Lige så trist valgkampen var på Rådhuset, lige så spændende har efterspillet været, hvor særlig Socialdemokraterne og Frank Jensen har haft noget at se til. Først var det stemmeslugeren Yildiz Akdogan, der lavede ballade, da hun ikke blev indstillet blandt de otte S-politikere, der skulle kæmpe om partiets anden borgmesterpost. I offentlighedens øjne havde hun en god sag, da hun jo fik et kanonvalg med 3514 personlige stemmer. Yildiz var da også klar over, at det gav hende et solidt udgangspunkt til de interne forhandlinger om poster.  Som hun skrev på Twitter: 'forventer jeg en post, der svarer til mit stemmeantal'.

Men det bliver altså ikke til en borgmesterpost i denne omgang. Årsagen til, hvorfor hun ikke blev indstillet, er noget uklar. Men ifølge rygterne var der lavet en aftale med Yildiz om, at hun ikke skulle gå efter posten, da hun også er folketingskandidat.  Brønshøj-Husum-kredsen havde nemlig tænkt sig at indstille Jesper Christensen og Jakob Hougaard, der begge har stor baglandsappeal. Denne aftale skulle efter sigende være lavet et godt stykke tid før valget, så Socialdemokraternes melding om, at man først ville vælge den anden borgmester efter valget, var altså ikke korrekt. Der var et felt – eller i hvert fald en del af det - der var forhåndsudtaget!

Men hvad forklaringen end er, må man konkludere, at Yildiz er langt bedre til at føre valgkamp hos københavnerne end hos Socialdemokraterne! Yildiz skulle dog være storfavorit til posten som politisk ordfører, som er en attraktiv post, da den dels giver omkring 400.000 om året, dels en masse synlighed, der kan gavne hendes folketingskandidatur. Der er dog nogle internt i Socialdemokratiet, der mener, at Yildiz ikke har fortjent posten, efter hun har lavet ballade. Men alene det faktum, at Socialdemokraterne har det princip, at de skal have en kvinde i ledelsen, gør hende til et godt bud.

Afhopperen

Yildiz-røgen var ikke tæt på at have lagt sig, før den næste socialdemokratiske bombe sprang. En anden stemmesluger, Ikram Sarwar, ringede sent fredag aften til Frank Jensen – der netop var landet i sommerhytten til en tiltrængt rolig weekend – og sagde, at han smuttede over til De Radikale. Noget af en presbal til overborgmesteren, der set i lyset af, at Politiken kørte historien stort set samtidig med telefonopkaldet, ikke kunne lokke Ikram tilbage over hegnet.

Ikrams hop skabte en chokbølge internt hos Socialdemokraterne, hvor de fleste godt nok havde noteret sig, at Ikram havde en snert af karrierepolitiker over sig, men ikke i en grad, så han kunne lave et sådant nummer. Ikke overraskende er der en del surhed over Ikram i S. Ikke mindst fordi han hiver omkring 3.000 listestemmer med over til fjenden, men også fordi en del mener, at han på det seneste er blevet snot-forkælet. Blandt andet havde han fået næstformandsposten i Metroselskabet, som gav ham 300.000 kroner om året.

Springet begrunder de fleste med, at Ikram blev vraget til slutspillet om borgmesterposten. Et spil, der ifølge flere kilder ikke engang var præget af de store stemmeaftaler. - Det er set langt værre for eksempel i forbindelse med opstillingen til BR, som en kilde udtaler. Nogle hos Socialdemokraterne mener dog, at det ikke alene var den manglende udsigt til borgmesterposten, men også det, at det så ud til, at Yildiz skulle løbe med posten som politisk ordfører, der fik ham til at gennemføre springet.

Stor eller lille model

Men chokbølgerne over Ikrams beslutning ramte langt bredere end Socialdemokraterne. Særlig Morten Kabell fra Enhedslisten skulle ifølge rygterne have været nervøs over udviklingen, der i værste fald kunne koste ham teknik- og miljøborgmesterposten. Den radikale Anna Mee Allerslev sad nu med to muligheder: En lille model, hvor hun kunne forlange mere ved forhandlingsbordet i rød blok, eller den store model, hvor hun rev aftalen fra valgnatten i stykker og åbnede op for, at hele konstitueringsspillet skulle starte forfra. Anna Mee sendte da også straks signaler om, at disse to scenarier var i spil. Hos Socialdemokraterne var man i starten i tvivl om, hvordan man skulle håndtere situationen. Skulle man gå i realitetsforhandlinger med De Radikale, eller skulle man lytte til den kløen i fingrene, flere af socialdemokraterne havde efter at afsløre Anna Mees bluff! 

I løbet af lørdagen fik man dog i nogenlunde god ro og orden lukket en aftale med De Radikale.  Det skete blandt andet med stor hjælp fra Enhedslisten, der slet ikke havde noget imod at stikke Anna Mee & Co. en af deres poster i økonomiudvalget. I skrivende stund er det ikke afgjort, hvem der får Socialdemokraternes anden borgmesterpost og de andre attraktive poster i partiet. Men lytter man til rygterne, er billedet klart. Jesper Christensen får borgmesterposten. Yildiz får opgaven som politisk ordfører, og Lars Weiss snupper jobbet som gruppeformand. Sidstnævnte job kunne godt lyde lidt kedeligt, men der skulle ligge omkring 800.000 kroner om året i det plus en masse magt – så måske er det bare titlen, der lyder kedelig.