Min gamle ven Lars, der desværre er død og borte, var et socialt engageret menneske. Opvokset under små og vanskelige vilkår og altid på de udstødtes side – også når han sad i en god stilling i systemet. En tid var han misbrugskonsulent ved det daværende Viborg Amt. Det var dengang AIDS-epidemien hastigt bedte sig blandt stofmisbrugere, fordi de i deres mistrøstige tilværelse på evig flugt fra myndighederne delte de brugte kanyler og derved overførte smitte.

Et logisk tiltag var derfor at sikre stofmisbrugerne adgang til nyt og rent ’værktøj’, og en automat med kanyler blev sat op et diskret sted i en af de nordvestjyske købstæder. Han blev diplomatisk sagt rasende, da han opdagede, at de lokale narkobetjente lagde sig på lur nær automaten og inddrog værktøjet, når narkomanerne havde hentet det.

Lars henvendte sig fluks til den ansvarlige ved politiet, men fik blot svaret, at indtagelse af narkotika var ulovligt, og de rene kanyler derfor havde til formål at begå ulovligheder og skulle beslaglægges.

Det er et ganske præcist billede på den narkopolitik, der er blevet ført de sidste fem-seks årtier. Og som politikerne dumstædigt har fastholdt uden skelen til, hvad socialarbejdere og sociallæger har bidraget med af viden og erfaringer.

Historien byder på utallige eksempler på, at politikere i en tåget forestilling om at ville beskytte svage sjæle mod farlige fristelser indfører foranstaltninger, hvis konsekvenser er betydeligt værre end de farlige fristelser selv. Et samlet tal findes mig bekendt ikke, men ofrene for narkokrigen skal på verdensplan tælles i hundredtusinder. Jeg tvivler på, at noget samfund på andre områder ville acceptere så høj en pris for en fejlslagen politik.

Mest grotesk demonstrerede samfundet sin mangel på respekt for narkomaners liv i begyndelsen af 1990’erne under den herostratisk berømte direktør for Københavns politi, Poul Eefsen. Han elskede at slå hårdt ned på lovbrydere og uromagere. Eefsen var stærkt inspireret af Reagans ’war on drugs’, og tilføjede sin egen stressstrategi, der gik ud på, at narkomanerne skulle jages skånselsløst på gadeplan i et tåget håb om, at det ville smitte af på de bagmænd, det ikke var lykkedes at bekæmpe.

Resultatet var grotesk. Dødens købmænd opererede uanfægtet videre, og de sorte millioner rullede, mens narkomanerne på gaden døde i hidtil uset omfang. Daværende justitsminister Erling Olsen erklærede, at ’narkotikakrigen er tabt’, men heller ikke dét rokkede noget. Skiftende regeringers narkopolitik forblev uændret. Og stressstrategien stoppede først med den blodtørstige Eefsens afgang.

Stofmisbrug er ikke et moderne fænomen. De fleste ved, at Sherlock Holmes brugte morfin og spillede violin, når hans skarpe detektivhjerne var ledig og kedede sig. Stofmisbrug foregår også blandt i øvrigt velfungerende samfundsborgere, læger for eksempel.

Det er et medicinsk faktum, at narkotika i sig selv ikke udgør en større helbredsrisiko end mange andre stimulanser – alkohol eller tobak for eksempel – snarere tværtimod. Det risikable er, at den såkaldte hårde narko udvikler en stærk fysisk afhængighed. Derimod kan man ikke finde organskader som ved alkoholisme, når man obducerer en morfinist.

Når en narkoman pludselig dør, skyldes det ikke stoffet, men de omstændigheder vores narkopolitik påtvinger stofmisbrugeren. At stoffet indkøbes illegalt, så brugeren ikke kender stoffets beskaffenhed, at det indtages i al hast under ofte helt uforsvarlige forhold af mennesker, der jages som dyr. Det er dét, der giver følgesygdomme, bylder, ødelagte vener, overdoser og en ynkelig død i en trappeskakt på Vesterbro.

Hård narkotika er ikke at spøge med, men det er narkopolitikken, der slår ihjel. Hvert år koster det 300 menneskeliv i Danmark – en af de højeste rater for narkodødsfald i Europa. Og når det årti efter årti sker på trods af viden og forskning og eksperters advarsler, så er der god grund til at kalde det sand dødsforagt.

Som for eksempel årtiers modstand mod fixerum – for politikerne har den højthævede moralske fane været vigtigere end hensynet til menneskeliv. Et enkelt fixerum er nu åbnet på Vesterbro, og har allerede reddet mindst tre menneskeliv. 

Trods kolossale politiressourcer har situationen ført til et gangstervælde, der langt overgår det, USA oplevede under spiritusforbuddet i 1920’erne og 30’erne, og narkokartellerne bringer hele nationer på randen af opløsning.

Jeg har selv i mine yngre dage arbejdet med narkomaner, og jeg synes, det har været forfærdeligt at være vidne til. Eneste lyspunkt er, at flere politikere på det seneste – når gået på klingen – indrømmer, at deres holdning basalt set er moralsk – og ikke vidensbaseret.

Og forbruget af narko – er det så faldet? Nej da, tværtimod.