ESCO-modellen er ikke egnet til nålestiksoperationer
ESCO-modellen er ikke egnet til nålestiksoperationer
ESCO-modellen er rigtig god, når kommunerne skal gennemføre store, samlede løsninger hurtigt med garanterede besparelser, mens modellen er mindre egnet til fx energirenovering af udvalgte bygninger og generel bygningsrenovering. Det viser en ny analyse fra Udbudsrådet, som er baseret på svar fra 75 kommuner.
-De kommuner, der har erfaringer med ESCO-modellen, vurderer, at den er rigtig god til de store, samlede satsninger, hvor man har behov for, at det sker lidt hurtigt og med nogle garanterede besparelser. Men hvis man kun har sådan nogle nålestiksoperationer på udvalgte bygninger, så er ESCO-modellen ikke superegnet, siger kontorchef i Udbudsrådet Line Nørbæk. ESCO-projekterne fungerer derved bedst, når kommunerne har en samlet portefølje at gå ind i dem med.
Lidt her og der
-De opgaver, som er meget egnede til at blive brugt til ESCO-modellen, er opgaver, hvor man har et snævert fokus på energirenoveringer. Så hvis man er i gang med at renovere lidt her og lidt der, er det mindre egnet, siger Line Nørbæk.
Hun håber, at analysen kan inspirere kommunerne til at undersøge, om ESCO-modellen også er den rigtige måde at gennemføre energirenoveringer på i de konkrete tilfælde.
På baggrund af analysens resultater er det bl.a. Udbudsrådets anbefaling, at offentlige myndigheder overvejer, om principperne fra ESCO-modellen vil være egnet på andre områder.
Udbudsrådets formand Jørgen Lindegaard peger på, at tanken om at finansiere et projekt med fremtidige besparelser har vist sig god ved energirenoveringer.
-Det er oplagt at overføre den til andre områder. Gadebelysning kunne være en mulighed, siger Jørgen Lindegaard.
FAKTA
- ESCO er en forkortelse for Energy Service Companies, som har energirenoveringer som kerneydelse.
- Blandt de 75 kommuner, som har bidraget til analysen, har de 68 igangværende projekter med energirenovering, og 5-6 har planer om at gå i gang.
- Ved ESCO-projekter kan kommunerne finansiere energirenoveringer af deres bygninger med de fremtidige besparelser i energiforbruget. Samtidig høster de gevinster, fordi de bl.a. med et udbud skaber konkurrence om opgaverne.
- Kommunerne benytter typisk ESCO ved større projekter, hvor flere bygninger energirenoveres samtidig. Det indebærer, at kommunerne får glæde af besparelserne tidligere, end hvis de vælger at energirenovere deres bygninger som enkeltstående projekter over en længere periode.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























