En folkeafstemning er den reneste form for demokrati. Ingen mellemled, folkets vilje udtrykkes direkte uden filter, og der burde være et festfyrværkeri af folkeligt engagement. I stedet har alt muligt andet fyldt den første halvdel af folkeafstemningsvalgkampen, eller hvad man skal kalde det, der er foregået.

Nej-siden har været klarest i spyttet, mens ja-siden kun alt for godt husker hvordan det plejer at gå og derfor væver lidt rundt i, om det gør nogen reel forskel eller først og fremmest er en symbolsk markering. Men også nej-siden har døjet med svinkeærinder.

På selveste 1. april sprang den fodlænkeafsonende Inger Støjberg ud som nejsiger og lagde afstand til dengang, hun ved seneste folkeafstemning i 2015 kaldte Dansk Folkepartis nej-kampagne “falsk og uhæderlig”. I virkeligheden var det hende selv, der var det, forstår man nu, for selv om hun var uenig i Venstres partilinje, argumenterede hun indædt for den. Dengang.

At hun nu også offentligt mener det modsatte, er et perfekt afsæt for en ny partidannelse. Inger Støjberg har en stor stjerne i vælgersegmentet af EU-skeptikere og -modstandere, men hendes hidtidige EU-støtte lå i vejen for at kapitalisere på populariteten. Det gør den ikke mere, og en folkeafstemningskampagne er et rent fund til markedsføring af hendes nye ståsted.

Et andet svinkeærinde på nej-siden, i hvert fald i forhold til afstemningstemaet, var gennem flere uger netop det: afstemningstemaet. Eller rettere hvordan det skulle formuleres.

“Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” lød det indledningsvise ordvalg.

De fleste hæftede sig dog ved ordfravalget. Hvor blev EU, forbehold og afskaffelse af? Nej-siden havde en fest, men statsminister Mette Frederiksen så virkelig ikke ud til at more sig, da hun blev bedt om at kommentere det:

“Alle danskere ved da godt, at det vi skal tage stilling til 1. juni, det er meget klart at afskaffe forsvarsforbeholdet.” Eller hov, det sagde hun ikke. Det sagde hun netop ikke.

Det der var “meget klart”, var fra den aften hun præsenterede det nationale forsvarskompromis: “Vi der står her sammen i aften, har derfor givet hinanden hånden på, at der skal afholdes en folkeafstemning den 1. juni i år, hvor vi anbefaler danskerne meget klart at afskaffe forsvarsforbeholdet.”

Det var den 6. marts, og ingen sagde noget om nogen ordlyd. Den 31. marts, da ordlyden var hovedemnet, sagde statsministeren sådan her:

“Men der er jo ikke nogen forvirring om det her. Undskyld mig! Altså alle danskere ved da godt, at det vi skal tage stilling til 1. juni, det er om Danmark skal være med i det europæiske arbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet, og det vi beder folk om at forholde sig til, det er: skal vi være med, skal Danmark være med, så kræver det, at vi afskaffer det forbehold der gælder i dag.”

Afskaffelse af forbeholdet reduceret fra hovedemne til følgeslutning. En afgørende forskel, og en ordlydsforskydning der umuligt kan have været tilfældig, hverken på stemmesedlen eller i Mette Frederiksens svar.

Ugen efter blev formuleringen til stemmesedlen udvidet med den indtil da fraværende tilføjelse “ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet”. Et klogt træk, ellers ville nej-festen være fortsat og ja-siden trængt i defensiven fra start til slut. Men også dumt, for ja-siden burde virkelig allerede på forhånd have kunnet regne ud, at den ikke ville slippe godt fra udenomssnak på selveste stemmesedlen.

Ja-siden fremførte ganske vist, og med en vis rette, det synspunkt, at hvis det ikke havde været ordlyden til stemmesedlen, så havde nej-siden bare fundet noget andet at være utilfreds med. Og det gjorde nej-siden da også, så snart formuleringen var rettet til. Nu med et ønske om en ny folkeafstemning skrevet ind i lovteksten, hvis det bliver et ja denne gang, og EU senere vil gøre forsvarssamarbejde overstatsligt i stedet for mellemstatsligt. En eventualitet der afvises af ja-partierne, og som nu søges afværget yderligere ved at skrive en  folkeafstemning ind, ikke i lovforslaget, men i bemærkningerne til det.

Vi får se om det rækker. Mistillid til løfter er en af de stærkeste motorer for enhver nej-kampagne, uanset emne. Bare vent og se, der vil komme endnu mere af det frem til afstemningsdagen.