Efter seneste ministerrokade må statsminister Mette Frederiksen håbe, at alle hendes kvindelige ministre holder tiden ud. Valget af Rasmus Stoklund som ny politisk ordfører gør ham alt andet lige til det sandsynlige førstevalg, hvis der igen skal bruges en ny minister inden næste valg.

Ikke at der er nogen automatik i det. Men nu er det dog sket tre af de fire gange, der i denne regerings tid er givet plads til nye folk på ministertaburetterne. Første gang var det gruppeformanden, der kom til, og når en folketingsgruppe på den måde oplever, at der er en belønning for enden af en intern post, slipper man for megen utilfredshed.

I modsætning til hvis der bliver hentet folk ind udefra. Det fortolkes rutinemæssigt som “nå, vi er altså ikke gode nok”. Et negativt bidrag til stemningen i folketingsgruppen.

Det har Mette Frederiksen undgået indtil nu, hvis man ser bort fra den indledningsvise rekruttering af dels Jeppe Kofod fra Europa-Parlamentet, dels daværende Roskilde-borgmester Joy Mogensen. For sidstnævnte endte det som bekendt heller ikke lykkeligt, men hun var nødvendig for at pine kvindeandelen af ministre op på 35 pct.

Minus på kvinde-kontoen

Man bemærker, at der ikke siden er kommet nye kvindelige ministre til, tværtimod faldt andelen med Joy Mogensens exit til blot 30 pct. Det kan oversættes direkte til, at ingen kvinder i folketingsgruppen står på Mette Frederiksens liste over ministeremner. En konstatering der bekræftes af udnævnelsen af endnu en mandlig politisk ordfører.

Men sker det igen, at en kvindelig minister erstattes af en mand, vil kvindeandelen i regeringen rasle ned på blot 25 pct. Det vil være så pinligt, at det ikke kommer til at ske.

I påkommende tilfælde må det vise sig, hvad der vægter tungest.

Færre kiks og mindre armbevægelser

Hvad angår den aktuelle ministerrokade er den en klar cadeau til Christian Rabjerg Madsen, som allerede i sin anden valgperiode og efter blot lidt over et år som politisk ordfører er rykket helt frem i forreste række. Ordet lynkarriere trænger sig på - om den fortsætter, afhænger af hvordan han løfter den dobbelte opgave som indenrigs- og boligminister.

For indenrigs-delens vedkommende er han den tredje på området efter Astrid Krag og Kaare Dybvad Bek, og forventningen til ham her er, at han driver butikken uden unødig støj. Nærmest som en slags mellemproportional mellem de to forgængere med lidt færre Krag-agtige kiks og lidt mindre Dybvad Bek-agtig slåen ud med armene.

En ny planlov er blandt opgaverne, der venter, efter at forgængeren ikke indfriede sit selverklærede håb om at have den færdig til KV21. Endda er opgaven vokset med regeringsudspillet Danmark Kan Mere II’s ambition om firdoblet output fra solcelleparker og landvindmøller. Ingen af delene er verdens mest populære installationer for hverken nærmeste naboer eller naturinteresser, så her bliver noget at bokse med for den nye minister.

Justitsmæssig fornyelse

Mattias Tesfaye er med flytningen til Justitsministeriet rykket op i regeringens allerøverste politiske luftlag. En klar anerkendelse af hans håndtering af det faldgrubefyldte udlændinge- og integrationsområde, hvor han foruden det indholdsmæssige har formået at kommunikere overbevisende på et kompliceret område.

Måske har han også potentiale til at forny justitsområdet, om ikke andet sprogligt. Også forgængeren Nick Hækkerup har gjort sig bemærket på det område med fx den Orwell-agtige bemærkning om at “med overvågning stiger friheden”, men Mattias Tesfayes kommunikative talent vil sikkert finde andre måder at udfolde sig på.

Eksminister Nick Hækkerup var en lettet mand, da han blev kørt væk efter afskedsaudiensen på Amalienborg. Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Hvad angår den nu frisatte Nick Hækkerup, skal han nok få et mere fredeligt arbejdsliv i Bryggeriforeningen. Selv et spidst spørgsmål om ølsalg til 16-17-årige, hvor hans hidtidige argumentation står til at blive vendt 180 grader, besvarede han med stort overskud, da han i sin sidste tur med ministerbilen blev fragtet væk fra afskedsaudiensen på Amalienborg.

Så er der det med pensionen

Spekulationerne om, hvad der får en topminister til at skifte til et relativt ordinært omend vellønnet job som øldirektør har været mange, men selvom man ser helt bort fra muligt belastende enkeltsager, så kan enhver blive slidt ned af 20+ år som borgmester, folketingsmedlem og minister.

Forløbet kan, blot nævnt i forbifarten, desuden også bringe en op til overgrænsen for yderligere optjening af den særlige tjenestemandspension for fuldtidslønnede politikere. Der er naturligvis intet forgjort i, at man er opmærksom også på dette del-element af sit karriereforløb, og tilsvarende er der heller ikke noget forgjort i at notere sig det, selvom det måske ikke helt falder indenfor god tone at nævne det.

Men det betyder noget. Prøv bare at lægge mærke til, hvor mange politikere der synes, at de netop efter omkring 20 år er klar til at prøve noget andet.