Surheden fik blandt andet konsekvenser for de igangværende budgetforhandlinger, hvor Ninna Thomsen som et led i at rette ind over for gruppen pludselig måtte ændre forhandlingskurs og tage en masse nye krav med til forhandlingsbordet. Noget de andre borgmestre selvfølgelig ikke var tilfredse med.

Efter valget har balladen ulmet. SF-gruppen – der er delt lige over imellem Vilhelmsen- og Krag-støtter – har haft et mindre rivegilde. Der har for eksempel været utilfredshed med, at Krag-folkene var overrepræsenteret i ledelsen. Det har blandt andet været medvirkende årsag til, at der er sket ændringer i SF-ledelsen, hvor næstformanden i gruppen Krag-støtteren, Sisse Marie Welling, er skiftet ud med Trine Schaltz, der tilhører Vilhelmsen-fløjen. Ligeledes er posten som politisk ordfører nedlagt, den tilhørte ellers Peter Thiele, der er fra Krag-fløjen.

Thor-fløjen opruster

Selvom de værste dønninger har lagt sig, er det dog langt fra sikkert, at SF-gruppen vil være i zen frem mod valget. For et varmt rygte er, at Thor Mögers kæreste Nanna Westerby er på vej ind på rådhuset. Hun skulle efter sigende stille op til valget om et år, og da Westerby er en kompetent politiker, der blandt andet har siddet i Folketinget, vil hun uden tvivl have gode karrieremuligheder i BR.

Westerbys kandidatur vil nok ikke være vitaminer til det anstrengte forhold i gruppen. Tværtimod har Mögers folk tradition for at spille hårdt, når der er valgkamp, og Vilhelmsen-støtterne viste – blandt andet på rådhuset – at de godt kan finde ud af at svare igen. Vilhelmsen-støtterne har nok allerede nu en del opmærksomhed rettet mod, om midlerne til kommunalvalgkampen fra SF-Christiansborg bliver fordelt ligeligt mellem fløjene. For SF-konsulenten på Christiansborg, der står for kommunalvalget, var også ansvarlig for Astrid Krags valgkamp og er kendt som en fast del af Möger-fløjen. 

Thomsen overrasker

Både på rådhuset og blandt SF'ere på Borgen er der i øvrigt mange, der er forundret over, at Ninna Thomsen havde så travlt med at bakke Krag op. Forklaringen på, at markante politikere har så travlt med at melde ud, plejer at skulle findes i: 1) at man er fuldstændig politisk enig, 2) at man har et stærkt netværk i en bestemt fløj, 3) at man tager sig godt betalt for opbakningen.

I Ninna Thomsens tilfælde skal forklaringen nok findes i de to sidstnævnte motiver. I hvert fald vil det overraske mange internt i SF, hvis Thomsen politisk flugter med Krags politiske linje, da hun har et ry for næsten at være Enhedsliste-rød. Derimod har hun et godt netværk i Krag-lejren, hvor hun blandt andet har boet i kollektiv med Astrid Krags spindoktor Thomas Sæhl. En mand, der har spillet en central rolle i hele projektet med at få gjort SF regeringsparat, og som er magtfuld internt i partiet.

Der går også et rygte – dog i den løsere ende – om at Thomsen skulle have fået lovning på sundhedsministerposten, hvis hun støttede højlydt og hurtigt. SF's anden borgmester Ayfer Baykal har holdt sig overraskende tavs i formandsballaden. Nogle opfatter det som klogt, at hun ikke har meldt ud i formandsvalget – andre ser det som fedtspil, man ikke kommer langt med i politik. Men set i bakspejlet vil Ayfers tavshed nok komme hende til gode i kampen om den ene borgmesterpost, som SF kun ser ud til at få. Efter den øretæve, som Astrid Krag fik, må Thomsen alt andet lige stå dårligere stillet i den kamp, selv om hun stadig er klar favorit.   

Oprør i kartoffelrækkerne

Ayfer har til gengæld haft en del andet at se til med den tumult, der på det sidste har været om Metroen. Den har blandt andet været gal med støj og arbejdsmiljø på de forskellige Metrobyggepladser, og det har trukket en del overskrifter i medierne. Ayfer har indtil videre formået at balancere nogenlunde rundt både med myndighedskasketten, hvor hun for eksempel står for udformning af påbud og tilladelser, og så med 'jeg tager borgerens klager alvorligt'-kasketten. 

Men Ayfer Baykal får noget at se til fremadrettet med Metrosagen. Mange københavnere er sure, og chancerne for, at en sur københavner når medierne, er 1000 gange større, end den er for en utilfreds eneboer i Nordjylland. Og særligt, når byggeriet for alvor starter på Østerbro, bliver der ramasjang. Der skal mange spindoktorer til at holde et oprør fra kartoffelrækkerne nede. Lægges der oven i, at flere journalister skulle sidde inde med mere guf om regler, der ikke bliver overholdt, og at de politiske konkurrenter med det snarlige valg har yderligere incitament til at puste til ilden, ligger der en potentiel mediebombe og tikker.