Forleden gik det op for mig, at det er 40 år siden, danskerne var gennem en voldsom valgkamp, og 2. oktober 1972 endte med, at befolkningen stemte Danmark ind i EF – det nuværende EU.

Der er sket meget på de 40 år. Ingen drømte for eksempel om, at en Glistrup, en Erhard Jakobsen eller en Pia Kjærsgaard skulle dukke op og vende op og ned på dansk politik.

Jeg boede i København. Det var to år siden, den legendariske Thylejr havde fundet sted, og de farverige begivenheder under fællestitlen Ungdomsoprøret var endnu ikke døet helt ud. Det var de kortlivede regeringers tid. Jens Otto Krag stod i spidsen for sin tredje regering efter i 1971 at have overtaget efter den radikale Hilmar Baunsgaards VKR-regering.

Med på det ministerhold havde Krag folk som Per Hækkerup, Henry Grünbaum, Jens Kampmann, Ivar Nørgaard. Men de borgerlige partier havde slået de første alvorlige buler i den socialdemokratiske dominans – det var ikke længere næsten en selvfølge, at landsfaderen var socialdemokrat, og tonen mellem blokkene var hård og uforsonlig. Men ikke i spørgsmålet om dansk medlemskab af ’ Det Europæiske Fællesskab’. Her stod næsten alle i toppen af dansk politik sammen, og fronten gik på kryds og tværs af partierne.

For nogle var det de grusomme erfaringer fra Anden Verdenskrig og tanken om at skabe et solidt fundament for ’Fredens Europa’, der vejede tungt. For andre var det slet og ret et spørgsmål om penge, økonomi og den frie adgang til et fremtidigt, attraktivt europæisk marked.

Det sidste blev det, der kom til at dominere – der gik i den grad flæskepriser i den – anført af landbrugets organisationer og erhvervslivets ditto. Den tidligere statsminister Baunsgaard tronede frem på plakater med fru Egone ved sin side med en indkøbskurv over armen. Budskabet var enkelt – det ville ikke blive nemt at være husmoder, hvis det blev et nej. Store aviser udkom med forsider, der udråbte, hvor dyrt alt fra dagligvarer til charterrejser ville blive i tilfælde af et nej.

Dengang som nu var det svært at få en diskussion af de store samfundsspørgsmål: Hvad er det for et samfund, vi ønsker? Hvad er det for værdier, fremtidens Europa skal bygge på? Det var alt for abstrakt, når propagandaen hele tiden viftede danskerne om næsen med en pengepung.

Selv hørte jeg – som det meste af Sjælland og hovedstaden – til nej-sigerne. Jeg mente kort fortalt, at EF var en sammenrotning af rige lande mod fattige, og det kunne jeg ikke se noget fredsbevarende perspektiv i. Efter den store demonstration søndag før afstemningen var vi endeligt overbeviste om, at det blev et nej.

En interessant skikkelse er Ivar Nørgaard. Det var ham, der som ’minister for udenrigsøkonomi og europæiske markedsanliggender’ sammen med Krag underskrev Rom-traktaten på Danmarks vegne. Han var en skarp økonom, intelligent, pragmatisk og fagligt højt respekteret. Han tilhørte Socialdemokratiets venstrefløj, og var ikke var bange for at tage konfrontationer med tunge drenge som Per Hækkerup.

Og så var han svoren europæer. På sit drævende Lyngby-københavnske talte han ivrigt for tanken om det europæiske fællesskab, dengang kaldet Fællesmarkedet. Og gennem mange års virke på utallige minister- og andre politiske tillidsposter støttede han varmt de europæiske tiltag: Det indre Marked, Mastricht-traktaten og Edinburgh-traktaten.

Og tillad mig så et lille spring i tiden. Ivar Nørgaard fulgte udviklingen fra marked til union med stigende bekymring og erkendte efterhånden, at EU ikke var det, vælgerne blev lovet i 1972. I 2000 sagde han højlydt fra, da Euro’en med tilhørende stabilitetspagt var i støbeskeen.

Den betød, at medlemslandene skulle underlægge sig fælles, stramme rammer for deres finanspolitik og statsbudgetter.  Det er den budget-disciplin, der i dag er fuldt udviklet og tvinger regeringer i først og fremmest Sydeuropa ind på en økonomisk kurs, der kaster store dele af deres befolkninger ud i social armod. Ivar Nørgaard mente, at der er andre elementer end lige finanspolitikken, der er vigtig, når det gælder stabilitet i Europa – social stabilitet f.eks. Så niveauet for arbejdsløshed burde efter hans mening også indgå som et kriterium. Og Danmark skulle ikke binde sig til en Europagt, der ville tvinge os til at føre én bestemt slags politik.

Hmmm. Interessant synspunkt i disse tider, hvor der åbenbart kun findes én nationaløkonomisk sandhed. Og hvor situationen i Sydeuropa risikerer at eksplodere i alvorlig social uro og grundlæggende destabilisering af landene, mens politikerne halser af sted for at leve op til konvergens-kravet.

Tilbage til 1972. Det blev som bekendt ikke et dansk nej. Det var en kolossal skuffelse. Da resultatet var klart – Jylland havde stemt os og ind med fynd og klem – drog vi en lille flok ind til Christiansborg, hvor flæskepris-propagandisterne var samlet, for at vise vores utilfredshed. Men vi var ikke mange. Depressionen havde sænket sig, og de farverige 60’ere forekom for alvor ovre. Jeg hev vredt en tidligere radikal undervisningsminister, ’Onde Helge’, i slipset der midt om natten. I dag var jeg nok blevet anholdt og anklaget for terrorisme.

Et par dage efter stod jeg ved en pølsevogn ved Hovedbanegården og filosoferede dystert over situationen. Så dukkede en velklædt, men bedugget herre op for at få en pølse. Han begyndte at fable om EF-afstemningen. Og det gik op for mig, at han var en slags repræsentant for erhvervslivet. Jeg fnøs med foragt om flæskepriser og lignende ja-argumenter, og han kiggede sørgmodigt på mig. Og så gik det op for mig, at den nydelige herre ikke blot var noget overrislet. Han havde også bondeanger. Han fejrede ikke sejren, og pølsevognen var hans skriftestol. 

I den trykte udgave af denne klumme er der en beklagelig fejl. Det fremstår som om Ivar Nørgaard allerede i 1972 erklærede sig som modstander af Euro’en og den dertil hørende Finanspagten. Det er selvfølgelig noget sludder, erklærer skribenten. Der var naturligvis ingen medlemmer af Krags regering i 1972, der var erklæret modstander – det ville være utænkeligt. Og Finanspagten var absolut ikke på dagsordenen dengang. Den var højest en våd drøm hos visse ’flommeeuropæere’, som Ivar Nørgaard kaldte de ekstreme EF-tilhænger, der fantaserede om en politisk union.