Alle kender det, når noget først begynder at gå galt, så går alting galt, og det bliver ved og ved. Som i sidste uge, da et sagesløst barn under Folketingets åbningsdebat blev centrum for en opmærksomhed, der egentlig tilkom hendes mor Pernille Skipper. Der må ikke være børn i folketingssalen, og det har alle vidst, mindst siden Folketingets Præsidium i april 2019 fastslog det efter en lignende sag.

Men det var ikke i sidste uge, det begyndte at gå galt. Vi skal helt tilbage til 2013, da en af Enhedslistens folketingskandidater Jonathan Simmel frejdigt erklærede sin støtte til en væbnet revolution i Danmark, hvis det skulle komme dertil, og der i øvrigt er “massiv folkelig opbakning” til det, som han formulerede sig, idet den massive folkelige opbakning jo nødvendigvis så måtte manifestere sig på en anden måde end gennem etablerede demokratiske organer, hvis hele overvejelsen ellers skal give nogen mening.

Mening gav det i høj grad for Enhedslistens ledelse, nemlig den mening, at det ikke er så godt at have en partikammerat på en betydende post, der kan finde på at sige sådan noget. Men revolutionsromantikerne udgør en vis base i Enhedslisten, og tre år efter var Jonathan Simmel i 2016 tilstrækkeligt højt placeret som førstesuppleant, til at han stod til at blive barselsvikar for folketingsmedlem Eva Flyvholm. Efter at have gentaget sine revolutionære sympatier trak han sig dog i kammeratlig forståelse med sit parti.

Dog, uden støj var det ikke. Ikke alle i partiet syntes om forstødelsen af den revolutionære ildsjæl, og minsandten om ikke han igen i år poppede op som førstesuppleant og dermed potentiel barselsvikar for Pernille Skipper. Miseren forsøges klaret ved, at Pernille Skipper simpelthen slet ikke tager barselsorlov, og her lægges kimen til mindst to ting, der efterfølgende går galt.

Dels undlader Jonathan Simmel denne gang ikke at brokke sig højlydt og ukammeratligt, dels begynder Ekstra Bladet samtidig at interessere sig for den mulige forskel mellem, hvad Pernille Skipper siger, at andre skal gøre, og hvad hun selv gør. En klassisk journalistisk disciplin, i dette tilfælde udløst af et fælles udspil fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening om nye barselsregler.

Igen en tidsmæssig tilfældighed der bringer Pernille Skipper videre i sit fortløbende uføre. Hendes ikke-barselsorlov forklarer og forsvarer hun med, at hun snildt kan passe sit folketingsarbejde med baby på armen, og da Ekstra Bladet i faktatjek-øjemed begår en statistik over hendes fravær, kalder hun resultatet helt sædvanligt og ikke anderledes end andre folketingsmedlemmers.

Redder det situationen? Nej, det gør det vist ikke, for Ekstra Bladet griber til det eneste rigtige og begår tilsvarende statistikker over sammenlignelige folketingsmedlemmer blot for at konstatere, at ja, Pernille Skippers mødefravær er markant højere end de andres.

Først herefter kommer vi frem til sidste uges tilfældighed, eller hvad det var, nemlig at Pernille Skipper medbringer sit barn i folketingssalen, hvor hvem sidder i formandsstolen? Ingen anden end Pia Kjærsgaard, som var den, der greb ind i den nævnte episode i 2019, og som, skal man bemærke, fik opbakning fra Folketingets Præsidium til at håndhæve det også efterfølgende.

Fælles regler kort sagt, og så kan det være lige meget, hvad man individuelt synes om dem. I demokratiets højborg, af alle steder, må det være sådan, at hvis man ikke synes om reglerne, må man skaffe sig flertal for at lave dem om, og indtil det lykkes, må man rette ind efter dem.

Helt så nemt faldt det bare ikke for Pernille Skipper, der i stedet i et helkikset forsøg på en ikke-kommentar fik beskyldt Pia Kjærsgaard for at være gået til pressen med historien. Blot for to timer senere at opleve sig korrigeret af den journalist, der havde set optrinnet fra presselogen og bedt Pia Kjærsgaard om den forklaring, hun ikke selv var gået til pressen med.

Når noget først begynder at gå galt, så går alting galt, og det bliver ved og ved. Også denne gang.