Jeg havde på forhånd besluttet at give et pænt, rundt bidrag. Men i løbet af aftenen med det store indsamlingsshow på DR og TV2 'Hjælp nu!' kom mit bidrag til at hænge i en meget tynd tråd.

Normalt er jeg ikke meget for den slags massehysteri. Hele konceptet med at slæbe kendte sammen som lokkemad og så over en tre timer piske en stemning op, så folk kommer til lommerne, er mig inderligt imod. Eller den smagløse sammenblanding af kommerciel tænkning og velgørenhed, man ser, når diverse firmaers navne dukker op på skærmen - oftest med et bidrag på 10.000 kroner. Beløbet er latterligt i forhold til firmaets fortjeneste på bare en enkelt forretning og rigtig billigt for at få firmanavnet på landsdækkende tv adskillige gange. Hvad mon man kan tjene på at vise lidt godgørenhed?

Men jeg plejer at ende med at give mig og lade den gode sag overskygge alt det kvalmende.

Mens jeg sad og tog tilløb til at ringe ind til callcentret – der var eneste mulighed, hvis man ikke vil risikere at vinde en bil eller vil give mere end 150 kroner – tonede et hoved frem på skærmen, der fik mig til at tabe pusten: Selveste overkrigeren, manden, der løj Danmark med i den forrykte krig i Irak – med et splittet folketing bag sig – Anders Fogh Rasmussen.

Forkert og planløs krig

Den krig er skoleeksemplet på en forkert udtænkt og planløst gennemført militær indgriben mod et andet lands styre. Begrundelsen for den brutale fjernelse af al magtstruktur i Irak var, at landets rædselsfulde diktator rådede over masseødelæggelsesvåben. Præsident Bush, der her igen fik sit ønske om at blive 'a war president' opfyldt, og hans medsammensvorne bildte ovenikøbet mange amerikanere ind, at Saddam Hussein havde en finger med i spillet ved terrorangrebet på World Trade Center.

Bush, Fogh og deres våbenbrødre havde ikke tid til at vente på, at FN's våbeninspektører blev færdige i Irak.

Så først da hele det irakiske styre – både det militære og det civile - var blæst til atomer, måtte krigsmagerne indrømme, at der ingen masseødelæggelsesvåben var.

Da Bush var gået af som USA's mest upopulære præsident nogensinde, kom han til den erkendelse, at Irakkrigen var en fejl, som han fortrød. Men her stod Bush – ganske usædvanligt – uden sin gode krigskammerat Anders Fogh. Fogh har aldrig indrømmet noget – hverken at krigen byggede på en løgn eller at krigens resultat var en katastrofe: En totalt destabiliseret region, hvor blodige borgerkrige siden har raset og resulteret i død og ødelæggelse, gigantiske strømme af ulykkelige og traumatiserede flygtninge og et fastlåst militært og politisk kaos.

Mens jeg sad der og modvilligt tog tilløb til at ringe til en eller anden kendis med mit bidrag, så toner altså Anders Fogh frem i selskab med Helle Thorning med en appel om slippe spareskillingerne for at hjælpe flygtningene på flugt fra et kaos, han aktivt har medvirket til at skabe.

Jeg forstår ikke, hvad i himlens navn tilrettelæggerne har tænkt på – og med hvilken legemsdel. Det er da velkendt, at vi er rigtig mange danskere, der var inderligt imod den forrykte krig. Og var oprørte over, at Danmark skulle med på Bush og hans blodtørstige, neokonservative rådgiveres krigsvogn. Vi kan også uden vanskeligheder se sammenhængen mellem den vanvittige krig og så det nuværende kaos.

Det må være det, man kalder en tankeløs fejlcasting.

Efter nogen tid med rastløs vandring til og fra showet var jeg faldet så meget ned, at jeg igen greb telefonen for at få mit bidrag på plads. I det samme tonede Lars Løkke frem på skærmen. Han sad sammen med de andre kendisser og tog telefonen i callcentret.

Himmelråbende hykleri

En rask lille godgørende telefonvagt foran tv-kameraerne, før Løkke skal i gang med at forhandle en finanslov, hvor han vil skære milliarder på ulandsbistanden. Nu fik han lov at lægge ansigtet i salvelsesfulde folder og messe om sin personlige holdning til at hjælpe mennesker i nød. For en gangs skyld nævnte han ikke trylleordet nærområderne. Det kunne der ellers være grund til.

Folk, der følger den mindste smule med, ved, at FN for nylig måtte stoppe sit fødevareprogram i de nabolande, hvor millioner af syriske flygtninge er stuvet sammen i interimistiske lejre – af ren og skær pengemangel. Og akuthjælpen fra Europa – herunder fra Danmark – er faldet betragteligt i løbet af i år. Det er hovedsagelig  den situation, der har sat bevægelse i flygtningene, der føler sig tvunget til at søge mod lande, hvor der er tryghed og mad til de sultende børn.

I mine øjne kan hykleriet næsten ikke blive mere himmelråbende. Men måske sad statsministeren ved telefonen for at samle penge ind til topskattelettelser. Igen var det mig umuligt at løfte telefonen. Ikke mindst da det gik op for mig, at jeg jo kunne risikere at få manden selv i røret.

Det var først hen mod slutningen på showet, det lykkedes mig at få ringet. Og da jeg ikke er et firma, afleverede jeg mit bidrag til en kvinde, der blot præsenterede sig med fornavn. Og det var overflødigt at bede sig fri for at få navn og beløb på tv-skærmen. Jeg er jo ikke et firma.

Jeg fik endelig ringet ved at tænke på en af de utallige ytringer, der har været på det seneste. En mand, der mailede til et P1-debat-program, skrev med gumpetung ironi, at vi da måtte skynde os at sende penge til staklerne, så de kunne få opladere til deres – og her nævn-te manden så de to dyreste smart-phones.

Den hjertegribende logik synes at være, at hvis man har haft et godt liv med arbejde og råd til en iPhone, så kan man altså ikke blive ramt af krig, forfølgelse og pludselig død. Det kan godt være, ens hjem er en ruinhob og halv-delen af familien er massakreret af Islamisk Stat eller Assads tøndebomber, men man ejer en smartphone og har måske ligefrem råd til at betale for at slippe væk. Og så kan man selvfølgelig ikke være flygtning og tillade sig noget så uforskammet som at redde sig og sin familie i sikkerhed for sult, død og lemlæstelse.

Det var en hård aften ved tv’et, men jeg er glad for, at jeg overvandt forhindringerne og fik afleveret mit bidrag.