I en periode havde jeg hver tirsdag glæden… æh, lad os sige pligten til at overvære statsministerens pressemøde i Statsministeriets spejlsal. Nøjjj, hvor var det kedeligt.

Dengang var det en ugentlig foreteelse. Mens en journalist fra en tv-station, der sendte pressemødet direkte på sin nyhedskanal, opsummerede den seneste tids politiske trakasserier, så ventede pressekorpset på, at døren åbnede sig.

Når statsministeren skred ind i salen, rejste alle sig op. Og så kunne mødet begynde – først med enetale af statschefen og derefter med spørgsmål fra den sultne presse.

Langt de fleste af mine pressemøder var med Helle Thorning. Hun excellerede – særlig i det første, usikre års tid – i at komme med på forhånd indstuderede svar. Uanset hvor mange gange hun blev konfronteret med en mere eller mindre pinlig problemstilling, fik vi det samme automatsvar.

Mand, hvor kedeligt og monotont! Det kunne godt udvikle sig til en kamp for at holde øjnene åbne. Seancen blev sendt direkte på en nyhedskanal, mens andre optog mødet til senere brug. Vi journalister blev fotograferet og filmet flittigt til dækbilleder over klip i statsministerens talestrøm, så af og til kunne mit kontrafej studeres i de små hjem.

Det affødte bemærkninger fra venner og bekendte om, at jeg vist så søvnig ud. En tillod sig ligefrem at mene, at jeg så ud, som om jeg var ved at falde i søvn. Det måtte jeg bekræfte, men samtidig forsikre, at det aldrig var sket.

I modsætning til en kollega fra BT.

Statsministeren morer sig højlydt

Han havde med en hånd tilkendegivet, at han ønskede ordet. I mellemtiden – mens andre kom til – slumrede han ind. Så da Helle Thorning gav ham ordet, var han ikke længere en årvågen journalist. Han vågnede ved hendes latter og udbruddet: ’Var du faldet i søvn?’ Han prøvede fortumlet at huske, hvad han ville spørge om. Men det er nok også højdepunktet af mine oplevelser i Spejlsalen. Selv byger af spørgsmål til en pinagtig sag kunne være kedsommeligt, når der kun kom endeløse variationer over indstuderede svar.

Til sidst afskaffede Helle Thorning det faste pressemøde, og i stedet indførtes en ’statsministerens spørgetime’ i folketingssalen efterfulgt af et improviseret pressemøde udenfor salen. Spørgetimen skulle få den muntre og elegante debatform, man kender fra det engelske parlament, ind i det danske parlament. Det er blevet, hvad man vist må kalde en overordentlig behersket succes.

Når jeg kommer i tanke om disse mine kedelige minder fra Statsministeriet, så skyldes det den tidligere konservative partiformand Hans Engell. Han ernærer sig nu som bekendt som politisk kommentator.

Han skrev for nylig den hidtil skarpeste og mest bramfri artikel om de to præsidentkandidater og deres indbyrdes forhold. Normalt lægger Engell ikke fingrene imellem. Men her skriver han tydeligvis ud fra en inderlig og ubetvingelig irritation over de to partiledere. ’Surt show’ er, hvad der venter vælgerne, når Helle Thorning og Lars Løkke vil tørne sammen i valgkampen, spår han.

En rædselsfuld oplevelse

Generalprøven var i Engells optik en spørgetime i forrige uge – en rædselsfuld oplevelse, skriver han: ’Frygteligt. To sure mennesker, som uden gnist af humor, overskud eller evne til bare at svare præcis på hinandens spørgsmål kastede sig ud i en humørdræner uden lige.’

De to kan ifølge Engell ikke døje hinanden. Der er tale om et så dårligt forhold, at det ikke er set tilsvarende i Danmark i historisk tid - sådan! Statsministre og oppositionsledere har måske ikke ligefrem haft nære forhold. Men de har respekteret hinanden.

Tilbage i tiden havde man også ganske anderledes og stolte traditioner for at holde taler og debattere. Jeg var ikke så gammel, men jeg husker, at der engang var en tradition i Folketinget, hvor politikerne viste deres påskønnelse, når en politiker – og det kunne sagtens være en modstander – havde holdt en særlig god tale eller indlæg i en debat. Det skete ved, at kollegerne gik hen til talerens plads i folketingssalen og lagde en mønt – en 2-øre, mener jeg at kunne huske.

En politiker, der høstede mange 2-ører, var Knud Jespersen. For længst afdød, men engang formand for DKP, som hans talegaver efter magre år skaffede tilbage i Folketinget i 1973. Den Kolde Krig rasede stadig, og der var kold luft omkring det Moskva-tro parti. Men Knud Jespersen kunne holde skarpe, kritiske taler, der også var morsomme. I den periode var han givetvis den politiker, der fik flest 2-ører fra kollegerne.

Nu kan det selvfølgelig ikke være skægt hele tiden. Og DET er det heller ikke. Jeg må som Hans Engell trøste mig med, at der er andre partier, der – måske nok ufrivilligt – slår gækken løs. Og det kan være ganske skægt. Men det rækker ikke rigtig til en 2-øre – eller 50-øre, som det vel må være i dag.