Så fik vi atter holdt fem dejlige forårsfridage og sendt Jesus Kristus til himmels som en raket – en åndelig en af slagsen må jeg formode. Som det hedder i den trosbekendelse, der lyder i landets kirker hver søndag: ’…korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels …’

Det var nu ikke det, der optog vores tanker, da min kæreste, datter og to børnebørn en morgen i påsken var samlet om morgenbordet. De sidste æg i huset var kogt til dem, der gerne ville have et. Deriblandt var den yngste dreng på fire år ikke. Men lysten kom tilsyneladende over ham, da de sidste æg var ved at være fortæret. ’Moarrr, jeg vil ha’ et æg.’

Huset var jo løbet tør, men han fortsatte insisterende. Han er en munter fætter, fuld af indfald og skægge tanker, men her var junior i et absolut træls hjørne. Så i en blanding af irritation over hans insisteren på noget, der var umuligt, og et forsøg på at aflede hans tanker udbrød jeg i hans tonefald: ’Jeg vil ha’ en hest! Jeg vil ha’ en kogt hest – nu!’

Han kiggede først forbløffet på mig, smilede lidt skeptisk, og jeg fortsatte: ’Jeg VIL ha’ en hest’. Så flækkede han i et grin, mens han sagde: ’Åh, endelig har jeg det skægt!’ Hans reaktion kom bag på os alle, så smil og latter bredte sig – ikke mindst over hans replik og hans ønske om skæg i gaden, der nær var endt med det modsatte.

Når jeg tænker tilbage på det lille, muntre optrin, slår det mig, at sådan har jeg haft det med valgkampen og politikerne den seneste tid. Når postulaterne er blevet pinlige og tæerkrummende, så har en eller anden politiker brilleret med en udtalelse så absurd, at kun en sund latter er svaret. Og det er så udpræget sundere at le end at krumme tæer.

Skæg med de sjove politikere

Og her må jeg udtrykke særlig taknemmelighed over de liberale, specielt de ultra af slagsen. Som sociologen Henrik Dahl, der efter mange år på venstrefløjen og en længere periode som en politisk hjemløs desperado er blevet folketingskandidat for Liberal Alliance. Det er en fest at høre ham i de elektroniske mediers debatter. Som den langbenede Bambi på isen kaster han sig nervøst ud i at udlægge liberalismens frelse og markedets velsignelser.

Vi er jo nogle, der med stigende bekymring har iagttaget, hvordan en mindre og mindre gruppe finansmennesker har sat sig på større og større dele af samfundsværdierne. Det er gået stærkt, og visse steder er vi nået op i sidste halvdel af 90’erne i procent, der ejes af en ganske lille gruppe mennesker.

Og det akkompagneret af statsmagten, der herhjemme – uanset om de røde eller de blå styrer – selvmorderisk sælger ud af de folkeejede (statsejede) samfundsværdier og centrale dele af infrastrukturen til de mest skurkagtige og skattespekulative kapitalkræfter. Det er efterhånden en meget lille, tynd skive af samfundskagen, der er tilbage under demokratisk kontrol.

Men det hæmmer ikke den glade liberalist Henrik Dahl, der ivrer for, at bare markedet får mere plads, så vil alt løse sig til det bedre – for ikke at sige det paradisiske. Åh tak, nu har jeg det endelig skægt!

Mere plads! Ku’ man lade erhvervslivet overtage skatteministeriet? Så skulle der nok komme penge i kassen – spændende at se, hvem de så ville brandskatte for at sikre aktionærerne et solidt afkast.

Et andet festligt indslag er Henrik Dahls partifælle, Joachim B. Olsen. Han beklæder af alle pladser posten som socialordfører. Og han mener højlydt, at de bedste forhold og lønninger for menigmand finder man i USA, hvor liberalisme parret med konservatisme – hvordan det end kan lade sig gøre – har skabt et system, hvor de ekstremt rige betaler en klatskilling i skat, mens almindelige borgere får lov at betale gildet.

Jeg er ikke sikker på, millionerne af fattige og hjemløse amerikanere griner, endsige deler kuglestøderens glade syn på de amerikanske velsignelser. Han mener tilmed, at fagforeninger ikke skal blande sig i, hvordan lønarbejdere skaffer sig en løn, man kan leve af. Det klares bedst af den enkelte og arbejdsgiveren.  Nok lyder han sur, når han siger det, men hvor er han skæg.

Både enkelt og dybt kompliceret

Og så er der partiet med det hemmelige valgprogram. Det praktiserer Venstre med så stor ynde, at selv partiets egne kandidater af og til synes, der er lidt rigeligt tomme sider i drejebogen over de holdninger og argumenter, der skal føre til magten.

’Det skal kunne betale sig at arbejde’, blæser Venstres valgbasuner. Det er så enkel en problemstilling, at den kan forklares kort og fyndigt på busser og i annoncer. Blot med et enkelt tal og lidt smarte sentenser. Men når vi nysgerrige vælgere så vil høre lidt mere konkret om det ’moderne kontanthjælpsloft’, der skal trylle ondskaben bort, så er problemstillingen pludselig uhyre kompliceret. Så kompliceret, at der ikke kommer noget kontant bud før valget, forklarer partiets topfolk.

DET er da skægt! Det hemmelighedsfulde parti satser åbenbart på, at vælgerne køber Venstre som ledende regeringsparti alene på den fristende udsigt til at få Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Og det forstår man jo godt, når man tænker på mandens udstråling af statsmandsagtig ro og værdighed – én, man intuitivt får lyst til at betro landets pengesager.

Ved hans højre side finder man en anden klippe af troværdighed. Claus Hjort Frederiksen har med fynd og klem talt for, at vi her i landet skal have lønninger som i Tyskland. Her er der som bekendt flere millioner borgere, der trods fuldtids job - og ikke sjældent mere end ét job - ikke kan tjene en løn, der kan række til livets almindelige opretholdelse.

Hvis man knokler på og alligevel ikke har råd til et sted at bo, så er ens behov for politisk skæg og ballade nok beskedent. Men måske Tysklands mange arbejdende fattige trods alt har humoristisk sans og får sig en sund latter over, at der i Danmark er politikere med magten indenfor rækkevidde, der vil bytte den danske model ud med tilstandene på det tyske arbejdsmarked.

Hold da op, hvor har vi det skægt!