I Danmark er der voksende ulighed i sundhed. På trods af vores universelle velfærdssystem er middellevetiden ikke prangende, og trods evidens og indsatser er der stigende ulighed i sundhed.

De danske nationale sundhedsstrategier er baseret på en enstrenget sundhedsforståelse, det vil sige en simpel årsag-virkning-sammenhæng, for eksempel at rygning medfører risiko for sygdom, og derfor skal man holde op med at ryge. De dertil hørende sundhedsstrategier er hovedsagelig individorienterede adfærdsregulerende rygestopkurser udført via kommunale forebyggelsescentre.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Et internationalt beskrevet alternativ til dette er en communityhealth-tilgang, som er baseret på WHO´s sundhedsbegreb, hvor sundhed ses som fysisk og psykisk velbefindende og individet anskues i sammenhæng med dets omgivelser.

Hvorfor ”communities”?

Forskning peger på, at mangel på netværk og relationer er lige så sundhedsskadeligt som rygning, og viser at sundhed i en community health eller flerstrenget sundhedsindsats er effektiv overfor ulighed i sundhed (Marmot & Bell, 2012; Woodall, South & Warwick-Booth, 2010).

Ulighed i sundhed har en social geografi helt ned på bydelsniveau. Nørrebro har en middellevetid for mænd på 70,8 år, hvorimod Indre By har en middellevetid på 77,8 år. Der er altså en forskel på 7 år på de to bydele. Det betyder selvfølgelig ikke, at  man, hvis man flytter til Indre By, automatisk lever længere. Det er derimod et udtryk for, at omgivelserne og de livsomstændigheder, man lever under, har betydning for ens livsvilkår og dermed for sundheden.

Fællesskaber – både sted-baserede og communities – hvor nogle folk deler en fælles tilknytning, har afgørende betydning for sundhed og velvære. Vi ved, at relationer og sociale netværk samt muligheden for at påvirke beslutninger, der påvirker ens hverdag, er faktorer, der understøtter et godt helbred. Derfor bidrager empowerment-processer i for eksempel lokalsamfund til et sundt liv.

Metoden

Fremgangsmåden i en community health-tilgang består i at lokalisere ressourcer og aktiver. Det kan være viden, sociale netværk og sociale institutioner i lokalsamfundet. Det indebærer også at styrke de sundhedsprofessionelle og andre aktører i lokalsamfundet, der arbejder for at forbedre sundheden, samt ikke mindst at få disse ressourcer til at arbejde sammen mod et fælles mål.

Community health-tilgangen er hovedsagelig udviklet i en angelsaksisk sammenhæng og skal for at have effekt omsættes til en dansk kontekst. I dette tilfælde er anvendt aktionsforskning og deltagelse i et planlægningsforløb af sundhedsprojektet ”Lige adgang til sundhed” i København NV. Projektet blev opstartet i forbindelse med en områdefornyelse af det udsatte byområde. Projektet var fra start forankret i Lokaludvalg Bispebjerg, hvilket gav mulighed for at facilitere en tværvidenskabelig og tværsektoriel community health-tilgang.

En af de første opgaver i en community health-planlægningsproces består i at finde de rette deltagere og samarbejdspartnere i forhold til det problem, man ønsker at løse. I Projekt ”Lige adgang til sundhed” var der tale om et samarbejde mellem ”Områdefornyelsen” (under Miljø og Teknik-forvaltningen), de boligsociale indsatser, Lokaludvalg Bispebjerg, Forebyggelsescenter Nørrebro og et forskningssamarbejde med Roskilde Universitet, Center for Sundhedsfremmeforskning. Dette samarbejde åbnede for nye og forbedrede kombinationer af det eksisterende arbejde og for en tværfaglig diskussion af begrebet sundhed, ikke mindst fænomenet tilgængelighed til sundhed.

Projekt ”Lige adgang til sundhed”

WHO´s sundhedsforståelse er ikke ny viden, heller ikke for planlægningsgruppen i Projekt ”Lige adgang til sundhed” eller de sundhedsprofessionelle i lokalområdet. Der findes dog en del barrierer for at arbejde udfra denne sundhedsforståelse, blandt andet at indsatser ikke er koordinerede hverken lokalt eller i en forvaltningsmæssig sammenhæng.

I Projekt ”Lige adgang til sundhed” viste undersøgelser i lokalsamfundet, at der hos de mere udsatte borgere generelt ikke er motivation for at deltage i forebyggelsescenterets livsstilskurser. Derimod er der et stort pillemisbrug, og folk i lokalområdet bytter piller med hinanden. Der eksisterer såkaldte ”pensionist-pushere”, som sælger piller, de har fået udskrevet af lægen.

Blandt de mere udsatte borgere i området er der tale om meget små og skrøbelige netværk, men netværkene er til stede og udgør en ressource. De lokale viceværter udgør også en ressource, idet de mere isolerede borgere selv opsøger viceværterne. Viceværterne udviser et stort socialt engagement, men beskriver, at de står alene med borgernes komplekse problemstillinger. For at understøtte viceværternes arbejde er der nu etableret et netværk for viceværterne under det boligsociale samarbejde.

I dag har Projekt ”Lige adgang til sundhed” skiftet navn til ”Sammen om sundhed” og indgår i den daglige drift i Forebyggelsescenter Nørrebro. Nogle af de tilgange, der genspejles i dette projekt, er at identificere de aktuelle problemstillinger via ressourcemapping, mobilisere netværk, udvikle fælles visioner, afdække sociale netværk og måle på effekten af dette daglige arbejde. Dette er en nyskabende tilgang for et forebyggelsescenter.

Et netværk, som endnu ikke er videreført, er et tværfagligt netværk for frontmedarbejdere i lokalområdet. Frontmedarbejderne beskriver ligesom viceværterne, at de står alene med komplekse sundhedsproblemstillinger i lokalområdet.

Disse faktorer er genkendelige i andre kontekster. Mange kommuner har sat fokus på samskabelse, hvor der fokuseres på partnerskaber og inddragelse af civilsamfundet. Der er dog behov for at supplere med fokus på samskabelse internt i kommunerne og de enkelte lokalsamfund. Endvidere er der behov for at tydeliggøre forbindelsen mellem de lokale relations- og sundhedsindsatser og den generelle sundhedstilstand samt ulighed i sundhed.

Der opbygges i disse år spændende erfaringer med flerstrenget sundhedsfremme i mange boligsociale helhedsplaner, men sundhedsforståelsen og sammenhængen mellem lokalsamfundsindsatser og sundhed bygger ofte på en enstrenget sundhedsforståelse, hvor sammenhængen mellem det daglige relationsarbejde og empowerment-perspektivets forbindelse til sundhed overses.

Hvis vi som samfund ønsker at ændre på den nuværende situation med ulighed i sundhed, må vi gøre noget anderledes og lede efter supplementer og alternativer til de nuværende sundhedsstrategier. En community health-tilgang er ét alternativ.

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]