Godt nok vandt Helle Thorning-Schmidt regeringsmagten. Men de fleste var i dagene efter 15. september enige om, at valgresultatet satte hende i en meget svær og nærmest håbløs situation. Den røde sejr blev mikroskopisk lille, S og SF gik tilbage, de røde fløje, Enhedslisten og Radikale blev styrket markant, og Thornings direkte modstander, Lars Løkke Rasmussen, gik frem. 

Med et usikkert parlamentarisk grundlag, udsigter til store uenigheder i blokken og borgerlig alliance, der kunne lugte blod, var der ikke mange der troede på, at fødslen af Thornings første regering ville blive et kønt syn. Og slet ikke når man oven i det lagde, at den skulle gennemføres på det meget ujævne underlag, som landets miserable økonomi skaber for dansk politik i øjeblikket.   

Men som dagene gik, kom Radikale med ombord, et udførligt regeringsgrundlag blev nedfældet, som selv Enhedslisten kunne nikke til, og der blev udnævnt 23 ministre. Vejen var banet for, at Thorning kunne gå på talerstolen og åbne Folketinget. Og her, bedømt ved indgangen til det nye folketingsår, er der pludselig noget, der tyder på, at Thornings umulige ­situation faktisk kan gå hen og blive en styrke for hende. 

Et stærkt kort mod kritik 

For den besværlige situation er med til at gøre det helt naturligt, at Thorning ikke kan indfri alle sine valgløfter om 12 minutters mere arbejde, millionærskat, og om at kæmpe mod forringelserne på efterløns- og pensionsområdet. Allerede i de første dage som statsminister har Thorning igen og igen trukket: ”Jeg har jo ikke 90 mandater”-kortet, når hun skal forklare, hvorfor hun ikke kan indfri valgløfter eller åbenlyst skifter politisk kurs. 90-mandater-kortet forstår og accepterer de fleste mennesker i dette land. 

De fleste forstår også, når Thorning tager brodden af kritikken med argumentet om, at danskerne selv har stemt på et folkestyre, der skal arbejde bredt. En argumentation der hjælper hende, når hun skal forklare den noget bizarre situation, det er, at hun må bruge centrale dele af den økonomiske politik, partierne i blå blok og Radikale designede før sommeren, i sit regeringsgrundlag. 

Nye tider ændrer vaner 

Thorning kan i den svære parlamentariske situation hente nogle esser, der let slår påstande om løftebrud, valgflæsk og politisk slingrekurs. Thorning skal dermed ikke bruge lang tid og meget energi på at ændre de vaner, som 10 år med VKO’s blok- og kontraktpolitik har skabt hos medier og befolkning. I den mudrede parlamentariske situation ligger der nogle helt naturlige svar. Og man kan roligt konkludere, at der med lynets hast er kommet nye tider i dansk politik, både i den måde, man producerer politikken på, og i den måde, den formidles.  

Ballade og modvind skal Thorning og hendes nye regering med sikkerhed snart komme i. Men bedømt ud fra de første par dage må man sige, at de mange dystre analyser og scenarier af Thornings umulige situation er blevet gjort til skamme. Hun har forenet Vestager og Søvndal i regeringen og Radikale og Enhedslisten i rød blok, samt præsenteret et regeringsgrundlag, som får ros, til trods for at hun har kastet flere af sine valgløfter på møddingen. Så det, der lignede en nærmest umulige situation på valgnatten, ser ud til at kunne blive Thornings redning og endda være med til at give en noget overraskende medvind i hendes første tid som statsminister.