Fagbosser frygter dagpengevalg
Fagbosser frygter dagpengevalg

Der har ikke været meget at fejre i forholdet mellem LO og Socialdemokraterne (S) i mange år, og slagsmålet om dagpengereformen har ikke just gydet olie på vandene. Med Helle Thorning-
Schmidts beslutning om at fremrykke dagpengekommissionens arbejde, er der lagt i ovnen til et folketingsvalg i dagpengenes tegn i 2015. Flere fagforeningsbosser frygter dette scenarie, da statsministeren samtidig har understreget, at S ikke vil gå til valg på et “fikst og færdigt dagpengesystem”.
- Vi har ikke noget ønske om et dagpengevalg. Vi så helst, at man allerede nu fandt en god løsning, siger Ellen Lykkegaard, formand for Den Offentlige Gruppe i fagforbundet 3F, og tilføjer:
- Dansk Folkeparti (DF) vil nok desværre stå stærkere end Socialdemokraterne i den debat, selvom det var Kristian Thulesen Dahl, der opfandt dagpengereformen.
Lokalt er der også stor bekymring for et dagpengevalg, siger Cliff Præstegaard, formand for HK Østjylland:
- Min klare holdning er, at S er gået på kompromis med grundessensen i partiet. Man tænker ikke på det svageste led. Man skulle have løst det her for længst. Falder man efter 20 år på arbejdsmarkedet ud af dagpengesystemet, så er minimumsydelserne ikke tilfredsstillende. Hvis den her tendens fortsætter, så ender vi med et forsikringssystem som i USA. Så er det slut med flexicurity.
Giver intet
Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund og medlem af LO’s daglige ledelse, mener, at Thornings udmelding om dagpengekommissionen blot sår tvivl om, hvad S kan og vil.
- Det er fuldstændig ligegyldigt. Hun har bare rykket afrapporteringen. Det giver intet, siger hun og tilføjer:
- Jeg kan ikke se, at S har nogen fordel af det. Desværre vil vælgerne måle partiet på, hvad der sker i dag. Derfor tror jeg, at vælgerne vil tro på DF, når de siger, at de vil forbedre det her. Jeg havde håbet, at den samlede regering turde kigge på genoptjeningsretten.
”Jeg forstår ikke, hvad den kommission har lavet siden juni. Den burde være færdig allerede til jul. Det skader, at man ikke har en afklaring inden et valg. Man skulle have en løsning inden.”
John Dybart, formand for Serviceforbundet og hovedbestyrelsesmedlem i LO, mener, at fremrykningen af dagpengekommissionen ikke har nogen politisk værdi.
- Jeg forstår ikke, hvad den kommission har lavet siden juni. Den burde være færdig allerede til jul. Det skader, at man ikke har en afklaring inden et valg. Man skulle have en løsning inden, siger han.
Formanden for Serviceforbundet mener, at dagpengekommissionens arbejde er nemt, da de økonomiske forudsætninger for dens forslag er de eksisterende rammer for dagpengesystemet.
- Helle Thorning skulle have vist overfor vælgerne, at man kunne afslutte det arbejde hurtigt. Jeg vil gerne invitere hende til at møde nogle af de udfaldsramte fra vores forbund, så vil hun forstå, at vi ikke kan vente et år på en løsning, siger han.
Bodil Otto, formand for HK Kommunal, mener, at regeringen burde fremrykke dagpengekommissionens deadline yderligere:
- Så mange modeller for et dagpengesystem er der trods alt ikke, når man kender de økonomiske rammer. Jeg forventer, at der kommer noget omkring de midlertidige ydelser i finansloven. Og så kunne regeringen godt sende nogle klare signaler til dagpengekommissionen.
Historiske bånd
John Dybart mener, at dagpengestriden mellem S og fagbevægelsen er med til at understrege, at parterne behøver et tættere forhold.
- Jeg ville gerne have et meget tættere samarbejde. Jeg var selv med til at kappe de officielle bånd i sin tid. Det var nok dumt gjort. Det er tydeligt for mig, at vi er nødt til at have et tættere forhold, lige som de borgerlige er tæt på arbejdsgiverne. I dag sender Socialdemokraterne og fagbevægelsen på hver sin frekvens. Jeg savner en bedre debatkultur, siger han.
Debatten om forholdet mellem S og fagbevægelsen er blusset op, efter at FOA’s formand Dennis Kristensen optrådte ved DF’s landsmøde, mens Socialdemokraterne havde kongres i Aalborg. René Nielsen, formand for Dansk Metal Hovedstaden, mener ikke, at båndene til S skal være som tidligere.
- Jeg synes ikke, at der skal være løsere bånd til S eller andre arbejderpartier. Vi vil hellere end gerne holde tætte bånd til S, men vi er ikke et politisk parti. Vi arbejder for lønmodtagerne, og de stemmer på forskellige partier, siger han.
Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne og medlem af LO’s daglige ledelse, er trods uenigheder mellem fagbevægelsen og S tilfreds med Helle Thornings fremrykning af dagpengekommissionens deadline.
- Det er godt, at vi får et folketingsvalg om, hvilken type dagpengesystem Danmark skal have. Det handler jo om vores flexicurity. Og så vil det nok fremgå af debatten, hvem der vil bevare den tryghed, som vi har været vant til. Det er jo heller ikke sikkert, at der skal bruges flere penge, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























