En uddøende race i politik

I S og SF er muligheden for fri debat og indflydelse på partiledelsen mindsket, vurderer professor. Både Bjarne Laustsen (S) og Özlem Cekic (SF) har oplevet konsekvensen heraf.

disciplin

Af Bruno Ingemann | [email protected]

Det var en lørdag aften. Nærmere bestemt den 16. april 2005. I hjemmet i Støvring syd for Aalborg sad Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører og folketingsmedlem Bjarne Laustsen foran tv-apparatet. Der var stillet ind på Deadline på DR2, hvor hans forholdsvis nyvalgte partiformand skulle interviewes.

”Ja, det var der, jeg fik fyresedlen,” husker Bjarne Laustsen i dag. Han havde brudt med partidisciplinen og betalte prisen. Slut med at være sit partis arbejdsmarkedsordfører. Fordi han var uenig med den nyvalgte formand Helle Thorning-Schmidt om efterlønnen.

Sceneskift til Christiansborg tirsdag den 14. august 2012. SF holder gruppemøde. Pressen venter på kulminationen af et par ugers internt politikerslagsmål for åbent tæppe.

Özlem Cekic bliver frataget posterne som partiets social-, psykiatriligestillings- og boligordfører, fordi hun har stemt imod regeringens aftale med Venstre og De Konservative om skat. Det er konsekvensen af, at hun ikke har opført sig som en holdspiller, som det bliver udtrykt af gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.

Professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, vurderer fænomenet ’partidisciplin’:

”Langt tilbage i det 20. århundrede har afstemningsdisciplinen været høj i det danske parlament, naturligvis fraregnet de tilfælde, hvor medlemmer udtrykkeligt får fri til at stemme efter overbevisning. Her er der ikke noget nyt. Måske kan man dog sige, at det, Özlem har været ude for, savner fortilfælde i SF. Men partiet er jo også blevet regeringsparti. Mulighederne for at diskutere frit og få indflydelse på partiledelsen, forud for et parti har taget stilling, er efter min mening mindsket hos SF og i Socialdemokratiet,” siger Tim Knudsen.

Topstyring breder sig

Bjarne Laustsen og Özlem Cekic er eksempler, der underbygger professorens analyse. Og Bjarne Laustsen siger ligeud. ”Sådan er spillet, the winner takes it all, den der vinder, sætter sit eget hold. Det er ikke altid det klogeste, fordi man ikke får det bedste hold.”

Özlem Cekic karakteriserer situationen således.

”Skal der være plads og rum til debatter i partierne, eller skal partierne være så strømlinede, at der ikke er en eneste diskussion? Der er en tendens til at lave politik ud fra meningsmålinger, man designer og matcher politikken til vælgerne og forventer, at folketingsmedlemmerne ukritisk følger den strategi, partitoppen lægger.”

Professor i statskundskab Tim Knudsen ser også tydelige tegn på, at topstyring vinder indpas.

”Nu taler man anderledes om topstyring. Tidligere benægtede man den mest, man talte om at have højt til loftet. Men i al fald fra ledende politikere i Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance siger man rent ud, at man topstyrer, og det er sådan, det skal være. Der er i øvrigt forskel på at være i regering eller i opposition. At blive regeringsparti fører oftest til en stramning af gruppedisciplinen og gør det svært for menige folketingsmedlemmer at få mere end minimal indflydelse.”

Svigt aldrig idealet

For Bjarne Laustsen var det et stort slag at få frataget posten som arbejdsmarkedsordfører og medlem af arbejdsmarkedsudvalget. Hans politiske karriere bygger på tiden som fagligt aktiv og tillidsmand. Men det var ikke til at se på ham dagen efter.

”Jeg er vant til at argumentere og stå ved mit synspunkt, lykkes det ikke den første dag, så bliver man ved. Det ligger i tillidsmanden, at man aldrig svigter idealerne. Hvis du vil gøre en forskel, må du ikke lade dig skubbe rundt med. Og indflydelse, det er ikke noget man får, det er noget man tager.” Også Özlem Cekic mener, at hun kan få indflydelse på politikken, selvom hun er frataget alle poster.

”Det er rigtigt, at jeg ikke kan være med til at rykke kommaer i lovgivning. Men for mig er det lige så vigtigt at bruge folketingspladsen til at forandre holdninger i befolkningen og skabe ændringer ad den vej. Jeg er opdraget i fagbevægelsen, og jeg er i politik, fordi jeg tror på en sag. Det gør man også, selvom det giver konflikter og modvind, og man tror nok på sagen til, at man også kan sætte sig selv i spil for den.”

Stå fast

Trods de direkte konsekvenser, som både Bjarne Laustsen og Özlem Cekic har fået at føle for at stå fast på deres synspunkter, er de ikke i tvivl om, hvad der er afgørende for kommende politikere:

”Jeg håber, der vil være plads til politikere, der vælger at stå fast på deres principper. Jeg ved godt, at politik er kompromisets kunst, man prøver at nå hinanden, det synes jeg også, man skal. Men man skal også holde sig for øje, at noget er principielt vigtigt, og passe på ikke at sige ja til alt, så man mister sjæl og måske også sin troværdighed hos de vælgere, som har stemt på en,” siger Özlem Cekic. Bjarne Laustsen lægger også stor vægt på at være troværdig.

”Man holder øje med, om det, du siger ude i forsamlingshusene, er det samme, som det du siger inde på borgen – der skal man stå fast. Vi har kun vores tillid og troværdighed. Jeg har ikke en stor og fin uddannelse, så når jeg har haft gode valg, så skyldes det, at de ved, de kan stole på mig.”

Partitro

For Bjarne Laustsen er sagen fortid. Han er i dag partiets forsvarsordfører og med på holdet igen. For Özlem Cekic er det hele stadig tæt på.

”Jeg har lige fået en buket blomster og chokolade fra Venstres Ungdom. De roser mig for at stå ved mine principper og skriver, at jeg er en uddøende race,” fortæller hun glad.

”Det er en sød besked at få fra nogle, man ikke havde tænkt ville gøre den slags.”

Özlem Cekic fortæller, at hun i det hele taget aldrig har fået så meget støtte og opbakning, som hun fik i forbindelse med partiets afstraffelse:

”Jeg tror, det er fordi, det er så hårdt at stå imod. Der er så få, der gør det, og så giver det respekt, at man tør.”

Bjarne Laustsen er på linje med hende.

”Jeg fik meget opbakning hele vejen rundt. På Hjallerup Marked kom folk og sagde, 'godt du stod fast'.”

At vælge et andet parti i trods har ikke været en tanke, de to har brugt megen tid på.

”Der, hvor man er, skal man koncentrere sig om at være, fordi det giver mening. Når det ikke giver mening mere, skal man videre. Og lige nu giver det mening for mig at være her. Jeg er SF'er af hele mit hjerte. Men jeg er ikke levebrødspolitiker. Måske er jeg en dag i Afrika, et sted hvor det virkelig brænder på. Jeg ser mig selv stå på ladet af en lastbil i slidte cowboybukser og smide melsække ned,” siger Özlem Cekic.

Bjarne Laustsen nåede at opleve nogle år ude i kulden:

”Jeg tænkte på mange forskellige ting, men jeg har aldrig tænkt mig ikke at være Socialdemokrat. Både Enhedslisten og SF spurgte, om jeg ville over til dem. Men jeg sagde til mig selv, at det er mig, der er Socialdemokrat, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har det dårligt med kolleger, der shopper rundt i det politiske landskab.”

Arbejdsmarked

Organisation & ledelse

Tilmeld dig nyhedsbrevet