"Valget vindes på nettet" og "valget afgøres på Facebook" er overskrifter, som vi kommer til at høre en del til frem mod efterårsvalget. Faktisk er det overskrifter, som også har været brugt under folketingsvalgene i 2001, 2005 og 2007. Men før man kan påvise, at man på de sociale medier kan flytte stemmer, der afgør valget, skaffe millioner af kroner til sin kampagne eller mobilisere masserne til campaigning, skal man nok vente med at bruge helt så store overskrifter.

For sandheden er, at selv om de sociale medier efterhånden kan meget - kan de altså stadigvæk ikke vinde valg. Selv om man gerne vil være first mover med sådanne konklusioner, bliver man nødt til at have en ædruelig tilgang til, hvad de sociale medier kan og ikke kan når det gælder politisk kommunikation! TV er stadigvæk et enormt stærkt medie, som har stor betydning for, hvordan vælgerne opfatter deres politikere. Trods faldende læser- og seertal spiller massemedierne stadigvæk en enorm rolle i den politiske kommunikation, ikke mindst fordi den politiske nyhedsstrøm både i omfang og hastighed er eksploderet de seneste år. Regionale og lokale medier, der når ud til andre grupper af vælgerne end massemedierne og som tit har en lokal krog på deres politiske historier, spiller så absolut også en væsentlig rolle for stemmeafgivelsen.

Det personlige møde, ansigt til ansigt med vælgerne, er også en måde at flytte stemmer på. Ølkassen er i den kommende valgkamp byttet ud med målrettede og velgennemtænkte dør til dør-kampagner, hvor politikerne banker på hos helt bestemte vælgersegmenter. Der er derfor mange andre medier, kanaler og platforme, der er afgørende for, hvor vælgerne sætter deres kryds end de sociale medier. Tony Blairs tidligere spindoktorer Philip Gould opstiller et meget præcist billede af en politisk kampagne som en organisme, der konstant er i bevægelse. Set ud fra det perspektiv kan man sige, at de sociale medier efterhånden udgør en vital del af organismen, der skal fungere, før kommunikationen fungere optimalt.

Der er ingen tvivl om, at f.eks. Facebook kommer til at spille en rolle i den kommende valgkamp. Det bliver et sted, hvor mange vil orientere sig om kandidater og nyhedshistorier. Det bliver et sted, hvor politikere kan breake historier, der kan flyttes over i massemedierne. Det bliver et sted, hvor politikerne kan gå i dialog med deres vælgere, eller som de kan bruge til at vise deres ”venner” lidt om, hvordan de er som private personer. Det bliver også et sted, som kandidaterne kan bruge til mobilisering af partimedlemmer og sympatisører og som kan bruges til at føre intern valgkamp i de enkelte kredse.

De sociale medier får der for betydning i valgkampen. Det bliver spændende at vurdere effekten nærmere - for i en nøgtern analyse må tid og ressourcer også bliver holdt op mod udbyttet - et aspekt, der tit bliver glemt, når Facebook bliver udråbt som den nye trylledrik.