Kommunen.dk
MENU

Det offentlige skal være verdensførende med AI

Kunstig intelligens skal frigøre tusindvis af årsværk i det offentlige, håber regeringen i ny AI-strategi. Professor frygter for stort fokus på chatbots.

Det offentlige skal være verdensførende med AI

Kunstig intelligens skal frigøre tusindvis af årsværk i det offentlige, håber regeringen i ny AI-strategi. Professor frygter for stort fokus på chatbots.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og finansminister Nicolai Wammen (S) holdt mandag formiddag pressemøde på Aalborg Universitet i København, hvor de præsenterede regeringens nye strategiske indsats for ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens i Danmark.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og finansminister Nicolai Wammen (S) holdt mandag formiddag pressemøde på Aalborg Universitet i København, hvor de præsenterede regeringens nye strategiske indsats for "ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens i Danmark".
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
2. dec 2024
RITZAU

Det skorter ikke på de digitale ambitioner hos regeringen.

- Den danske offentlige sektor skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens.

Det er en af visionerne i regeringens strategiske indsats for kunstig intelligens. Strategien blev mandag præsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M) på Aalborg Universitet i København.

For kunstig intelligens er ikke blot et marked for techgiganter. Det kan "forandre livet for ganske almindelige mennesker", lød det fra finansministeren.

- Det, vi gerne vil med vores initiativ, er at bringe kunstig intelligens tættere på borgerne, sagde Wammen og kaldte potentialet "enormt".

Hos digitaliseringsministeren var der heller ingen slinger i valsen, når det handlede om Danmarks muligheder.

- Vi har alle forudsætninger for at tage styringen her. Danmark har altid været blandt de bedste til at tage ny teknologi til os, sagde Stage.

Med strategien nedsættes blandt andet en embedsmandsgruppe, der til marts skal komme med et mål for, hvor mange årsværk i den offentlige sektor der kan frigøres ved hjælp af kunstig intelligens frem mod 2030.

Embedsmandsgruppens opgave er at lande et sted mellem 10.000 og 99.999 årsværk.

- Det her handler om, hvordan vi bruger vores dygtige medarbejderes tid bedst.

- I regeringen vil vi meget gerne, at vi bruger færre medarbejdere på administration og flere medarbejdere ude hos borgerne. Der er AI ét af værktøjerne til det, forklarede Wammen.

At det allerede nu ligger fast, at kunstig intelligens skal frigøre årsværk, imponerer dog ikke Thomas Hildebrandt. Han er professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet og har blandt andet forsket i digitalisering af arbejdsgange.

- Som regel er det en rigtig dårlig måde at lave et nyt tiltag ved at have det som startmål, fordi så prøver man nærmest at høste gevinsterne, før man ved, hvor store de er, og hvor de er, siger Thomas Hildebrandt.

Overordnet er han dog positiv over for, at regeringen med strategien vil sætte "nogle klare retningslinjer" for kunstig intelligens.

Men han mener, at fokus først bør være at finde ud af at bruge teknologien rigtigt og så omprioritere medarbejdere efterfølgende.

For det er heller ikke nødvendigvis så ligetil, selv om han giver regeringen ret i, at der er et "enormt potentiale mange steder for at bruge digitalisering" i det offentlige.

- Det, der så vil være min bekymring, er, at når man siger kunstig intelligens, at der satses for meget på de nye typer chatbots og sprogmodeller. Og der vurderer jeg potentialet til at være mere begrænset.

Thomas Hildebrandt frygter, at en masse penge kan blive spildt, hvis chatbots bliver det primære fokus.

- Problemet er, at de ikke er pålidelige, så man kan ikke automatisere ved hjælp af dem. Men man kan godt understøtte mennesker til at gøre ting hurtigere. Men det kræver, at der hele tiden er mennesker, der kigger på det.

- Så derfor er der ikke det store automatiseringspotentiale ved at bruge de her chatbots. I hvert fald ikke, hvis det er på områder som eksempelvis sundhedsområdet, hvor man skal kunne stole på svaret, siger han.

Begrænsninger ved kunstig intelligens har Caroline Stage også øje for.

- Der skal menneskelig intelligens til at tøjle den kunstige intelligens. Det tror jeg, at man skal holde fast i. AI skal være et beslutningsstøtteværktøj og ikke et beslutningsværktøj.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR