Vi lever i et velfærdssamfund, som er vokset frem gennem de seneste 50 år. Også Albertslund er vokset frem gennem de seneste 50 år, og Albertslund blev netop skabt i billedet af det nye velfærdssamfund. I dag er velfærdssamfundet udfordret. Stagnerende vækst og færre i den arbejdsdygtige alder er med til at sætte begrænsninger for økonomien og dermed for velfærdssamfundet.

Det gælder for hele landet. Skal vi lykkes med at finde løsninger, der kan bevare velfærden og skabe vækst i Danmark, er det helt nødvendigt, at vi samarbejder; at alle byder ind. 

Sådan står det i det nye regeringsgrundlag. DI’s direktør, Karsten Dybvad, siger det. Og vi siger det i Albertslund Kommune: Øget samarbejde og nye samarbejdsflader er centrale dele af svaret på de udfordringer, vi står overfor. Så lad os nu for alvor få taget hul på det; lad os få skabt de nye forpligtende relationer, der kan innovere Danmark og forny vores velfærdssamfund og forståelsen af det gode liv. 

I Albertslund vil vi velfærdssamfundet. Vi vil skabe fremtidens velfærdssamfund; et samfund hvor mennesket er først, og hvor alle tager aktivt del i fællesskabet. Der er nemlig brug for alle, og alle har noget i sig, som kan bruges. Derfor er fremtidens velfærdssamfund et opgør med individualismen. Vi har brug for fællesskabet for at skabe fremtidens velfærdssamfund, og samtidig giver det værdi for det enkelte menneske at indgå i fællesskabet. 

Det er en stor udfordring at skabe fremtidens velfærdssamfund, og derfor kræver det også en fokuseret indsats. Det kræver beslutning, strategi, indsats og vilje – at vi tør komme ud af ’comfort zonen’. Det er fælles for alle kommuner. Ved at etablere samarbejder på tværs af kommuner, virksomheder, foreninger og vidensorganisationer kan vi nå langt. Det har vi gode erfaringer med i Albertslund Kommune, og det vil vi dyrke i endnu højere grad; vi skal inspirere hinanden og arbejde sammen på tværs af kommuner, civilsamfund og erhvervsliv.

Mennesket først

Når vi i Albertslund arbejder med ’Mennesket først’, handler det om at have respekt for individet, og at alle borgere er unikke og har noget positivt at bidrage med. Tankesættet og strategien bør tage udgangspunkt i, at alle borgere inkluderes som samfundsborgere. 

Det lyder nemmere, end det er. Der er tale om et stort og krævende brud med mange års differentieret samfundstænkning, hvor der er skabt en parallelitet mellem diagnosesamfundet og almensamfundet. Allerede ved den første debut i vuggestuen og børnehave og ikke mindst skolen har der været en tendens til at adskille mellem special og normal, og ofte med de sørgelige konsekvenser, at de børn, der startede som ekskluderede, ofte forblev ekskluderede helt ind i voksenlivet. 

Det kan handle om økonomi eller fordele i form af tilgang til velfærdsydelser i bred forstand. Herved bliver springet til almenområdet så stort og så krævende, at mange ikke har ressourcerne til at foretage de valg, der skal til for at bryde uhensigtsmæssige cirkler.

Derfor skal den inkluderende tilgang styrkes – gennem arbejde med barnet i fællesskabet. Samtidig skal personalets kompetencer styrkes, så de kan tage hånd om de mange børns meget forskellige behov. Ikke mindst må det forventes, at forældrene støtter børnene i at udvikle og indgå i fællesskaber.

I den anden ende af skalaen, for borgere, der er over 75 år, skal der arbejdes for, at borgernes forudsætninger for at mestre eget liv forbedres. Men også at de ældre bruger de ressourcer, de har, og er åbne overfor nye løsninger, eksempelvis af teknologisk karakter.

Det kommer også til at handle om, at så mange som muligt kommer til at føle sig som en del af fællesskabet. Derfor skal der i de kommende år skabes stor fokus på at identificere de opgaver i periferien af den offentlige service, som kan løftes af frivillige. 

Der skal f.eks. skabes dialog med de mange små eksisterende fællesskaber om, hvordan de kan bidrage til det større fællesskab. Det kræver, at vi er åbne for at inddrage hinanden og for selv at indgå i fællesskabet.

Noget, der især er behov for på den korte bane, er skabelsen af nye arbejdspladser. Det er her, der er et stort behov for, at virksomhederne også forlader vanetænkningen til fordel for nye måder at tænke fremtiden på. Erhvervslivet skal se sig selv som aktiv del af løsningen. Ikke mindst i forhold til at tage socialt ansvar på linje med det offentlige. 

Partnerskaber mellem det offentlige og det private er en af de vigtige nøgler til at åbne for fremtiden.

Ja – vi er fælles om fremtidens velfærdssamfund. Fælles skaber vi løsningerne …