Selv om jeg er blevet senior, så kan temperamentet stadig blusse op. Jeg bliver stærkt irriteret – for ikke at sige vred – når jeg ganske ofte oplever mennesker, der på de forskellige ­p-pladser ved min bys supermarkeder og butiksstrøg ­holder med deres store benzinslugende biler med motoren i tomgang - i halve timer - mens lillemor er inde og handle. 

Det er så symbolsk, et så tegneserieagtigt eksempel på tankeløshed, ansvarsløshed, uvidenhed, ignorance … så, nu skal jeg passe på temperamentet … 

Nu ved jeg godt, at i trafikken og på p-pladser, der hænger øretæverne løst, og man skal passe på. Så jeg nøjes med at stirre rasende på manden, der sidder lunt inde i sin osende bil og brænder fossilt brændstof af til ingen verdens nytte. Det hjælper sjældent. Kun hvis der også sidder børn i bilen, er der en vis effekt - det er som om de opvoksende generationer har lidt mere føling med sammenhængen mellem ­egne handlinger og vores fælles, truede fremtid.

Også i dansk politik forekommer der en hel del tomgang. 

En politiker er ideelt set et menneske med stærke visioner for vores fælles fremtid. Vi vælgere udstyrer så den visionære medborger med et mandat til at forsøge at få politisk flertal til at virkeliggøre visionerne. Og vi betaler for, at politikerne udstyres med alskens faglig ekspertise, så visionerne kan forvandles til virkelighed.  

Gode intentioner

Den nye regerings start har ikke været noget kønt syn, og man har skullet kæmpe hårdt for at få øje på vision­erne bag alle pinlighederne. Regeringen blev lynhurtigt indhentet af de parlamentariske og økonomiske realiteter, og måtte - under den borgerlige presses øredøvende hetz - rette ind efter det. Og dens visioner om en anden måde at indrette samfundet på blev til små pip.

Så kom den nye energimister på scenen med en energipolitisk plan. Wow! Så kom vi til virkelighed igen, nu skal der diskuteres løsninger, så vi igen kan se vores børnebørn i øjnene og begynde at håbe på en fremtid også for dem. Og måske er vi også et flertal i befolkningen, der godt ved, at den kortsigtede forbrugsfest ikke holder, og at vi skal se at komme i gang med de store ændringer, der gør vores civilisation over­levelsesdygtig. 

Klimaforskerne har talt for stort set døve øren – og først den store konjunkturfest og så den økonomiske krise har sandt for dyden ikke gjort det nemmere at komme igennem med budskabet: Den nuværende udvikling fører os lige lukt i et klima- og energihelvede af uoverskuelig rækkevidde.

Regeringen vil snakke vedvarende energi - ikke som en sjov hobby nederst i haven - og grøn udviklingsstrategi, og farvel til de fossile brændstoffer, vi køber dyrere og dyrere i lande med regimer, vi ellers rynker på næsen af. Løsninger og investeringer, der bærer igennem både for miljø og samfundsøkonomi. Og den vil - med erhvervsliv og (også Venstre-)borgmestre i ryggen - gerne skabe et bredt politisk flertal for den ambitiøse plan, der rækker mange år ud i fremtiden. ­Lige dér stopper opturen. 

Tomgangens folk

Mens kommunerne forbereder sig på at investere astronomiske summer på at klimatilpasse, så borgerne ikke drukner i monsterregn og havstigninger, så er landets største parti, Venstres folk på tinge, ikke optaget af, hvordan vi overlever og skaber nye grønne arbejdspladser. De er optaget af, hvor dyrt det bliver at være dansker – sådan på kort sigt. De forhandlede derfor regeringens kom­promisforslag i præcis 16 (!) minutter, før de smækkede med døren.

Venstre satser på, at der er flest danskere som dem, der luner sig med bilens tomgang, mens de tænker over, om ikke en ny Venstre-regering kunne gøre lidt godt for deres pengepung.

Jeg kunne leve fint med at blive lidt fattigere, hvis jeg vidste, at det skyldes nogle tiltag med fremtidsperspektiv – og ikke bare er ventetid til næste opsving og nye ­bevidstløse forbrugsorgier.

Det ville være en underdrivelse at sige, jeg bliver lige så irriteret og gal over Venstres holden i tomgang, som jeg bliver over ignoranterne på p-pladsen. Det er nok snarere­ en slags fortvivlelse på vegne af mine børnebørn.