EU’s sidste chance
Trods gentagne forsøg har demokratiseringen af EU spillet fallit. Stadig mere magt er i hænderne på ikke-folkevalgte institutioner. Der bør handles nu, hvis EU skal have sin demokratiske legitimitet tilbage, påpeger fransk EU-ekspert.
Jovist, de nationale og europæiske politikere har en stemme i EU, men den synes stadig mere spag over for teknokraternes kraftfulde røster. Erkendelsen af EU’s demokratiske underskud er langt fra ny. Alligevel er situationen her i begyndelsen af Europa-Parlamentets ottende valgperiode mere alvorlig end nogensinde før. Det mener politolog Antoine Vauchez, der arbejder som forskningschef i Nationalt Center for Videnskabelig Forskning i Frankrig (CNRS) og i år er nedkommet med bogen Démocratiser l’Europe, hvori han udtrykker sine bekymringer.
Antoine Vauchez anerkender, at EU igennem de seneste to årtier har forsøgt at imødegå det demokratiske dødvande med ikke færre end fem regeringskonferencer, to europæiske konventioner og talrige traktater med Lissabon-traktaten som seneste eksempel.
- Trods alle anstrengelserne er forbedringerne begrænsede. I denne bølge af nye traktater var Europa-Parlamentet udset til at skulle være den helt centrale aktør i EU, men Europa-Parlamentet har spillet en marginal rolle i håndteringen af den europæiske krise, skriver Antoine Vauchez i en mail til Kommunen.
Falske floskler
Han frygter, at Europa-Parlamentet kommer til at ende som en demokratisk potemkinkulisse. For ligesom Katarina den Store på sin rejse til nyerobrede områder ifølge myten blev narret til at tro, at de idylliske landsbykulisser var virkelige beboelser, så skal EU passe på med at give sig ud for noget, som det ikke er. De nye EU-traktater bugner af flotte demokratiske betegnelser, ikke mindst med udtrykket et ”repræsentativt demokrati”. Samtidig har de travlt med at understrege den væsentlige rolle, som civilsamfundet og de europæiske politiske partier spiller.
- I et desperat forsøg på at forbedre demokratiseringen har EU importeret mange af de demokratiske nøgleord fra medlemslandene. Alligevel argumenterer jeg for, at denne overflod af ord oftest er direkte vildledende, fordi der stadig ikke findes noget europæisk ”civilsamfund” eller europæiske ”politiske partier”, som vi kender dem på nationalt plan, fortæller Antoine Vauchez.
Trojkaen styrer
I praksis styres EU i stadig stigende grad af en lang række uafhængige institutioner, der netop er kendetegnet ved ikke at have folkevalgte medlemmer. Her skal særlig nævnes Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Domstolen. Magtforholdet har været tydeligt under euro-krisen, hvor ECB har holdt landene og i særdeleshed Grækenland i kort snor. Men også EU-Domstolen har spillet med musklerne de senere år. Bedst kendt er stadig de to sager om Viking og Laval fra 2007. I begge tilfælde afgjorde domstolen, at bevægelsesfriheden havde forrang for strejkeretten, og domstolen viste dermed i samme åndedrag, at arbejdsretlige spørgsmål ikke kun er nationale anliggender.
- Uanset om vi kan lide det eller ej, så er det i høj grad disse tre uafhængige institutioner, der styrer Europa. Derfor er mit primære forslag også, at vi tilpasser vores strategier for at demokratisere efter den kendsgerning, skriver Antoine Vauchez.
”I et desperat forsøg på at forbedre demokratiseringen har EU importeret mange af de demokratiske nøgleord fra medlemslandene.”
Han understreger, at han ikke vil tage magt ud af hænderne på disse institutioner. Det løb er kørt. I stedet vil han demokratisere de tre magtinstanser i to spor.
Fjern skyklapperne
På den ene side vil han øge repræsentativiteten. Det kan ske ved at inkludere nye kriterier for at blive udnævnt såsom hensyn til politiske ståsteder, økonomiske overbevisninger, køn og lignende. På den anden side vil han åbne op for beslutningsprocesserne i de tre institutioner, øge kontrollen udefra og begynde at inddrage interessenter fra civilsamfundet – ikke mindst fagforeningerne, som Antoine Vauchez mener hidtil er blevet kørt for meget ud på et sidespor.
Selvom borgerne i stadig flere lande som England, Italien og Frankrig distancerer sig fra EU, så ser Antoine Vauchez slet ikke dette som en mulighed. Europæiseringen er nu så rodfæstet og mangesidet en del af vores samfund, at EU er kommet for at blive. Men nye tiltag for at demokratisere EU er tvingende nødvendige her og nu, hvis EU ikke skal ende som et demokratisk blændværk, hvor ikke-folkevalgte teknokrater i smug styrer biksen bag dobbeltlukkede døre.
