Thorning-regeringen er tilsyneladende fast besluttet på at gennemføre en række tiltrængte reformer for dansk økonomi i begyndelsen af valgperioden. 

Det er ikke de af krisen hårdt trængte virksomheder, der skal påføres flere omkostninger. Tværtimod er det lønmodtagerne både på og uden for arbejdsmarkedet, der både må acceptere reallønsfald, og at der skæres i overførselsindkomster.

For tiden er det trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere, der står på den politiske dagsorden. Danskerne skal simpelthen arbejde mere, og i farezonen er den 'skæve' helligdag St. Bededag og et par feriedage i den sjette ferieuge. Det kommer oven i indførelsen af en pæn buket af højere og nye afgifter, der fordyrer tilværelsen for en almindelig LO-familie, samt afskaffelsen af efterlønnen.  

Regeringens strategi er tydeligvis at erobre – og siden frem mod næste valg at fastholde – en reformorienteret midterdagsorden i dansk politik. Det har stået klart, siden regeringsgrundlaget blev til i 'Tårnet', hvor regeringen slog fast, at den viderefører den reformpolitik, som Lars Løkke Rasmussens regering begyndte, og som materialiserer sig ved, at Thorning-regeringen genfremsætter de 'blå' reformforslag om kontanthjælp og flexløn.  

Kursskifte inden genvalg

Regeringen håber naturligvis på, at de økonomiske nøgletal retter sig, så den kan hævde, at dens reformer virker. Det vil muligvis overbevise vigtige vælgergrupper på midten, således at de på valgdagen belønner de Radikale og Socialdemokraterne for den økonomiske strammerkurs. Utilfredse vælgere i rød blok kan alternativt fortsat stemme på Enhedslisten, som siden valget er steget kraftigt i meningsmålingerne. Spørgsmålet er dog, hvor langvarig denne protesteffekt bliver. Hvis den røde regering i god tid inden valget, begynder at tale reformbehovet ned, præcis som de gjorde før valget, så kunne disse vælgere måske sive tilbage til regeringspartierne. Et kursskifte – i den politiske retorik – lige inden valget vil især kunne gavne det hårdt plagede SF, som i meningsmålingerne fortsat ligger langt under valgresultatet. 

Og hvad gør Venstre? Skal de til sin tid gå til valg på at bede befolkningen om at yde yderligere ofre for at betale kriseregningen? Det vil næppe være et særligt attraktivt alternativ for kernevælgerne i rød blok, der selvfølgelig vil blive, hvor de er. 

Reformpolitikken kan derfor meget vel ende med et genvalg af den røde regering, selv om især de troløse vælgere på midten lige nu har svært ved at se, hvorfor de skulle bakke op om Thorning og co.

Børsting kan intet gøre

Til gengæld er det ikke sikkert, at lønmodtagergrupperne har lyst til at genvælge den røde fagbevægelse, næste gang de skal gentegne deres faglige kontingent. For det seneste år har vist, at Harald Børsting og co. ikke har kunnet stille det store op, når det gælder om at beskytte løn   modtagernes tilkæmpede goder. Mange fagforeningsmedlemmer vil formentlig vise stor forståelse for, at situationen med krisen – og den måde, man forhandler overenskomster på i dag – har givet – fagbevægelsens top umulige kort på hånden, når det gælder om at fastholde reallønnen og bevare velfærdsgoder som lange ferier og efterløn.

Når det gælder trepartsforhandlingerne, så er kortene givet på forhånd: Det er lønmodtagerne, der på den ene eller den anden måde skal holde for. Selvfølgelig kommer nogle mindre indrømmelser den anden vej, men på bundlinjen skal fagbevægelsens medlemmer levere, hvad der svarer til fire milliarder kroner i øget arbejdstid, samtidig med at Helle Thorning-Schmidt på 1. maj endda lovede skattelettelser til alle lønmodtagere.

'Tak for ingenting'

I sidste uge viste en Megafon-undersøgelse i Politiken, at 49 procent af cirka 1000 udspurgte danskere mente, at fagbevægelsen havde udspillet sin rolle som væsentlig politisk aktør. Mon ikke procentsatsen er højere efter trepartsforhandlinger, hvor blandt andet 2-3 feriedage er forduftet, men uden at medlemmerne får synlige indrømmelser den anden vej?

I en tid, hvor fagbevægelsens nye og synlige resultater for det enkelte fagforeningsmedlem fortoner sig, og hvor både leveomkostningerne for medlemmerne stiger og reallønnen falder, så ligger det lige for, at langt flere af dagens fagforeningsmedlemmer siger 'tak for ingenting' og frem over stemmer med fødderne og dropper kontingentet til LO-fagforeningen. Det vil dermed sætte yderligere fart i den udmeldelsesbølge, der siden halvfjerdserne har hjemsøgt fagbevægelsen.  

På den anden side er det ikke en option for fagforenings-toppen, hvis de for eksempel blankt afviser at medvirke til et forhandlingsresultat. Det vil kortslutte enhver mulighed for bare at få nogle indrømmelser fra regeringen og i øvrigt udstille for endnu flere fagforeningsmedlemmer, hvor lidt indflydelse LO-fagforeningerne har. Et forhandlingssammenbrud ville tvinge regeringen til at diktere fagbevægelsen vilkårene. Omvendt er der vel lidt at vinde for fagbevægelsen, hvis den under langvarige forhandlinger fik skabt et indtryk af, at man trods alt kæmpede (mere eller mindre forgæves forstås) mod en overmagt. Og måske kan man 'sælge' et par indrømmelser, når det gælder spørgsmålet om løndumping fra østeuropæiske håndværkere. Det er dog svært at se, hvilke initiativer der effektivt kan dæmme op for det uden at komme i karambolage med EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Trepartsforhandlingerne er dermed i virkeligheden en øvelse, hvor fagbevægelsens top med sig selv skal afgøre, i hvilken grad, de har lyst til at fremstå som tabere.