendtgørelse. Og Arbejdsmarkedsstyrelsen har strakt sig langt for at læse kravet frem efterfølgende.

En forkert eller mangelfuld afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen vil først og fremmest falde tilbage på tidligere kontorchef Kim Svendsen-Tune, der gik på pension umiddelbart efter at have sat sin underskrift på styrelsens oprindelige kontroversielle krav om tilbagebetaling af 390 millioner kroner.

Samtidig vil det være et betydeligt hak i lakken for en statslig myndighed, der i høj grad henter sin autoritet i sit omdømme og troværdighed blandt borgere og andre offentlige instanser.         :

Arbejdsmarked

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet