I den offentlige sektor anerkender vi, at vækst i det private erhvervsliv er en forudsætning for, at vi kan bevare og udbygge det danske velfærdssamfund og dermed den offentlige sektor. Der skal skatteindtægter til, og skatteindtægter forudsætter højere beskæftigelse.

Men det forudsætter, at regeringen ikke kun tænker i finanskrise og gældskrise. Det er på høje tid, at fokus flyttes til beskæftigelseskrisen. Vi har brug for beskæftigelsespakker, som kan gøre indhug i den alt for høje arbejdsløshed og ikke mindst i den katastrofalt høje ungdomsarbejdsløshed. Vi er på vej til at tabe de yngste generationer på gulvet. Det må simpelthen ikke ske. Og udsigterne er kedelige. Regeringens egne prognoser peger på stigende beskæftigelse, men også stigende ledighed i det kommende år.

Den kommende Finanslov kan være med til at skubbe i retning af ny vækst, hvor den offentlige sektor bruges aktivt til at forbedre vores konkurrenceevne og til at skabe nye vækstområder på det, vi er rigtigt gode til – velfærd og tryghed. Men finansloven kan også bruges til at handicappe et nyt opsving gennem nye nedskæringer og forringelser.

Problemet med de mange ledige, der taber deres dagpengeret efter 1. januar som følge af halveringen af dagpengeperioden, presser sig mere og mere på som ugerne går, mens regeringen beholder hænderne i lommerne. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Og vi kan gøre noget. Vi kan lempe reglerne for genoptjening af dagpengeret, vi kan indføre optjeningsret af de forskellige initiativer, der sættes i værk i kraft af den såkaldte akutpakke – eksempelvis deltagelse i jobrotation og beskæftigelse i løntilskudsjob, og vi kan rulle reglerne for supplerende dagpenge tilbage, så ledige kan tage vikarjob og beskæftigelse på mindre end fuld tid, uden at blive straffet.

Jeg kan frygte, at det kommende Folketingsår risikerer at bringe os videre i den retning, som en del af regeringens reformer har stukket ud: En ny opdeling i et A-hold, som er i arbejde, og som skal nurses af samfundet, og et B-hold, som midlertidigt eller varigt er uden arbejde, og som skal betragtes som en byrde for alle os, der er på A-holdet.

Det er desværre lidt den samme melodi, der har præget regeringens arbejde med en reform af fleksjobordningen.

Finansministeren trak før sommerferien lige pludseligt stikket ud i forhold til de trepartsforhandlinger, som knap og nap var kommet i gang. Det var uforståeligt, og det efterlader problemerne uløste.

Jeg er overbevist om, at regeringen bliver nødsaget til at komme med initiativer på en hel del af de områder, som trepartsforhandlingerne skulle have handlet om.

Vi har brug for en storstilet uddannelsesreform, som bidrager til at opnå målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, som sætter fokus på dem, der har fået mindst af uddannelseslagkagen, og som sætter skub i efter- og videreuddannelse. Det handler både om, hvad vi skal leve af i fremtiden og om, at uddannelse er en væsentlig del af vores konkurrencekraft i en globaliseret verden.

Vi har brug for at få reformeret beskæftigelsessystemet. Vi må af med pjat og pjank med kurser i at bygge spagettitårne og i at finde sin indre ugle, og vi skal have konverteret uanede mængder af kræfter på kontrol af ledige til at blive til hjælp til uddannelse og hjælp til at finde det rette job.

Vi har brug for at styrke Den Danske Model, hvor arbejdsmarkedets parter tager ansvar for at skabe og opretholde det fleksible arbejdsmarked, som tidligere var et af Danmarks stærkeste kendetegn.

Vi har brug for at gennemføre en tillidsreform i den offentlige sektor, hvor de ansatte slippes fri til at yde den fagligt bedste indsats og bruger kræfterne på mødet med borgerne, fremfor at bruge tiden på kontrol, detailstyring og unødig dokumentation.

Og alt det andet, som en trepartsaftale kunne have løst.

Skandaløs reform

Særligt arbejdsmiljøet bør blive et nyt fokusområde for Folketinget. I mine øjne var det skandaløst, at Folketinget kunne vedtage den såkaldte tilbagetrækningsreform med blandt andet forringelse af efterlønsordningen, uden at tænke blot én eneste tanke om, hvordan mennesker med hårdt fysisk og psykisk belastende arbejde skal kunne blive længere på arbejdsmarkedet. Det vil være på høje tid, at Folketinget råder bod på denne manglende tankevirksomhed.

Den kommunale og regionale økonomi for 2014 fastlægges engang i juni 2013 ved aftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Det er gået galt i de senere år. Kommunerne bruger færre penge, end dét, der aftales med regeringen. Og vel at mærke færre penge på velfærd og service. Det er helt uholdbart. Der skæres dybere og fyres flere, end der er belæg for i samfundsøkonomien. (forkortet af red.)

Kronikken er et indlæg på Kommunens debatforum Agora under spørgsmålet ”Hvad skal være den altoverskyggende politiske dagsorden det næste folketingsår?”