Kommunen.dk
MENU

Efter afsløring: Ankestyrelsen overvejer tilsynssag mod Næstved

Kommunen.dk kunne i maj afsløre, at Næstved Kommune overskred lovfrister i en række børnesager. Det har fået Ankestyrelsen til at bede kommunen om svar.

Efter afsløring: Ankestyrelsen overvejer tilsynssag mod Næstved

Kommunen.dk kunne i maj afsløre, at Næstved Kommune overskred lovfrister i en række børnesager. Det har fået Ankestyrelsen til at bede kommunen om svar.
Ankestyrelsen beder nu kommunen om en udtalelse.
Ankestyrelsen beder nu kommunen om en udtalelse.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I op til 37 sager ventede udsatte børn og familier længere, end lovfristerne tillader, på, at Center for Børn og Unge blev færdige med børnefaglige undersøgelser. Samtidig fortalte flere ansatte på afdelingen Arbejdstilsynet, at “Alle - såvel lovpligtige som interne - frister overskrides.” 

Det kunne Kommunen.dk i maj afsløre på baggrund af en tilsynsrapport fra april. 

Afsløringen har nu fået Ankestyrelsen til at reagere. I et høringsbrev forlanger styrelsen en forklaring på de problematiske forhold. Udtalelsen fra kommunen skal bruges til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag. 

‘Rystende’ forhold

I brevet, der er dateret den 24 maj, fremgår det, at styrelsen blev opmærksom på problemerne hos Næstved Kommune gennem en artikel på sn.dk. der bragte en citathistorie om Kommunen.dk’s afsløringer af problemerne med sagsbehandlingen.

Styrelsen beder i brevet kommunen lægge vægt på, hvordan den sikrer, at lovgivningen vedrørende anbringelser, foranstaltninger, støtte til børn med særlige behov, herunder de lovbestemte frister, overholdes. 

Forholdene på afdelingen bekymrede dengang to eksperter i udsatte børn og unge. 

- Det her lyder vildt alvorligt. Det er nogle af de mest udsatte familier, der venter på hjælp fra afdelingen. Men arbejdsmiljøet betyder, at afdelingen hverken er i stand til at overholde loven eller tage ordentligt vare på familierne, lød det blandt andet fra Christine Hemme fra VIA. 

Chefen for Center for Børn og Unge, Daniel Gottrup, medgav dengang, at der var større risiko for, at sager krævede tungere foranstaltning, jo længere tid sagsbehandlingen tog. 

- Hjælpen kommer senere, end loven kræver det. Det er en stor problematik i mange kommuner. Men vi er for langt væk lige nu, og det skal vi forbedre, sagde han.

Flere millioner er på vej

Af byrådsdagsordenen fra den 28. juni fremgår det, at byrådet har godkendt en udtalelse til Ankestyrelsen. 

“Kommunen har på det børnefaglige område konstateret ekstraordinære udfordringer med at overholde lovmæssige tidsfrister, da kommunen har problemer i forhold til rekruttering og fastholdelse af faglige medarbejdere,” lyder det i brevet. 

I brevet oplister kommunen også de konkrete tiltag, som den har taget for at rette op. Heriblandt en investeringscase med ni delprojekter, der skal give fokus på at øge “lovformelighed og kvalitet” i centrets sagsbehandling. 

Derudover har kommunen besluttet at ansøge om hjælp fra Den Permanente Task Force i Socialstyrelsen, der tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten af deres sagsbehandling af børneområdet. 

Kommunen har desuden fra 1. september tilført centret opnormeringer svarende til 11 mio. kr i 2023. Fra 2024 og frem vil området tilføres 13,6 mio. kr. Dermed vil centret have oprustet med 11 stillinger på myndighedsområdet.

“Aktuelt og akut er der gennemført en ekstraordinær opnormering svarende til to stillinger i det team, der medførte et påbud fra Arbejdstilsynet med henblik på at indhente efterslæb i forhold til en række sager”. 

I brevet skriver kommunen til sidst, at man håber, at tiltagene vil have den ønskede effekt på “lovformeligheden og overholdelsen af borgernes retssikkerhed på det børnefaglige område”. 

Ankestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen vurdere, om der skal rejses en tilsynssag. Her er den mest almindelige reaktion en vejledende udtalelse.

I en mail til Kommunen.dk oplyser Ankestyrelsen, at den har modtaget høringssvaret, men endnu ikke har taget stilling til, hvad svaret giver anledning til. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR