Hvem er den uundgåelige socialdemokrat, når man taler om Danmark i 60’erne? Jo, normalt ville man ­sige, at det var da Jens Otto Krag. 

Men her på bagsiden handler det om Kommunens arkiver, og så drejer det sig om en helt anden mand, nemlig Erhard, (som alle modsat Krag var på fornavn med).  For netop i disse år optræder Gladsaxes dengang ­socialdemokratiske borgmester i spalterne mere end statsministeren eller nogen anden. 

 

Erhardismer

I sin tid var Erhard leverings­dygtig i mangt en god historie. 

Kommunen gengav for eksempel Erhards forbitrelse over talerstolen i byrådssalen. ”Stod det til mig, var den stol blevet brændt for længe siden!” sagde den forpinte borgmester i 1960. Talelysten svulmede nemlig voldsomt op, siden ingen kunne nøjes med et kort indlæg, når han først var gået den lange vej fra pladsen og til talerstolen ved siden af borgmesteren. 

Det var én historie, og her er en anden: Gladsaxe afskaffer offentlig skolebespisning, og Erhard fortæller om en håbløs kamp, hvor han forgæves forsøgte at påtvinge sin datter rundtenommerne. Hun ville hellere have mors mad end pædagogernes, understregede Erhard i den gedigne ’statsorganet ved ikke bedst’-stil. Hvem ved, måske det således var i Kommunen, Mimi Jakobsen fik sin første presseomtale?

For ikke at tale om det internationale kommunetræf i 1967, hvor ingen danske kommuner sender nogen som helst, men Erhard er der som repræsentant for Europa­rådet. Jo, der er mange Erhard-­historier i datidens Kommunen. Men den bedste er den, der blev ledsaget af illustrationen til højre!   

 

Agurkens magt

Sommeren 1966: Sagen starter uskyldigt: Et rudkøbingensisk dagblad gør en forespørgsel til borgmester Erhard om Gladsaxes planer for en lejrskole på Langeland. 

Ifølge avisen gjorde borgmesteren ­spøgefulde bemærkninger om, at Gladsaxe også kunne erhverve et slot i Skotland ”med spøgelser og det hele”. Dette tages seriøst af pressen midt i agurketiden, og en konservativ byrådskollega må stille en uromantisk forespørgsel om de famøse slotsplaner. 

 

Who ya gonna call? 

Det hele ender med en regionalradio-diskussion, hvor Kommunen skriver, at ingen af de to herrer er til at ­spøge med. Erhard understreger, at han som borgmester har ret til at beskæftige sig med tossede idéer, og at han alene hænger på idéerne, indtil der skal betales fem øre i sagen. Den konservative  modpart  mindede ham om ansvaret for kommunalbestyrelsen, og Kommunen fra dengang giver ikke indtryk af, at det var sagt med lutter smil, glæde og forståelse. 

Cirka 20 år senere gjorde samme  konservative herre alligevel ­Erhard til minister i en af sine regeringer, men det er en anden historie.