’Hvis det stod til mig’, hedder Jørgen Rye Rasmussens erindringsbog fra i og omkring Silkeborg Byråd, og læseren efterlades bestemt med det indtryk, at det ofte har stået til Jørgen Rye. Efter 32 år i Silkeborg Byråd er han gået fra byrådets koldeste hjørne, der hvor man i starten af 80’erne satte SF’ere, til at komme helt ind i varmen, inden han valgte at stoppe i 2013.

Det er en flot erindringsbog med et kraftfuldt eftermæle, som jeg vil komme tilbage til. Når jeg her i Hillerød får sådan en bog i hånden fra Silkeborg, så kommer jeg til at tænke på, om der ikke bliver skrevet for få bøger, evt. erindringsbøger, af mennesker som engagerer sig helt og fuldt i vores lokale demokrati.

Med Jørgen Ryes bog får man i hvert fald indsigt i, hvad man kan komme ud for fra fejder om vejes forløb, parkeringskældre, kulturinstitutioner og skolers overlevelse, til store satsninger på varmeområdet, over dronningebesøg til personfejder med en retssag, som langt henad vejen, men ikke helt, faldt ud til Jørgen Ryes fordel. Han har kæmpet for sit, og bogen vil få sat en hel del på plads for folk i Silkeborg, men nok også ægge til debat, for der kan være mere en én måde at se tingene på, for dem der også var i forhandlingslokalet.

Vidnesbyrd om stærke venskaber
Det står helt klart, at Jørgen Rye kunne se partierne, men han kunne i høj grad se menneskene eller personlighederne i partierne, og det har bragt ham langt mod en indflydelse, han hele tiden gerne ville have, og som han fik sammen med de andre SF’ere. Dermed er bogen et vidnesbyrd om stærke menneskelige ven- og bekendtskaber.

Det er godt at læse, når man forpustet prøver at følge med i fortællingerne om de mange, mange møder. Ikke mindst før kommunalreformen var der mange. Økonomiudvalgsmøde hver mandag morgen, fagudvalg to gange om måneden, byrådsmøde to gange om måneden og så det løse: alt det man gerne ville med til ’ude i byen’.

Nu er der så lidt færre møder, og med et eksempel fra en sag, hvor forvaltningen ville noget andet end politikerne, stiller Jørgen Rye spørgsmålet, om ikke det er sådan, at kommunerne er politisk ledede organisationer? Det er nok ikke antallet af møder, der gør det alene, men han spørger, hvor megen føling politikerne har med kommunen, når de er mindre med end før? Det er et godt spørgsmål hele tiden at stille sig: Hvordan sikrer vi, at det lokale demokrati fungerer og også kan lede kommunen? Og hvorfor kalder direktionen sig til Ryes irritation for koncernledelsen, når kommunen ikke er en koncern?

Kommunalreformen gjorde også andre ting ved Silkeborg Kommune; i Jørgen Ryes øjne prøvede den at vende en østligt orienteret kommune mod vest, skar byen over med to valgkredse og flyttede domstol og politi i her deres retning. Alt sammen uden belæg for forbedringer, kun troen på at større må være bedre.

I bogens anden del kommer Jørgen Rye ind på fremtiden. Først med sin vision for Silkeborg, hvor et af elementerne, en ’omfattende investeringsplan for kultur og idræt’, ikke overrasker dem, der ved, hvad han brænder for og har kæmpet for med entusiasme, dygtighed og kærlighed. I det hele taget kan borgerne i Silkeborg sidde med kommuneplanen i den ene hånd og "Hvis det stod til Mig" i den anden og grunde over, hvor udviklingen er på vej hen. Jeg skal ikke kunne se, hvilke af de to værker der er det mest omfattende.

For os i Danmark som sådan kan det være afsnittet om et nyt kommunestyre, ’hvor borgerne og deres folkevalgte repræsentanter generobrer magten over kommunerne’, der kan have interesse, og jeg kan sige med det samme: Kommunernes Landsforening ryger sig en tur!

Ud fra devisen, at demokratiet ’ikke er en eviggyldig og uforanderlig tilstand’ foreslår Rye en efter hans mening mere dynamisk demokratisk model, som kan motivere en langt større del af befolkningen til at tage medansvar. Det nye Danmark kommer, hvis det står til Jørgen Rye, til at bestå af førstekammeret Folketinget og andetkammeret Lokaltinget.

De må efter hans mening ikke ligge samme sted for at undgå at blive ’for sammenvoksede’, og man kan nok regne med, at Lokaltinget kommer til at ligge vestpå, ligesom ministerier endnu mere systematisk end nu skal spredes ud over landet. ’Ikke på den forvirrende måde, man har set i de senere år, … hvor der hverken er sammenhæng, ledelse eller overblik’. Folketinget skal have 179 medlemmer, og Lokaltinget flere. Så bliver KL og Danske Regioner nedlagt, da interessen varetages af Lokaltinget – man må forstå: med den magt til politikerne, som de savner i deres egne organisationer KL og Danske Regioner.

Vi må skynde os, for hvis det står til Rye skal det hele være klar i 2024. Det har jeg desværre ikke tid til at tænke over lige nu, for jeg skal op på Torvet og føre valgkampagne for Socialdemokratiet i Hillerød.

Med venlig hilsen

Kirsten Jensen

Socialdemokratisk borgmesterkandidat, Hillerød Kommune