Vi starter lige med et stykke nutidshistorie: Kan nogen huske, da der fandtes typografer? Typografer var, hvad vi kan kalde datidens kuffertslæbere på aviserne, hvor journalister ganske vist producerede digitalt, men den afsluttende opsætning af sider foretog typograferne analogt med sats på fotopapir, udskæring med kniv og opklæbning med voks.

I sagens natur en nøglerolle, der gav typograferne det afgørende ord for, om avisen skulle udkomme den dag eller ej. Den gav dem også en løn, som andre fag kunne skele misundeligt til, men i længden gav den dem tillige en opfattelse af, at de kunne tillade sig at være så besværlige, som de havde lyst til, uanset omkostningen for deres arbejdsgivere.

Til sidst var de så besværlige, at en hel branche fik nok og kastede hundredvis af millioner efter en yderligere digitalisering, så typograferne i dag er udraderet som faggruppe.

Blot en venlig påmindelse til hvad vi kan kalde nutidens typografer i Københavns Lufthavn, som i organisationsmæssig henseende åbenbart er et parallelsamfund, hvor foreningsfrihed kun eksisterer på papiret men ikke de facto. Dansk Typograf Forbund forsøgte i sin tid at redde stumperne ved en fusion med andre grafiske fagforeninger, men deres tid var løbet ud, og de få tilbageværende medlemmer fra dengang er i dag en mikroskopisk minoritet i HK.

Helt så slemt kommer det næppe til at gå for 3F, den selvbevidste fagforening for bagagepersonalet i Kastrup. ‘Danmarks stærkeste fagforening’ ynder 3F at kalde sig selv, men hvis man skal tro meldingerne fra fagforeningens top, rækker styrken ikke til at have føling med, hvad der foregår ude på arbejdspladserne. Om man så skal tro det, må enhver derfor gøre op med sig selv, men en lang række stort set enslydende meldinger fra andre arbejdspladser med samme kendetegn på parallelsamfund kommer åbenbart som en lamslående overraskelse for toppen af 3F.

3F har en del flere medlemmer at tage af, end typograferne havde, men i betragtning af hvor meget automatiseret varehåndtering der finder sted på lagerhoteller og lignende, så skal de fagforenings-hardcore bagagemedarbejdere i Kastrup ikke blive alt for overraskede, hvis deres stillingsbetegnelse en dag ikke længere eksisterer, fordi arbejdsopgaven er overtaget af stregkodelæsere og selvkørende bagagedroner. Men det bliver de sikkert alligevel, overraskede. Det bliver folk som regel, hvis de sidder fast i fortiden, og nutiden lige pludselig melder sig.

Et frisk eksempel fra den politiske verden er den nu forhenværende statsminister og forhenværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, der tydeligvis har svært ved selv at give slip på den fordums storhed, der for længst har givet slip på ham. At han stadig to uger efter sin detronisering var i en position, så han kunne bestille tv-tid i primetime i weekenden, siger mere om hvad man forventede, at han muligvis kunne finde på, end det siger om hans aktuelle position. Der er lidt Hans Engell-agtigt over det, jævnfør den daværende konservative partiformands beduggede møde med en betonklods på Helsingørmotorvejen og den lange tid det tog ham at indse, at han var færdig i politik.

I sammenligning har Lars Løkke Rasmussens med- og modkombattant, den endnu nogle dage fungerende partiformand Kristian Jensen, fremstået ikke så lidt mere overskudsagtig ved dels ikke at gemme sig væk i to uger og endda ikke være kommet over bitterheden, dels ved at han ved at gå i gang med en bestyrelsesuddannelse placerer sig selv på et fremadrettet jobspor med noget, der ikke har med hans hidtidige politiske liv at gøre. Ja, selv en anden tidligere minister og medie-yndlingsoffer, Henrik Sass Larsen, fremstår nu i det mindste delvis overskudsagtig ved at lande sig et ikke-politisk job efter flere års indebrændthed, en regulær psykisk nedtur og et misset comeback efter S’ overtagelse af regeringskontorerne.

Når støvet har lagt sig efter den øjeblikkelige turbulens, bliver det realitetssansen der afgør eftermælet, hvad enten det er for politikere eller for faglige klubber. Om det skal hedde sig, at de sad fast i fortiden, eller om de var i stand til at absorbere og tilpasse sig nutiden på en utypografisk måde.