Et godt afsæt til alle unge
Et godt afsæt til alle unge
Lige muligheder for alle er en hjørnesten i den liberale tankegang. Det gælder således også for danske børn og unge. Og oftest medfører de lige muligheder, at danske børn og unge får en god start på livet, gennemfører en uddannelse og klarer sig godt. Vi kan dog ikke benægte, at vi – på trods af de her lige muligheder – har en alt, alt for stor gruppe af unge, som falder igennem. En alt, alt for stor gruppe af unge, som befinder sig på kanten af samfundet. Det hverken kan eller skal vi acceptere, og det er også baggrunden for, at vi i det nye regeringsgrundlag har et selvstændigt kapitel med titlen ”Alle unge skal have et godt afsæt.” For indsatsen på området trænger til at blive styrket markant.
“I dag forlader mere end hver syvende folkeskolen uden at kunne læse tilstrækkeligt godt til at klare sig i uddannelsessystemet. Og fire ud af ti kontanthjælpsmodtagere har forældre, der selv har modtaget kontanthjælp.”
I dag forlader mere end hver syvende folkeskolen uden at kunne læse tilstrækkeligt godt til at klare sig i uddannelsessystemet. Og fire ud af ti kontanthjælpsmodtagere har forældre, der selv har modtaget kontanthjælp. Begge dele understreger det problem, vi står overfor: De lige muligheder alene er ikke tilstrækkelige til at give alle danske børn og unge en god start. I nogle tilfælde skal der mere til. Derfor ønsker vi særlig at styrke vores dagtilbud, folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Vi vil sikre børns trivsel og læring fra start, løfte de svageste elever i folkeskolen og sikre veje til ungdomsuddannelserne for dem, der har behov for ekstra hjælp. Derfor har vi på finansloven afsat mere end 500 millioner kroner til at styrke kvaliteten i vores dagtilbud. Derfor lægger vi i regeringsgrundlaget op til at afsætte 500 millioner kroner for at tilskynde de danske folkeskoler til en bedre indsats overfor de svageste elever. Og derfor vil en ekspertgruppe i starten af 2017 komme med anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelserne. Som opfølgning på de anbefalinger vil regeringen komme med forslag til, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse og vælger uddannelser, der fører dem videre i job eller uddannelse.
Allerede i foråret præsenterede den daværende regering ti mål for social mobilitet. Her var fokus blandt andet på udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen samt målet om, at flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Begge dele i erkendelsen af, at ordentlige faglige forudsætninger spiller en afgørende rolle for de unges muligheder. Særlig for de unge, der har en svag social baggrund eller er vokset op i et hjem, hvor normen er, at forsørgelsesgrundlaget er offentlige ydelser, og dét at være en del af det arbejdende fællesskab ikke er en selvfølge. Med de ti sociale mål, indsatserne på finansloven og det nye regeringsgrundlag styrker vi så absolut rammerne for social mobilitet.
En svær start kan være med til at definere et helt liv. Oftest i en negativ retning, hvilket er problematisk både for fællesskabet og det enkelte individ. Indtil nu har fokus for ofte været på vilkårene for danskere, der efter mange år på offentlig forsørgelse er endt som socialt marginaliserede. På kanten af samfundet og uden tilknytning til hverken arbejdsmarkedet eller det arbejdende fællesskab. Vi bør i langt højere grad fokusere på at forebygge og løfte. På at give alle danske børn og unge forudsætningerne for at klare sig godt, så de aldrig kommer til at befinde sig på kanten. Det skylder vi dem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.