2024 var verdenshistoriens største valgår, hvor halvdelen af alle klodens mennesker stemte ved et demokratisk valg i mere end 60 lande. 

Mest bemærkelsesværdigt var nok valget i USA, mens der også var valg til Europa-Parlamentet, ligesom borgerne i Storbritannien, Frankrig, Finland, Portugal, Sydkorea, Japan, Indien og Japan også var omkring stemmeboksen. 

Så mange valg på bare ét år rummer selvsagt forskellige resultater og tolkninger. 

For mens magten i USA svingede mod højre fra demokraterne til republikanerne, gik det modsatte vej i Storbritannien. I Frankrig formåede Emmanuel Macron at fastholde magten i Frankrig trods pres fra både højre og venstre, mens valget i Botswana betød, at borgerne fik et nyt parti i spidsen af landet for første gang i 60 år.  

Èt fælles træk var der dog for de fleste valg, nemlig at de siddende regeringer verden over gik tilbage ved stemmeurnerne, viser en undersøgelse af Pew Research Center. 

Det er dog ikke noget nyt, at man risikerer at blive upopulær, når man sidder i regeringen, fortæller Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Ikke desto mindre er der tilsyneladende en bevægelse i gang, som også kan vise sig at være relevant til efterårets kommunalvalg, medgiver han. 

- De sidste perioder har været enormt udfordrende med stram økonomi. Man har været nødt til at vende hver en mønt, og at man ikke længere kan fremvise flotte nye veje eller indvie nye svømmehaller og sportshaller kan gøre, at nogle borgere har nemmere ved at hoppe med på en forandrings-dagsorden hos en opposition. 

Det koster altid noget at sidde for bordenden og være med til at træffe de svære og upopulære beslutninger, det gælder både på nationalt og kommunalt plan, forklarer Kasper Møller Hansen. 

- Men man kan sagtens forestille sig, at omkostningerne ved at regere er større, end vi tidligere har set for den siddende borgmester.  

Borgmesterbonus og magtens pris

Den modsatte tendens har dog længe gjort sig gældende, når det kommer til lokalvalg. Der er nemlig en række andre mekanismer i spil end ved landspolitik. 

Her har borgerne sjældent lige så stort kendskab til deres lokale kandidater som landspolitikerne, og den siddende borgmester kan derfor nyde godt af den såkaldte borgmestereffekt, fortæller Ulrik Kjær, kommunalforsker ved SDU. 

- ‘The cost of ruling’ er velkendt, men lokalt ser vi ofte den modsatte tendens. I kommunerne fremstår borgmesteren ofte som den, der formår at samle byrådet, skaber enhed og konsensus og står i spidsen for beslutningerne, forklarer Ulrik Kjær. 

Borgmestereffekten er dog ikke langt fra en permanent størrelse. Den positive effekt aftager og kan i sidste ende vende til noget negativt, påpeger Kasper Møller Hansen. 

Første gang, du er på valg som borgmester, får du et boost, fordi du har haft chancen for at blive kendt og har haft chancen for at sætte en dagsorden for at forandre kommunen. 

Men allerede i næste periode forsvinder effekten, og når man kommer til en tredje periode, begynder det for alvor at tære på borgmesteren at sidde ved magten og tage del i mange svære beslutninger, forklarer Kasper Møller Hansen. 

- Nogle steder har de negative sager hobet sig op. Hvis man fx ser på Aarhus, så har Jacob Bundsgaard været belastet af stadionbyggeri, havneudvidelse og trafikprojekter i byen. Der har det for mange siddende borgmestre været svært at glatte ud ved at bruge penge, når økonomien har været så stram. 

Som borgmester kan man ikke vælge at sidde over på de svære beslutninger, mens opposition og støttepartier lettere kan tørre dårlige eller upopulære sager af på borgmesteren. 

- I sidste ende er det borgmesteren, der sidder med aben, og når man har siddet der tilpas længe, risikerer man at blive tynget af den negative borgmestereffekt. Det er noget mange siddende borgmestre er meget opmærksomme på. At omkostningerne ved at sidde for bordenden også kan blive store i lokalpolitik. 

Hvem står for forandringen?

Mange har tolket vælgernes fravalg af de siddende regeringer og status quo, som en frustration over tingenes tilstand og som en pessimisme over de økonomiske udsigter. 

I en anden undersøgelse fra Pew Research Center vurderede 64 pct. af deltagere i en rundspørge på tværs af 34 lande, at den økonomiske situation i hjemlandet var dårlig. 

I lande som Frankrig, Grækenland, Italien og Storbritannien er det omkring tre ud af fire, der mener, at det står skidt til med den økonomiske situation i landet. Anderledes står det i Holland, hvor kun hver tredje vurderer situationen som dårlig, mens det i Sverige er 47 pct. og 61 pct. i Tyskland. 

Og ligesom i landspolitikken, er det lokalt svært at slå sig op på en forandrings-dagsorden, hvis man sidder for bordenden som borgmester, siger Kasper Møller Hansen. 

- Som opposition kan man relativt gratis lancere en anden vision for kommunen, hvor man ikke nødvendigvis har medtaget de besværlige økonomiske realiteter. Borgmesteren kan ikke lancere de samme svulstige og luftige ambitioner, da man så med rette kan spørge, hvorfor har du så ikke bare gjort det allerede? 

Kasper Møller Hansen tror, at flere borgere end tidligere kan lade sig friste af netop forandringsdagsordenen i lyset af de svære år for økonomien i kommunerne. 

Ulrik Kjær mener dog, at man skal være påpasselig med at lægge for meget i de landspolitiske valg og meningsmålinger i et kommunalt perspektiv. 

- De traditionelle højre-venstre regeringer, hvor magten skifter fra den ene side til den anden fra valg til valg, gør det nemt for vælgerne at se mod oppositionen, hvis man er utilfreds. Sådan er det bare ikke i kommunerne, siger han. 

I mange kommuner afstikkes kursen ofte med brede forlig i budgetaftalerne og med bred konsensus om retningen for kommunen. Den landspolitiske stillingskrig mellem regering og opposition gælder ikke lokalt. 

- Langt de fleste beslutninger i kommunerne gennemføres med et bredt flertal. I nogle kommuner vil borgerne måske tilmed have svært ved at udpege, hvem der reelt udgør oppositionen i kommunen, fordi man har så meget samarbejde på tværs af partierne, siger Ulrik Kjær. 

- Hvem er det så, man skal straffe? Hvem er ‘regeringen’ i kommunen? Er det dem alle sammen? Der er nogle kommuner, hvor mønstrene følger det, vi kender fra Christiansborg, men der er rigtig mange steder, hvor man ikke ser det. 

Han mener derfor ikke, at man som borgmester skal være nervøs for, at man er dømt til at tabe, når man har stået i spidsen for svære beslutninger. 

- Lokalt er man også villig til at belønne de politikere, der har modet til at stå for de svære beslutninger. Ligesom vi ikke skal glemme, at hvis man lukker en folkeskole i den ene ende af kommunen, betyder det ikke, at man bliver upopulær i hele kommunen. Hvis jeg var borgmester og så tallene for de nationale valg, ville jeg tage det stille og roligt, siger Ulrik Kjær.